Rævepigen

Sinopia er opvokset hos en rævefamilie da hendes forældre blev dræbt i en krig. da Sinopia blev 17 år, kom en ny dreng til hendes klasse. hun bliver forelsket men må ikke binde sig til folk i frygt for at få hemmelighede afsløret. Sinopia har et lidt andet udsende end alle andre mennesker, hun har øre og hale som ræve og det må ikke blive set.

5Likes
10Kommentarer
2164Visninger
AA

3. Skænderi

En måned efter:

Jeg havde det dårligt over at undgå Alexander. han havde virkelig prøvet at få kontakt til mig lige siden vi mødes. jeg ville gerne være sammen med ham men kunne jo ikke. Det knuste mig. Efter skolens sidste time samlede jeg mine ting sammen og smed dem ned i tasken. jeg lynede og skulle til at gå ud af døren da én greb fat i min hættetrøje. Straks fløj mine hænder op for at holde hætten nede. "Hey, jeg vil godt lige snakke med dig" sagde en velkendt drengestemme bestemt. jeg vendte mig om og kiggede ind i nogle sure chokolade brune øjne. "Ja? men jeg har lidt travlt så skynd dig" sagde jeg koldt og stirrede ligeså koldt.

"Du prøver altid at undgå mig"
"nå?"
"Hvorfor"
"gør jeg det?"
"Ja! jeg vil vide hvorfor!"
"Undskyld hvis du ser det på den måde jeg har bare ofte travlt"
"Nej! jeg ved du undgår mig"
"Okay jeg indrømmer jeg undgår dig...Er du glad nu?"
"Nej ikke før du siger hvorfor"
"Det er bare farligt at omgå mennesker"
"Hvordan kan det være det du er selv et menneske du burde vide at du ikke selv er farlig..."han flippede helt ud og råbte men jeg hørte ikke efter. "...hvad er det med dig? du er så underlig."

Det kom som et slag i ansigtet. Drengen jeg elskede sagde jeg var underlig. jeg prøvede at holde tårene tilbage men jeg kunne ikke. jeg vendte mig så han ikke så mig græde men han misforstod det og greb fat i mig. "nu skal du ikke...." han afbrød sig selv da han vendte mig rundt. "Jeg har en hemmelighed der gør jeg ikke kan binde mig til mennesker men du gør det besværligt for mig bare med din tilværelse" nu var det min tur til at flippe ud. jeg råbte det op i ansigtet på ham med tårene trillende ned af kinderne. "hvorfor" hviskede han og var helt bleg. han tog det roligt og lagde en hånd på min skulder.

Min stemme var helt utydlig og grødet da jeg mumlede svaret. "fordi jeg elsker dig." han stod lidt og så chokeret på mig, derefter rødmede han. "Jeg... jeg skal gå" mumlede jeg da jeg havde fået styr på mine følelser. jeg vendte mig men han hev fat i mig for 3. gang. "kan du virkelig lide mig?" spurgte han lidt genert. jeg nikkede bare i frygt for at tårene ville bryde ud igen. jeg kiggede ned i jorden for pinligt berørt over det. han kørte to fingre ned til min hage og løftede mit hoved op så jeg kiggede ham i øjnene.

"Okay tag du bare hjem nu" sagde han og fjernet sine fingre fra min hage men jeg blev stående. "Skulle du ikke hjem?" spurgte han og så undrende på mig. "jeg vil ikke hjem og have skæld ud" hviskede jeg og vendte blikket mod gulvet igen. "du kan tage hjem til mig og se mit hus?" tilbød han og jeg blev helt frisk igen. jeg kiggede glad hen på ham og ivrigt svarede på det."Ja selvfølgelig." vi smilede begge og gik hjem til ham.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...