One Night Stand (JB) 4

Mon alting kommer til at gå godt for Cady, eller sker der mere drama og ulykke for hende? At være fanget i Miami, hvor man ikke har en særlig fed fortid, er måske ikke en særlig god fordel...

327Likes
734Kommentarer
92460Visninger
AA

18. Indlagt

Justins synsvinkel
Hun lå der, ligeså stille og elegant. Hendes øjne, der var lukkede og hendes mund, der var halv åben, så hun kunne få luft. Det var lidt sjovt at se på, men hun var jo snottet af helveds til, så hun kunne ikke gøre for det...
Jeg aede hende lidt på maven og trak hende så helt ind til mig. Det var så dejligt at have hende i mine arme igen. Jeg havde virkelig savnet hende i de tre uger!

To timer efter kunne jeg mærke hendes iPhone vibrere i sengen. Det var en, der ringede. Jeg tog min hnd ind under dynen og tog iPhonen ud. Jep, den ringede. Det var med et ukendt nummer. Jeg overvejede lidt, men tog den så.
"Det' Justin?"
"Hej, Cad... Justin?" lød det fra en anden drengs stemme. Hvem fuck var det?
"Hvem er det?" spurgte jeg lidt fjernt.
"Bare en af Cadys venner," svarede han koldt.
"Hun er sover lige," sagde jeg. Han sukkede.
"Kan du sige, at Russell har ringet?" spurgte han.
"Hvorfor?" spurgte jeg, for at komme tættere ind på deres forhold.
"Fordi jeg skal spørge hende om noget," svarede han lidt irriteret.
"Hmm."
"Nå, så ringer jeg senere," sagde han så.
Jeg tog iPhonen væk fra øret og lagde på. Hurtigt så jeg hen på Cady. Havde de noget sammen..? Eller var han bare en ven? Jeg tvivlede lidt, da hun begyndte at rykke på sig. Lidt efter gled hendes øjne op. Hun blinkede lidt og så på mig.
"Godmorgen," sagde jeg og smilede svagt. Hun smilede meget falsk - sygdom - og satte sig op.
"He..."
Hun skulle til at sige noget, men hendes stemme crashede fuldstændigt. Jeg grinede lidt.
"Hold kæft!" hviskede hun hæst. Jeg smilede kort til hende og så hen på hendes iPhone, som lå i min hånd.
"Hvad laver du med den?" spurgte hun pludselig. Jeg så op på hende.
"Den ringede," svarede jeg og gav hende den.
"Hvem var det?" hostede hun.
"En dreng... han ville ringe senere," sagde jeg kort.
"Sagde han ikke, hvad han hed?" spurgte hun og hostede endnu mere. Stakkel. Og med hensyn til den dreng. Han skulle bare fucke af.
"Russell," vrængede jeg ud ad munden. Hun så pludselig glad ud, men nikkede bare.
"Hvem er han...?" begyndte jeg.

