I ramme

En kort ide jeg fik da jeg hørte en historie i TV-avisen.

2Likes
4Kommentarer
1021Visninger

1. Englenes gråd

Billedet stod der stadig også efter jeg var taget afsted. Det ville nok stå der til evig tid. Det ville i hvert fald være der så længe jeg var der. Og en del af mig hang stadig i luften og græd...

Tre smilende ansigt. Tre par glædestrålende øjne. Alting så så uskyldigt ud. En far, en mor og en lille pige. En lille smilende pige. En dejlig fredelig familie der levede lykkeligt sammen til tid og evighed. Så enkelt var det nu ikke. Dagen efter billedet blev taget begyndte jeg i skole. Jeg mødte Sarah og hendes bande. De havde forfulgt mig helt til niende. Nu sad jeg hemmeligt omme bag skuret og så klassebilledet brænde. Så Sarahs smilende ansigt og blev fyldt med afsky. Jeg kunne kalde hende alt hvad jeg ville uden nogen opdagede det. Alle var jo ligeglade. Jeg så væk fra de kælne flammer og ned på familiebilledet. Minknoer var blevet helt hvide af at sidde og knue om minderne. Far var skredet med en anden kærste til en eller anden by på sjælland. Mor var ved at gå under med stres. Hver nat kunne jeg hører en svag hulken inde fra soveværelset. Hun forsøgte forgæves at kvæle smerten for ikke at vække mig. Det kunne være lige meget, jeg sov alligvel aldrig. Jeg var for bange. Bange for aldrig at vågne op igen. Endelig en dag kravlede jeg op i sengen med en lille bøn til gud: 'Kom og hent mig'. Jeg vidste det var tid. Mine tarme skreg efter vand og jeg havde kastet op den sidste uge. Ingen havde opdaget noget. Ikke engang mig selv. Jeg var sunket for dybt ind i mig selv. Mine øjenlåg sank langsomt i og en sær, ukendt fred spredtes ud i hele min krop. Langt borte kunne jeg hører no0gen græde. Men det var ikke min mor. Nogen græd over nogen. En de havde mistet. Jeg forsøgte paniskt at vågne men min krop var sunket for langt ned i bevidstløshedens sorte skygger. Lyden af den grædende kom langsomt nærmere og nærmere og til sidst fulgte den hele mit hoved. Jeg forsøgte desperat at skrige men min hals føltes så tør som i en ørken. Døden greb hårdt fat om min hals og strammede til. Det var for sent. Jeg kunne lige så godt give op.Tankerne var ikke mine egne. Jeg ville væk herfra. Endelig genkendte jeg den grædende og min krop blev lammet af frygt. Min krop blev lammet af fortrydelse.

Englene græd over min død....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...