Outsideren

Handler om en ung pige, Regina, der får til opgave at lave en biologi opgave sammen med klassen Outsider. Der går ikke lang tid før Regina bliver trukket ind i en lang række bizarer oplevelser sammen med den ukendte dreng som hun ellers altid havde overset.

0Likes
2Kommentarer
1063Visninger

1. Outsideren

”Nicholas og Regina!”  

Blikket som hans udtryksløse øjne sendte mig, fik utrygheden til at vokse sammen til en klump i min hals. Jeg drejede hovedet væk fra ham, og så igen på vores lærer, der lige havde erklæret, at jeg skulle bruge de to næste uger på en biologi opgave sammen med klassens outsider. Hvorfor mig? Spørgsmålet rungede i mit tomme hoved. Hvorfor lige ham? Kunne det ikke lige så godt have været en af de andre 22 elever, der sad i det her trange, klamme, gule klasseværelse?

Der lød en skrabben af stole, der blev skubbet tilbage over det slidte gulv. Elever der var på vej over til deres partnere for at finde ud af, hvordan de hurtigst og så smertefrit som muligt kunne komme igennem opgaven. Jeg tog en dyb indånding og lod en frustreret hånd glide gennem mit hår. Pludselig stod han der bare, lænede sig ligeglad ind over mit bord, som om det var noget han havde gjort hundrede gange før. ”Nå…?” Spurgte han mig uden overhovedet at vise det mindste tegn på interesse. Han gad ikke engang kigge på mig. Jeg sagde ikke noget, kiggede bare ned i mit hæfte og lod ham være luft. Hvis han skulle være så belastende de næste to uger, regnede jeg med at være syg størstedelen af tiden.  

Min blyant strøg over et af mit hæftes tomme sider og tegnede videre på nogle af mine krusedulle skitser. En pige med langt, blankt hår og detaljerede øjne, hvoraf det ene var skjult af håret. Jeg skulle lige til at lægge skygge på kindbenet af min figur, da hæftet blev flået ud af mit greb med en lynhurtig bevægelse. Outsideren stod med min tegning i hånden og kiggede på det med løftede øjenbryn. ”Giv mig det!” Hvæsede jeg lavmælt til ham. Men han ingorede bare min bemærkning og fortsatte så med at stirre på det. ”Aha, jeg kan se ligheden,” konstaterede han, mens han skiftevis pegede på skitsen og mig med en blyant. Uden et ord og rød i kinderne rev jeg hæftet tilbage og lagde det ned i tasken. Hvordan kunne han vide at jeg prøvede at tegne mig selv? Jeg var da ikke så dygtig…?! Eller gættede han bare?  

Han trak en stol hen til sig og satte sig overfor mig, og kiggede mig ind i øjnene. Jeg rykkede mig uvilkårligt længere tilbage i stolen, så langt væk fra ham som muligt. Han ingorede min bevægelse og fortsatte med at stirre med sine mørke, dunkle øjne. Det var det her ved ham, jeg hadede allermest. Han fik mig til at føle mig nervøs og ubehagelig til mode. Som om han var en know-it-all, og jeg bare var en lille ugyldig tøs. Der var bare noget over ham, som ingen i klassen kunne lide. Alle undgik ham så godt de kunne, men han virkede bare ligeglad. Egentlig var han ikke grim, faktisk slet ikke grim. Han var en ret høj profil med mørkebrunt hår, der stod godt til hans næsten helt sorte, dunkle øjne. Bumsefri hud og et skarpt markeret ansigt. Hans stramme sorte bluse med V-udskæring fik ham til at fremstå muskuløs og adræt. Okay, måske ikke bare ’fremstå’! Han var virkelig stærk at se på, men han bevægede sig alligevel smidigt, elegant og ikke i øjenfaldende.  

