Kirkegårdens hemmelighed

Jeg viste den her historie til min lære, da jeg skrev den, og han kaldte mig en stjerne elev, så jeg håber at i kan lide den! :D Skrev den da jeg var 10 tror jeg, så hvis der er lidt stavefejl, eller den ikke er så god, så beklager jeg XD

1Likes
2Kommentarer
1263Visninger
AA

1. Kikegårdens hemmelighed

I 1734 skete der noget på en kirkegård i Jylland. Ingen vidste hvad der skete den nat, men det skete cirka kl 2 om natten. En mand på 57 var ude og se på hans fars gravsten. Manden hed Søren og havde 1 kone og 2 børn som han elskede rigtig højt. Søren havde lige lagt en smuk buket blomster, hved siden af hans fars gravsten. Hans far døde for et halvt år siden. Søren stod lidt og kikkede på gravstenen og mærkede en varm tåre ned af sin kind. Pludselig mærkede han en hånd på hans skulder. Og kikkede tilbage. Der stod et væsen han aldrig havde set før. Et grønt væsen, med flænset tøj og stivnet blod over det hele. Søren var rigtig bange. Han gik et skridt tilbage. - Hvad er du?! Hvem er du?! Han gik endnu et skridt tilbage, og snublede ned i et stort hul han ikke havde set. Det var kæmpe, Søren landede på ryggen. Han rejste sig op i det store hul og prøvede at komme op, men det var for højt. Der kunne ligge en hel kiste der nede i hullet. Han kikkede op på det grønne monster. Det stod og grinede en rigtig uhyggelig latter. Og ingen har sedt ham siden. I 2009 Sofie var på vej hjem fra Netto hvor hun havde købt 2 liter mælk for sin mor. Det var rigtig koldt og Sofie frøs rigtig meget. Sofie gik ned af en lille gade. Hvor der var mange gadelygter som var gået ud. Sofie synes det var en uhyggelig gade så hun skyndte sig igennem gaden. Sofie gik den korte vej tæt på kirkegården og igennem en skov, det kunne hun godt klare hun var jo 11 år. Da Sofie var tæt på kirkegården kom angsten op i hende da hun så gravene. Men der var noget der fangede hendes opmærksomhed. Der var en gravsten der var halv, det kunne ikke passe. - Hvad fanden? Mumlede hun. Sofie turte ikke at gå derover, men hun var nysgerrig så hun begyndte alligevel at gå derhen. Sofie gik over til den låge der førte ind til kirken og kirkegården. Hun stillede Nettoposerne uden for lågen og gik ind af den knirkende låge, og hen til den ødelagte gravsten. Hun kikkede, der var et stort hul der hvor kisten skulle have ligget. Sofie mærkede en hånd på skulderen, og da hun kikkede troede hun ikke på sine egne øjne. En grøn flænset hånd med stivnet blod var på hendes skulder. Sofie kunne høre sit skrig inde i sit hoved. Hun kikkede om bag sig og så en zombie. Den havde mørke tomme øjne, flænset tøj, spidse ører og en lille smule hår på hovedet. Hun vendte sig om og løb. Hun ville hjem. Sofie mærkede en varm og våd tåre ned af sin kind. Hun ville hjem til sin mor som kunne trøste Sofie nu og sin meget ireterende lillebror og så deres dejlige varme hund. Det kunne godt være at Sofie sagde til dem at hun hadede de 3, men det passede ikke. Sofie elsker dem jo. Hun løb tæt på den grav der fik hende her hen. Da Sofie var 5 meter væk fra lågen, kom der en ny zombie lige ind foran hende, og Sofie stoppede straks. De lugtede dårligt. Sofie begyndte at skrige og ryste, det var koldt og Sofie var så bange for zombierne. -Hvad vil i?! Det var første gang i Sofies 11 års lange liv at hun var så bange som hun var nu. - Noget med dig! Hahaha. Zombierne grinede så uhyggeligt at Sofie næsten døde af skræk. Sofie så noget på den zombie tættest på hende, ud af de åbne sår i zombiens grønne hud kom der maddiker og andre små dyr. Sofie mærkede kvalmen og mærkede brækket der kom op af hendes hals. Hun mærkede benene der rystede under hende. Sofie lagde sig på 4 ben, drejede hovedet til siden og kastede op. Det dundrede i Sofies hoved, som om der var en kæmpe hammer der slog. - Hvad er der galt? Er det noget med os?! Zombien Satte sig på et knæ hved siden af Sofie og talte lokkende til hende. Sofie græd, tårende pressede sig ud af hendes øjenkrog. - AV! Sofie mærkede at noget trække i sit hår. Sofie rejste sig. - Så kom du endelig op at stå! Zombien grinede hånligt til Sofie og hun fik gåsehud. Sofie kunne