Jealousy ✪ killing

Attenårige Camille O'neil bor alene i sin lejelighed i den lille by Amble Hill. Hendes mor, Grace, er død, slået ihjel af Camilles' lillebror Logan, der nu er lukket inde på byens sindssygehospital. Camille er ensom og har ingen andre end sig selv, efter tabet af de to familiemedlemmer. På én af sine tidlige morgenture møder hun drengen Samuel. Samuel vil gøre alt for at hjælpe Camille, men vil hun tage imod hjælpen? Jeg håber I vil tage godt imod min historie, som jeg har brugt utrolig lang tid på, og at I vil bedømme den med det antal stjerne, I mener den fortjener. Ligeså må I også gerne smide en kommentar, eller sætte den på favoritlisten.

4Likes
12Kommentarer
1903Visninger
AA

3. Del 2

Jeg savnede min bror ofte. Meget endda. Bare hans nærvær. Hans tilstedeværelse. Det at jeg kun så ham få gange, gjorde mig trist. Selvom jeg vidste hvad han var i stand til, hvad han var blevet til, kunne jeg kun huske den gamle Logan. Den livsglade dreng, den friske og smilende dreng. Ham der altid var bedst til sport og bedst i skolen. Drengen man skulle tro var perfekt. Og alligevel gemte han på dette mørke mønster. Jeg kunne slet ikke kende ham længere, med de rander under øjnene og de livløse og ligeglade øjne.

 

Glasruden synes meget tynd, selvom jeg ved det er mikrofonen, der fremhæver deres stemmer. Jeg sidder på en stol, og kun en væg og en glasrude adskiller mig fra Sarah og Logan. De sidder i et rum hvor der kun er et bord, to stole og en lampe. Jeg har frit udsyn til dem, men Logan kan ikke se mig. Fra deres vinkel er ruden et spejl. Han ved faktisk slet ikke, at jeg er tilstede. Jeg sætter min hånd på ruden og husker tilbage på gamle minder. Dengang vi var lykkelige og alt var en dans på roser. Eller i så fald så det sådan ud, fra min synsvinkel. Men bag hans slør gemte sig noget helt andet. En tvivl, en frygt og ikke mindst jalousi. ”Du ved godt hvorfor vi sidder her i dag, ikke Logan?” Spørger Sarah ham om. Han kigger ned i bordpladen, så der kun er udsyn til hans hår og nakke. ”Vi skal snakke,” siger han og løfter derefter hovedet igen. Hans tomme øjne stirrer ind i Sarahs øjne. Stakkels hende, at skulle se i disse øjne hver dag. Hun må virkelig være udholdende. ”Det er nemlig det vi skal. Vi skal snakke om dig,” siger hun og kigger på ham. ”Der er intet at snakke om.” Hans stemme er kold og tom ligeså med resten af ham. ”Jo, Logan. Der er rigtig meget. Hvad med din familie? Din søster?” Spørger hun om. ”Jeg savner dem,” siger han med en smule bævende stemme. Noget i mit hjerte begynder af banke. En banken jeg ikke har følt, siden jeg mistede alt jeg havde kært. Han savner mig rent faktisk. ”Hvad fik der til at handle, som du gjorde?” Sarah formår at formulere sig, så han bliver revet med, det kan jeg mærke. ”Det var hende,” siger han nu med frygt i øjnene. ”Min søster. Hun er så perfekt. Min mor elskede kun hende.” Nu kigger  han ned i bordet igen. Jeg begynder at ånde mere højlydt og en tårer presser sig på. Jeg har ikke grædt i lang tid nu. Selv da min mor dødede, kunne jeg ikke græde. Jeg føler ikke, at situationen er værd at græde over. Det er ikke det der skal til. Det er sorg og smerte. Det er det eneste der gælder. ”Hvor længe havde du haft det sådan?” Jeg mærker nu at Sarah virkelig begynder at interesserer sig for dette. ”Lang tid. Jeg planlagde det på mit værelse, efter mor sagde jeg skulle ligge mig i seng. Selvfølgelig måtte Camille se tv så længe hun ville. Hun måtte alt,” det at han siger mit navn giver mig kuldegysninger. Jeg har lyst til at gå ind og slå løs på ham. Noget inde i mig, siger at det er forkert, men en større del siger det er rigtigt. Derfor løber jeg ud af døren, i mit rum, og hen til døren, ind til rummet hvori Logan sidder samme med Sarah.

Tid og sted har ingen betydning nu. Alt synes at gå i slowmotion. Min hånd der langsomt går tilbage, hvor den derefter ryger frem og min åbne håndflade afmærker sig på hans kind. Så tog hænder der tager fat om mine overarme, trækker mig væk fra min bror og jeg vælter ned på gulvet. Jeg ser min bror der bliver trukket ud af lokalet og vores blikke der til sidst mødes og sender skarpe krystaller. Da jeg vender mig om, ser jeg ind i et par medfølende øjne. De er blå og meget åbne. De tilhører Sarah, den venligste kvinde jeg kender. ”Det er okay, Camille,” hun knuger mig ind i sin favn, og varmen derfra strømmer til min. Med ét, kan jeg ikke opholde den hårde facade længere og tårerne presser på og strømmer ud i et uendeligt vandfald af sorg, der lander på Sarahs’ skuldre. Frygt og sorg blusser op i mit hjerte og jeg føler mig mere alene, end nogensinde før. Jeg ved det hele bliver okay og jeg ved hun har ret. ”Ja,” siger jeg bare og bliver siddende med armene omkring hende. Der sidder vi lidt, før hun følger mig ud. På vej ud, stopper hun op og ser på mig. ”Det var ikke forkert. Der kommer ikke til at ske dig noget. Det var ren reaktion, Camille,” siger hun. Jeg mærker at hun føler det vigtigt, at jeg forstår dette og det gør jeg. ”J-jeg ved det,” siger jeg stammende. ”Du ringer hvis der er noget, det lover du!” Siger hun i et mere alvorligt tonefald. Jeg nikker blot og forsvinder ud af døren, ud i kulden igen. Jeg ville få det fint, det var jeg lige blevet bekræftet i. Nu skulle jeg bare ovenpå igen. Det ville tage tid, men det skulle nok gå. En mor, en lille pige og en endnu mindre dreng, går på den anden side af fortovet. Jeg smiler af dem. De får mig til at mindes tilbage til tiden, hvor mor, Logan og jeg gik ture i parken, hånd i hånd. ”Del med din bror, Paulina,” siger moren alvorligt til datteren. Da er det, jeg tager en spontan beslutning og går over til dem. ”Undskyld,” siger jeg og rømmer mig. De stopper op, og kigger alle tre forundret på mig. ”Jeg ville bare lige sige at … at I skal holde af hinanden så længe I har hinanden,” siger jeg, smiler og går så over på den anden side igen. Jeg kigger ikke hen på dem igen, det behøver jeg ikke. Jeg ved mit budskab er trængt igennem, og jeg måske har sagt noget, de alle tre vil huske lang tid endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...