Cadys synsvinkel
Jeg blev helt varm, da jeg havde fået at vide, at Russell havde ringet til mig! Men at Justin havde taget min iPhone, gjorde mig lidt bekymret. Nu ville han nok begynde på noget..
"Hvem er han...?"
Yep, der kom det. Jeg sukkede lydløst.
"Bare en ven?" svarede jeg hæst. Min hals gjorde møgondt, og jeg havde det virkelig dårligt!
Han nikkede, dog ikke særlig overbevisende. Men mig og Russell som kærester? Det tror jeg ikke lige!
På en måde ville jeg gerne sige noget, men jeg havde virkelig ikke overskud til det, så jeg droppede det bare. Jeg tog Justins hånd og aede den lidt. Min egen hånd var klam og svedig. Lækkert. Ikke rigtig.
"Er du sulten?" spurgte jeg ham, da jeg kom i tanke om, at han nok bare har siddet ved mig det sidste stykke tid.
"Tja, lidt," mumlede han. Jeg fjernede dynen og hoppede sløvt ned ad min seng, med Justin i hånden. Han fulgte hurtigt efter mig nedenunder i køkkenet. Jeg vendte mod ham. Han så livløst på mig. Ihhh, altså!
"Hvad vil du ha'?" spurgte jeg snottet. Han trak på skulderende, hvilket bare fik mig til at sukke.
"Justin..." begyndte jeg. Han så ordentligt på mig.
"Der er intet med Russell. Bare en ven," sagde jeg og begyndte at hoste voldsomt. Justin bankede lidt på min ryg, altså bare roligt. Ej, han slog mig faktisk ned. Ej. Lol, jeg har dårlig humor. Hahahah!
"Nej, det ved jeg godt," sagde han kort og kiggede væk fra mig, da endelig så på ham igen. Jeg svarede ikke. Han troede ikke på mig. Nå, så kunne han også bare lade være. Jeg gik hen og tog en bolle og en kage til ham og gik så hen med det og gav ham det. Han så lidt på det. Hentydning. Jeg gik hen og hentede en tallerken og lagde så maden på. Så gik jeg hen og gav ham det. Han tog imod det og kiggede tomt på mig.
Jeg sagde intet, men gik bare forbi ham og ovenpå.
Endelig lå jeg i min dejlige seng igen. Endelig kunne jeg slappe af og... nej, det kunne jeg ikke. Jeg havde det dårligt, jeg havde det elendigt over, at jeg ikke kunne diskutere med Justin, og jeg havde bare lyst til at snotte al min indvolde op. Lækkert, ikke? Nej.
Justin sad tavs ved siden af mig og spise, imens han stirrede ligeud på det tændte tv, hvor der lige nu var Harry Potter. Jeg fulgte ikke rigtig med, men koncentrerede mig mere om at snæfte og glo på Justin. Jeg fattede ikke rigtig, hvorfor han var sådan. Han havde jo kun snakket med Russell den ene gang! (og måske råbt af ham i Paris...)
Jeg lagde mig ned ved siden af ham og holdte om hans liv, så han idet mindste vidste, at jeg var der. Lidt overrasket blev han dog, men han skubbede mig ikke væk. Han stillede bare tallerkenen væk og så alvorligt på mig.
"Er i.. bare venner?" spurgte han. Jeg så irriteret på ham. Hvorfor tror han ikke på mig.
"Ja," hvæsede jeg næsten, det var al den snot.
"Justin, hvorfor tror du mig ikke?"
Han så lidt ned. Svar: fordi jeg har været ham utro før.
"Derfor," mumlede jeg for mig selv. Han nikkede lidt. Jeg s¥ v₩k fra ham. Lidt ked af, at han ikke bare ville tro mig.
"Cady, hør her..."
Jeg vendte hovedet om mod ham.
"Nej, hør på mig," afbrød jeg.
"Justin, jeg elsker dig mere end nogen anden. Jeg har været dig utro før, det vej jeg. Jeg har løjet over for dig, det ved jeg..."
Argh, så begynder jeg selvfølgelig også at tude! Typisk mig! Seriøst, hvem kan bringe mine tårer mere frem end Justin?!
"Men jeg har aldrig løjet over for dig om, hvor meget jeg elsker dig," snøftede jeg. Han så lidt undskyldende på mig.
"Søde, det var ikke meningen, at du skulle græde," sagde han og trak mig ind i hans dejlige arme.
"Jamen, du tror mig jo ikke. Hvad skal jeg gøre for, at du tror mig?" hylede jeg hæst og grimt. Han sukkede.
"Intet. Det er mig, der er dum at høre på. Undskyld," svarede han. Jeg så op på ham.
"Nej, jeg forstår dig godt," mumlede jeg. Han rystede på hovedet og tørrede mine øjne med hans fingre.
Så lænede han sig lidt frem og kyssede mig på munden. Jeg trak mig væk lidt efter, da jeg skulle nyse. Justin gav mig et lommetørklæde. Jeg pudsede næsen og smed papiret ned i skraldespanden. Så så jeg hen på Justin igen.
"Cady, jeg tror, at jeg må se at komme hjem... Du har også brug for at hvile dig. Jeg er ked af, at det lige skulle ende med, at du græd," sagde han. Jeg nikkede, havde allermest lyst til at skrige, at han skulle blive, men samtidig ville jeg gerne sove.
Vi gik nedenunder, og Justin tog sko og jakke på. Så vendte han sig om mod mig.
"Jeg elsker dig," sagde han og kyssede mig hurtigt på panden.
"I lige måde," svarede jeg hæst. Han smilede svagt.
"Skriv senere, jeg vil vide, hvordan du har det."
Jeg nikkede bekræftende. Han kyssede mig endnu en gang, bare på munden. Så åbnede han døren.
"Ses."
Og væk var han. Jeg sukkede og lukkede og låste døren. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg sukkede og gik ovenpå. Så tog jeg min temperatur. 40 i feber. Jeg lagde mig ned i sengen og trak dynen over mig. Lidt efter sov jeg som en udstoppet sten.