ikke tænke klart, det var som en stor tåge over en mose inde i hendes hoved. Det hamrede i hendes hoved og hele verden rystede. - Okay jeg er oppe, hvad nu?! - Nu skal du med mig. Sofie fik dårlige tanker, hvad nu hvis hun aldrig mere så sin ireterende lillebror mere? Og hvad med deres forstående hund og trøstende mor? Nej, Hun ville hjem. Ikke overgive sig. Hun ville kæmpe for at komme ud af zombiernes skarpe klør. - Gi slip. - Eller hvad? - Gi slip! Sofie så at den anden var kommet tættere på og stod og kikkede. - Tror du at du kan gøre mig fortræd? Ha Sofie trådte den ene over tærende og den gav slip. Så sprang hun i løb. Hun ville væk. Kikkede sig over skulderen og så zombien gi dræberblik til hende. Imens at Sofie løb og kikkede sig tilbage, løb hun ind i den anden zombie som hun ikke havde set var gået ind foran hende. Hun var kun 1½ meter fra lågen. zombien tog fat i hendes højre arm med et fast greb, og borede sine lange sylespidst negle ind i hendes arm. Sofie tog et skridt tilbage, og mærkede at der ikke var noget jord under den fod. Sofie mærkede de sylespidse negle der borede sig ind i hendes hud og som prøvede at holde hende fast, men det lykkes ikke for zombien. Sofie faldt ned i et hul. Det var det hun kikkede på først. Sofie landte på ryggen. Hun mærkede blodet der var i hendes mund og som kom ud af hendes mundvig. Hun mærkede sin arm som hun var landet på. Den dunkede og ellers kunne hun ikke mærke den. Hun løftede sin egen krop lidt og tog sin arm op foran sit ansigt så hun kunne se den. Hun var landet på den ene halve gravsten, med en af de skarpe sider opad. Hendes arm blødte og nogen hud strimler var røget af. Sofie kunne ikke helt mærke det. Sofie kunne ikke holde gråden tilbage længere. Det var forfærdeligt. Kom hun mon hjem igen? Ville hun komme hjem med 1 arm? Og ville hun blive som dem? Der var mange spørgsmål der fløj rundt i hendes hoved lige der. Nu begyndte Sofie at kunne mærke sin arm. Sofie hørte skriget i sit hoved og ekkoet imellem de små bjerge. Sofie rejste sig op med hjælp af sin raske hånd. Hun bed sig selv i læben fordi det gjorde så ondt. Hun stod og kikkede hun på den arm der gjorde ondt. Hun kikkede hele vejen rundt om armen og så at det meste af huden bag på armen var røget af. Det blødte helt vildt. Sofie tog det røde tørklæde hun havde om halsen og bandt det rundt om armen. Det kunne stoppe blødningen lidt. Da hun havde bundet det kikkede hun op og så de 2 uhyggelige og meget grimme ansigter. - Er i glade nu? Sofie kikkede igen på sin blodige arm og hørte at zombierne snakkede sammen. - Hvad laver du Søren? Der skal være nok blod til os! Den ene zombie så ud til at være meget sur på ”Søren”. Imens at de 2 skændtes opdagede Sofie et hul i jorden. Sofie kikkede en sidste gang på zombierne, og begyndte at kravle hurtigt der ind. Den eneste tanke Sofie havde i hoved var at komme hjem. Hjem. Dejlige hjem. Og begyndte at kravle hurtigere, så hørte hun ikke længere zombiernes sure stemmer. Så begyndte det at gå op ad. Op. Sofie håbede at det var tegn på at hun snart var ude. Så hørte hun nogen hurtige kravlende føder. Zombierne var også inde i tunnelen. Så Sofie kravlede hurtigere. Og så gik det stejlt ned af og til højre. Hun kravlede hurtigere og håbede hun snart var ude fordi der var en forfærdelig lugt der inde. Så begyndte det at brænde i hendes dårlige arm. Sofie bed så meget i læben at det begyndte at bløde. Hun spyttede noget blod ud af munden og synes at det begyndte at lugte af gran. Nu gik det op igen. Sofie så den mørke nattehimmel og var lettet for at hun var tæt på at være ude. Sofie synes at fodtrinene bag hende kom nærmere og nærmere. Hun var tæt på at være ude da hun mærkede en hånd der greb fat i hendes fod. Sofie vred sig løs og løb over til den nærmeste busk og gemte sig bag den. Sofie så dem gå op af huldet med et vredt ansigtsudtryk. Sofie prøvede bare at være musestille. Zombierne gik vredt efter noget tid, men Sofie turde ikke at gå ud for hvis nu at de lå på lur. Hun var så træt at hun lagde sig ned. Nogen måtte finde hende på et tidspunkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...