En verden uden dig

Den her novelle er lavet over sangen 'Sister Heroin' af Beth Hart.

1Likes
5Kommentarer
1054Visninger

1. Goodbye sister

Jeg ønsker at være alene. Også alligevel ikke. Jeg er ikke sikker på at jeg kan leve uden dig. Uden dig ved min side. Jeg er ked af det, men det kan ikke være anderledes. Det er en verden uden hende eller uden... mig.

Undskyld...

 

Jeg greb min skoletaske og begyndte at løbe over græsset for fuld kræft. "Du får mig aldrig!" råbte jeg jublende og så mig kort over skulderen tids nok til at se en sky af brunt hår overfalde mig.  Jeg skreg overrasket og hørte en pige stemme grine tæt ved mit øre. "Aldrig må være nu!" grinede min søster også på mig med sine smukke, lysende blå øjne. Jeg blev betaget hver gang. Jeg kunne ikke lade være. Min søster havde altid sagt hun blev holdt udenfor og at hun havde det forfærdeligt. Hun var jo heller ikke tankelæser, så hvordan skulle hun kunne vide hvad jeg tænkte? Hvor meget jeg misundte hende? Hvor meget jeg hadede hende? Hvor meget jeg elskede hende? Jeg skubbede min søster, Karoline, væk fra mig og satte mig smilende op. Hun smilede glad tilbage og trak sin skuldertaske længere op på skulderen. "Kom vi har travlt" sagde jeg og rejste mig besværet op fra græsset mens jeg tørrede det værste græs af tøjet. Karoline stilte sig op ved siden af mig og smilede stadig sit perfekte, blændende smil. Hvor jeg dog misundte hende det smil. Hvor jeg dog misundte alt ved hende...

Den sidste del af turen foregik i tavshed. Vi havde faktisk ikke spor travlt, så vi gik et roligt tempo. Ingen af forældrene var hjemme så da vi travede hånd i hånd gennem indkørslen stod der ingen bil og døren var låst. "Har du en nøgle?" spurgte jeg og så spørgende over mod min søster der allerede stod og fiskede efter noget i sin taske. Man skulle tro hun kunne læse mine tanker. "Jep" sagde Karoline oh hev nøglen op. Hun låste op og lod mig gå først ind. En kuldegysning gled ned af min ryg da jeg satte tasken fra mig i gangen. Den lå der. Klar til brug, og skinnede i lyset der faldt ind gennem vinduet. Karoline trådte ind bag mig og så med det samme at mit blik hvilede på kniven. "Hvad er der?" lo hun og rev mig ud af mine tanker. Jeg snurrede rundt og tog hendes hånd. Hun så spørgende på mig og jeg mærkede store våde tårer gled ned af mine kinder. "Det er dig eller mig..." hviskede jeg og gav hendes hånd et sidste klem inden jeg bakkede over mod køkkenbordet hvor kniven lå stadig med øjnene fæstnet på Karoline. Min søsters blik flakkede fra kniven til mig mens hun spørgende hævede et øjenbryn. Jeg rystede på hovedet og tog et fast tag om knivens skæfte. "Farvel..." 

 

Det sidste jeg hørte var et hjerteskærende skrig. Jeg fandt aldrig ud af om det kom fra mig eller hende. Kunne det ikke også bare være lige meget.  Verden havde valgt. Skæbnen havde valgt. Jeg kunne have sagt mig selv at den foretrak de perfekte. Ingen ville foretrækker en pige som mig. Bange for alt. Bange for livet. Bange for døden. Bange for mit hjerte. Bange for skæbnen. Bange for alt. Nu er det slut. Nu er det stoppet. Og det starter aldrig igen. Jeg beklager. Nogen vil måske græde, men de må forstå jeg gjorde det for deres skyld. Det her er for dem. Jeg elsker dig verden. Jeg elsker livet. Jeg elsker dig søs.

 

Undskyld...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...