"Cady? Cady?"
Jeg slog øjnene op og blinkede et par gange, før at mit syn virkede ordentligt. Penelopé sad ved siden af mig på min seng. Var de allerede hjemme?! Eller.. Havde jeg sovet siden i går, da Justin smuttede?!
"Har du det bedre?" spurgte hun. Jeg mærkede lidt efter, endte med at ryste på hovedet. Jeg havde ondt overalt. Og jeg turde slet ikke at snakke. Min stemme var stadigvæk forfærdelig! Hun så medlidende på mig.
"Vi tager lige din temperatur," sagde hun. Jeg nikkede kort, og lod hende gøre det.
"40, det ser ikke særlig godt ud," mumlede hun. Hun så op på mig.
"Kan du snakke?"
Jeg tog mig sammen.
"Ja l..."
Ej, det l￸d da godt nok grimt! Hun så lidt på mig.
"Jeg henter noget the... Er du sulten?"
Jeg rystede på hovedet. Hun nikkede og rejste sig. Jeg tog et lommetørklæde og pudsede min næse omhyggeligt. Klamt. Et enormt suk røg ud ad min mund. Hvorfor skulle jeg lige være så syg?!

Og her sad jeg med min far. I et dumt venteværelse hos lægen. På en stol. Jeg sad indpakket i et enormt halstørklæde, imens jeg havde et par joggingbukser og en stor hættetrøje på. Mit hår var sat op i en meget sjusket hestehale, og hovedet var tømt for makeup.
Jeg havde ikke fået det særlig meget bedre - faktisk værre - de her tre dage, så min far havde bestemt sig for, at vi tog et smut til lægen, selvom jeg bare mente, at det var forkølelse og sygdom, men han troede stærkt på, at det var halsbetændelse.
"Cady Jones," lød det fra en læge, der kom ind. Jeg rejste mig sløvt op med min far ved siden af mig. Så gik vi hen til lægen.
"Velkommen til," sagde han til min far.
"Hej."
Han så ned på mig - lægen.
"Hold da op, Cady, det er vist noget af en omgang du har fået dig, hva?" spurgte han mig. Jeg nikkede kort og gik ind på stuen. Vi satte os alle tre ned.
"Nå, hvad fejler hun så?" spurgte han min far.
"Hun er forkølet, har feber, meget ondt i halsen, så jeg tænkte på, om hun har halsbetændelse," svarede han. Lægen så lidt på mig.
"Hvor meget i feber?"
"Omkring de 40."
Lægen nikkede og så videre på mig.
"Hmm, skal vi lige tjekke dig..." mumlede han for sig selv og rullede hen til mig på hans lille rullestol. Jeg sad lidt stille, imens han undersøgte mig. Uhyggeligt.
"Hmm, jeg tror bare, at det er en almindelig sygedom... Hvor lang tid har det stået på?" spurgte lægen min far.
"Snart en uge," sagde far. Lægen tænkte lidt.
"Jeg tror, at det er for dumt at give dig piller og penicillin, så jeg syntes, at du skal tage hjem og få sovet det hele væk. Der er ikke rigtig noget, du kan gøre," sagde han til mig. Jeg nikkede kort.
"Så ingen halsbetændelse?" blev far ved. Lægen så på ham.
"Det tror jeg ikke. I så fald, må i komme herhen igen, hvis det bliver værre," svarede han. Far nikkede og så på mig.
"Så lad os komme hjem igen," sagde han. Jeg nikkede. Han så på lægen.
"Nå, men så tak."
"I lige måde. Og god bedring, Cady."
Jeg smilede hurtigt som et tak og smuttede ud ad døren med et suk på læberne. Ingen piller. Så jeg skulle sove endnu mere. Fedt.
Vi kom hjem igen, og jeg lagde mig direkte op igen. Jeg så på min iPhone, som jeg havde glemt herhjemme. Der var et par sms'er. Nogle fra skolen spurgte mig om, hvor jeg var blevet af. Jeg ignorerede dem og kom til en sms fra Russell.
Russell skrev: Fortalte din dejlige kæreste nogensinde, at jeg havde ringet?
Jeg sukkede.
Du skrev: ja, jeg er bare syg, så jeg kan ikke snakke, overhovedet, sorry
Jeg sendte beskeden og så en sms fra Justin. Eller, retter sagt, fire sms'er.
Jeg læste dem hurtigt. Der stod kun ting såsom, hvordan jeg havde det. Jeg skrev bare, at jeg havde været et smut forbi lægen, andet orkede jeg ikke.
Det bankede lidt efter på min dør, og min far kom ind med en kop i hånden.
"Se at få sovet lidt," sagde han og stillede koppen på bordet. Jeg nikkede kort. Han smuttede ud igen. Jeg tog koppen og så indholdet. Varm mælk med honning. Ad.

