Glasskår

Emilie er 14 år gammel, bor i et lille hus sammen med hendes mor (Esma). Hun havde engang en far (Kasper) og en storebror (Elias). Hendes far kom ud for en bil ulykke dengang hun var 12 år gammel. Nogle uger senere begik hendes bror selvmord over tabet af deres far, på hans egen 16 års fødselsdag. Nu kæmper Emilie og Esma en hård kamp for at klare hverdagen, imens de begge er på lykkepiller, sovepiller, samt et dusin smertestillende. Hendes mor arbejder som læge, med mange arbejdstider, men begrund af økonomien er lønnen blevet skåret ned. Emilie går stadig i folkeskole og drømmer om at blive skuespiller, men begrund af hård mobning kan hun ikke klare at være i store mængder, at være centrum, eller i det hele taget bare være sammen med andre i for lang tid. Jeg kigger mig selv i spejlet. Aer nænsomt mit ansigt, ved at køre fingerspidserne ned ad mit ansigt. Fra øjenbrynet, ned og røre det yderste af mit øje, forsigtigt ned af min kind, til sidst røre jeg min hage med en let hånd. Jeg fjerner forsigtigt min hånd, vender hovedet lidt på skrå og slår til. Igen. Igen. Og igen. Jeg bliver ved. Ved til at det hele bliver sort. Til at det eneste jeg kan se er små lys glimt. Som små stjerner. Jeg trækker været. Hulkende. Snapper efter vejret. Tager så ånden endnu længere væk fra mit ansigt. Slå med en endnu større kraft end før. Jeg ender med at slå mig selv omkuld. Men jeg rejser mig igen. Lige som alle de andre gange før. Der var det bare ikke mig selv der slog. Det var dem fra min klasse. Årgang. Skole. Jeg kigger mig selv i spejlet. Ser en masse tåre. Ser de blå og røde mærker jeg har forvoldt mig selv. Aer dem nænsomt. Jeg sluger en masse mund vand. Snøfter. Begynder at hulke. Så kommer tårene. Jeg begynder at råbe og skrige. Skrige af alle lungers kræft. "Jeg kan ikke klare det mere! Jeg kan simpelthen ikke!" Jeg slår hårdt ned i gulvet, igen og igen. Ligger på knæ og slår og slår. Til sidst hulker jeg bare. Kigger op. Kigger på mig selv i spejlet. Jeg knytter min ene hånd sammen. Hæver den knyttede næve. Og slår så til. Midt på spejlet. Lige der hvor mit ansigt er. Jeg krummer mig sammen. Glasset splinters. En masse glasskår snitter mine arme. Mine ben. Min krop. Blodet vælter ud af min krop. Men jeg skriger ikke mere.

0Likes
0Kommentarer
340Visninger
AA

1. De ser mig ikke.

Jeg tager en dyb indånding. Mit hjerte banker.
*1 - 2, 3, 4 - 1 - 2, 3, 4 - 1 - 2, 3, 4 - 1 ... *
Jeg har svært ved at styre mine vejrtrækninger. Jeg får hovedpine, begynder at svede og får kvalme. Jeg hader min skole. Kan ikke klare den mere. Alle eleverne. Lærene. Jeg hader dem. Lærene er ligeglade med mig. Eleverne ser mig kun når de leswe efter nogle at slå på. Nive i armene, maven, benene, over alt på kroppen. Rive i håret. Sparke på en der allerede ligger ned. Slynge med grimme ord. Grimme ord som man kan bruge imod sin bror og søster, men som man kommer over, som man siger undskyld for, og blive glade for hinanden igen. Men hvis man slynger ordene efter nogle der ikke kan gå fra dem. Flygte fra dem. Slynge dem efter nogle man ikke har tænkt sig at kommer over at sige undskyld til, give et stort kram og et varmt smil. Nogle som man ikke har tænkt sig at stoppe med at kalde grimme ting. Det gør ondt. Rigtigt ondt. Det er smertefuldt. Gør lige så ondt som at slå sig. Bare meget værre. For såret er længere om at hele. Man kan sjælendt finde et plaster der er stort nok til at gemme såret. Selv hvis det skulle lykkedes en, så springer såret op igen. Bliver endnu større. Til sidst sætter der sig et ar.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...