Når han kiggede på den fastholdende, intense måde, som han gjorde nu, var det umuligt at tage øjnene væk, selvom det var det eneste man ønskede sig i det øjeblik. Hans dunkle, mørke øjne ville ikke give slip på mine, og jeg var som tvunget til at kigge ind i dem. Når jeg så på ham, løb mine tanker forvirret rundt, lige fra mørke, dybe skove til min søster der rejste for 1 år siden og aldrig kom tilbage. De vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre. Måske skulle jeg sige noget? Bede ham om at holde op og gå sin vej? Men jeg havde pludselig glemt hvordan man talte… og tænkte. Mit sind svævede bort i alt for ligegyldige ting. Ting som ham den søde fra 9.c, lektier og skænderierne med mor og far… jeg syntes ikke rigtigt at det var vigtig at følge med, men bare kigge ind i hans dybe, dybe, dybe…  

Han rømmede sig og kiggede væk, med sit ligegyldige, toneløse udtryk smørret i et tykt lag på ansigtet. En ufrivillig skælven gik igennem mig, og forsigtigt samlede jeg min blyant op og begyndte at tegne på bordet, prøvede at glemme det, der lige var sket. Ja, hvad var der lige sket? Mit blik gled fraværende rundt i lokalet for at se, om nogen havde lagt mærke til det. Men alle syntes at snakke lystigt med hinanden, optaget af hinanden og opgaven. Nå ja opgaven! Hvordan skulle jeg nogensinde overleve det her? Jeg mener, vi har tre lektioner, udover den her, til at blive færdige. ”Øhm,” startede jeg tvivlende. Han så op, men hans blik syntes at være optaget af noget bag ved mig, for han kiggede ikke direkte på mig. Det gjorde faktisk heller ikke noget, bare tanken om at møde hans blik igen gav mig myrekryb. ”Opgaven?” Sagde han lavmælt og stillede det ’spørgsmål’, jeg ville have stillet. ”Hvad gør vi med den?” Spurgte jeg og lod som om, jeg var optaget af noget oppe på tavlen. Han trak på skuldrene og begyndte at pille ved sit læderarmbånd. Jeg begyndte at tro at han pissede mig af med vilje!  

Thea sad sammen med Peter, snakkede og grinede. Smilede af hans jokes. Gud, hvor jeg misundte hende lige nu. Misundte hende, at hun havde en partner, der gad lave noget og som var sød at snakke med. Jeg fangede hendes blik og skar en grimasse. Hun kastede et enkelt blik på min partner og forstod mit hint. Hun bed sig i læben og sendte mig et det-er-jeg-ked-af blik. Jeg pressede læberne godt sammen for at undgå at skære tænder.  

Pludselig ringede klokken ud og det gav et sæt i mig. Jeg kiggede rundt efter outsideren, der var forsvundet ved mit bord og nu befandt sig 6 skridt henne mod døren. Hvordan var han kommet derover så hurtigt? Fuck, vi havde jo ikke fået aftalt noget. ”Hey!” Råbte jeg efter ham gennem støjen fra elever der pakkede sammen. Men han hørte det ikke, og sekundet efter var han ude af døren. Jeg sprang op af stolen, lod min ting ligge og fór efter ham. Det skulle han bare ikke slippe af med.  

”Hey Dude!” Råbte jeg efter ham. Han standsede og vendte sig om mod mig. Blikket han sendte mig var så vredt og fyldt med ophidselse at det slog pusten fra mig. Jeg havde ellers lige vænnet mig til hans ligegyldige attitude. Jeg var helt paf et par sekunder, før jeg kunne tage mig sammen til at sige noget. ”Hvad tror du det er du laver?” Spurgte jeg. Hvad skete der lige for hans hadefulde ansigtsudtryk? Var det noget jeg havde gjort? ”Jeg nægter at lave hele opgaven for dig! Det er simpelthen for åndsvagt, når du nu er i så jeg-ved-det-hele humør! Desuden har jeg rigtig travlt og kan ikke nå så meget på grund af min sport og-” Han afbrød mig: ”Fint. Så laver jeg det!” Jeg stod helt mundlam og gloede på ham. Det havde jeg ikke rigtig forudset! ”Var der andet du ville?” Hans hårde tone rev mig ud af min koma. Pludselig blev jeg opmærksom på, at vi var helt alene i gangen. Det kriblede ubehageligt på mine arme og i min nakke. ”Nej, det var alt,” svarede jeg lige så koldt og hårdt som ham. Han fnøs en enkelt gang før han drejede om på hælen og begyndte at gå ned af gangen. Det tog mig ikke mange sekunder før jeg fandt ud af at jeg stod og stirrede efter ham. Elever begyndte larmende at myldre ud på gangen snakkende med hinanden og han forsvandt i al trængslen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...