Tre dage efter
Jeg åbnede øjnene og hostede voldsomt, da jeg overhovedet ikke kunne få luft, det hjalp en smule, men ikke særlig meget. Det var virkelig ubehageligt! Det var nat lige nu, og jeg havde det stadigvæk virkelig forfærdeligt. Det værste var, at jeg næsten ikke kunne få vejret, min hals og min næse var nærmest lukket helt. Jeg rejste mig svimmelt op og fik kommet hen til døren og ud på gangen, hvor jeg så gik nedenunder. Jeg prøvede at lave mig en kop the og drikke den, for at få 'hul', men det hjalp slet ikke. Til sidst besluttede jeg mig for at ind på min fars og Penelopés værelse. Jeg åbnede døren. De sov. Jeg overvejede lidt, om jeg skulle gå igen eller vække dem, men valgte nr 2, for jeg kunne virkelig næsten ikke trække vejret. Jeg gik hen til min far.
"Far," hostede jeg og ruskede i ham. Han vågnede ikke. Jeg ruskede lidt hårdere i ham, og lidt efte åbnede han øjnene.
"Hvad sker der?"
Jeg indåndede med besvær.
"Jeg kan næsten ikke trække vejret," svarede jeg halvkvalt. Han satte sig med det samme op og tændte for lyset på værelset.
"Hvad sker der?" kom der fra Penelopé. Far så på mig.
"Hvor slemt er det?" spurgte han. Jeg kunne næsten ikke svare.
"John, ring efter en ambulance, det her kan ikke blive ved."

Vi var lige indkommet til hospitalet. Jeg havde fået min egen lille stue, hvor jeg allerede var sat fast til drop og havde fået en del antibiotika. Jeg havde åbenbart slet ikke fået nok væske de seneste dage her, derfor droppet, og antibiotikaen hjalp med at nedsætte smerterne. Min vejrtrækning var heldigvis nogenlunde nu. Stadigvæk lidt svær, men det gik. Jeg ventede lige nu på en læge, der skulle undersøge mig. Min far og Penelopé stod ude på gangen og snakkede sammen med en anden læge, som lige havde indskrevet mig.
Jeg kiggede hen på døren til stuen, der blev åbent, og en lille dame iført en hvid kirtel kom smilende hen til mig.
"Hej, Cady, hvordan går det?" spurgte hun venligt.
"Fint," mumlede jeg hæst. Hun nikkede.
"Jeg er Dakota June, og jeg skal undersøge dig lidt...."
Og sådan gik det til, at hun to blodprøver og kiggede i min mund og bla bla bla. Jeg lå bare udmattet og svedig som en spasser.
"Jeg henter lige resulatet for blodprøven, og så ser vi, hvad der er galt," sagden lægen en halv time efter. Jeg nikkede, og så hende forlade stuen. Min far kom hen til mig.
"Er du ok?" spurgte han.
"Ja... Må jeg lige få min iPhone?" spurgte jeg. Han fiskede den hurtigt op ad lommen, og jeg tog imod den. Jeg så lige, at klokken var halv tre om natten. Jeg låste iPhonen op og gik ind i sms'er og skrev til Justin:
Du skrev: Er kommet på hospitalet...
Og så gik døren til stuen op.
"Så," lød det fra lægen. Hun kom hen med nogle papirer. Og så på os alle sammen.
"Du sagde, at i havde været til lægen, ikke?" spurgte hun min far, som nikkede til spørgsmålet.
"Det kan jeg simpelthen ikke forstå..." mumlede hun for sig selv, hvilket gjorde mig bekymret. Nu var jeg ikke gravid eller sådan noget, vel?!
"Hvad fejler hun?" spurgte Penelopé.
"Cady,"
Hun gloede ned på mig.
"Du har fået mononukleose."
WHAAAT?!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...