Dragerytteren

Hvad gør man når man har en af de tungeste byrder i samfundet? Hele folket regner med at hun kan takle de problemer der skulle dukke op, samt være istand til at passe på det unikke drageæg hun har fået.
- Vejen er lang og vil ikke være nem. Hun er den første kvinde der er blevet overrakt dette store ansvar.

*** Dette er kun en første udgave, den vil blive skrevet om *** ;)

8Likes
9Kommentarer
2063Visninger
AA

1. Vær altid et skridt foran

Hun løftede det ellers tunge sværd som var det ingen ting. Elegant snurrede hun engang rundt om sig selv, som en undvigemanøvre. Hurtigt trak hun sværdet tilbage og forberedte sig på endnu et slag fra sin usynlige modstander. Med al sin kraft slog hun ud i luften og tog sværdet tilbage for at blokere eventuelle slag. Hun tog sværdet tilbage op over hovedet med begge hænder for derefter at slå det frem igen med spidsen først. Sværdet blev boret ned i jorden og blev siddende. En let sommerbrise kom ind over den åbne mark hvor hun stod. Vinden tog let i hendes lange lyse hår som var samlet i en hestehale, hun lukkede øjnene og nød vinden mod hendes ellers varme hud.  Stille lod hun sig falde ned ved sit sværd på knæ, hurtig slog hun korsets tegn over brystet inden hun lukkede øjnene. Hun lod et suk undslippe hendes læber, og lod sig selv falde helt ned på græsset. Det her var stedet hvor hun kunne få lov til at være i fred, men den eneste måde at kommer her ud på var til hest. Det krævede en del tid at komme så langt væk fra landsbyen, men det var klart det hele værd. Pludselig kunne hun høre Naion pruste, det var lige før den ramte hende i ansigtet.

Hendes reflekser fejlede intet og hun nåede lige at blokere sit ansigt med begge arme. ”Hey!” udbrød hun men kunne alligevel ikke lade være med at grine. Den sorte hingst tog hovedet endnu tættere på hendes og nussede hende blidt i hånden som hun havde rakt frem mod Naion.

Den puffede let til hende hånd, ”Ja ja, det er vel også på tide at komme hjem igen.” sagde hun til Naion og trak let på skuldrene. Hun rejste sig op og løsnede tøjlerne som hun havde bundet til en træstamme for at holde Naion i nærheden. Forsigtigt kiggede hun ned i sadeltasken for at se om ægget havde det godt. Den blålige skal var stadigvæk intakt samt de mærkværdige symboler og tegn som dækkede hele ægget. Det var en ære at modtage ægget fra kongen. Når kongens søn, prins Aron, vender tilbage var det nu hendes opgave at beskytte ham sammen med de andre drageryttere. ”Jeg udnævner dig Christine til den kvindelige dragerytter.” Hun huskede tydeligt den ceremoni der var blevet holdt for hende, og det var helt sikkert noget hun aldrig ville glemme. Blidt lod hun en finger glide over ægget, imens tænkte hun på hvorfor hun var den første kvinde der var blevet valgt som dragerytter. Hun havde en enkelt gang eller to set dragerytterne i aktion – men det var efterhånden nogen tid siden.

For det meste trænede de ude ved bjergene hvor de kunne gøre det uden at blive forstyrret. Drager var ikke ligefrem et normalt syn, men vi var heldige at have dem på vores side. Da hun havde fået overrakt ægget havde hun fået at vide det var vigtigt at hun skulle være i nærheden af ægget hele tiden, samt være der når det udklækkede. Derfor havde hun det med sig overalt men hun havde ingen idé om hvornår det kunne udklække. Hun lukkede forsigtigt tasken igen, og spændte remmen. Let og elegant hoppede hun op i sadlen og satte kursen hjemad. Solen skinnede fra en skyfri himmel og alt imens hun galoperede ned imod skoven nød hun udsigten hen imod bjergene. Hun kendte skoven og det omkringliggende natur som var hun født der. Naion kendte også ruten og sprang let over de forhindringer der var på vej ned til vandløbet. Det var svært for solen at nå ind imellem den tætte skov, så belysningen var begrænset. Hun fik Naion ned i skridt så de kunne komme helt tæt på vandkanten inden hun hoppede af. Der var vådt i vandkanten og Naion sank en smule ned i mudderet. Da hun hoppede ned sprøjtede det op med mudder af hendes ben, men det kunne ikke betale sig at give sig til at fjerne det. Derfor besluttede hun sig for at gå ud i vandløbet som alligevel kun lige nåede hende til op over hoften. Naion fulgte troligt med ud i vandet, og så også ud til at nyde det kolde vand. Hun foldede hænderne sammen lige i vandkanten og tog det op i ansigtet. Et smil bredte sig på hendes smalle læber og hun sukkede tilfreds.

Hendes bror Samuel havde lavet en aftale om at træne hver morgen ved solopgang. Sam, som hun kaldte ham, havde altid drømt om at være dragerytter. Han havde altid fantaseret om drager og været dybt fascineret af dem. Ønsket om at blive dragerytter var dog ikke gået i opfyldelse, men han har været i kongens garde ligeså længe hun kunne huske. Sam var en af de heldige der var med til at træne ved dragerytternes side, samt forberede deres rustninger – og ikke mindst dragerne. Sam havde tit fortalt hvordan disse drages øjne var så fulde af liv, det samme var deres ryttere. Der var noget helt særligt over disse krigere, og nu var hun selv en af dem.

Hun var under oplæring men det ville nok komme med tiden. Tag et skridt af gangen, som Sam altid havde sagt. Som altid var hun vågnet lidt før solopgang for at nå at gøre sig klar før træningen. Sam stod klar oppe på bakken, som hun kunne se fra sin hytte. Hans silhuet var meget tydelig i dag, og solen var så småt ved at vinde over det lag af skyer der havde ligget på himlen som en dyne i løbet af natten. Hun så hvordan han samlede en kæp op fra jorden og svingede den let rundt i luften med den ene hånd. Den dansede fra håndryggen og ind i hånden og tilbage igen, det lignede næsten magi. Hun løb op til ham ”Du er nok tidligt på den i dag va’?” råbte hun imens hun løb op ad bakken. Idet hun var helt oppe bøjede hun sig ned og samlede sin kæp op fra i går. ”Jeg kunne ikke sove” svarede Sam uden tone. Han blinkede hård en enkelt gang, og udtrykket i hans øjne havde ændret sig.

”Er du klar til at få tæv!” Brølede han imens han hævede kæppen over sit hoved. ”Bare kom an” vrissede hun igen med et lille smil på læben. Hurtigt slog han ud efter hende, men hun nåede at hoppe tilbage. Da hun havde genvundet balancen slog hun ud efter hans ben. ”Rigtig taktik, men du er for langsom” stønnede han drillende idet han undveg. Hun tog et par skridt hen imod ham og slog den ene gang efter den anden mod overkroppen, men han parerede lige elegant hver gang. Han overtog slagets gang og gik rundt om hende som en grip cirkler rundt om sit bytte. Hurtigt byttede kæppen plads fra hans venstre hånd til den højre. Idet hånden havde fået et godt greb i kæppen slog han ud efter hendes venstre knæhase. Hun var slet ikke forberedt på dette slag, og bukkede sammen og faldt bagover. ”For fanden…” mumlede hun idet hun skar en grimasse og tog sig til sin knæhase. 

”Du er nødt til hele tiden at være foran,” belærte han hende imens han satte sig på hug ved hendes side. ”Læs din modstanders næste træk.” Hun nikkede for at vise ham at hun havde forstået det. Egentligt havde hun jo fået dette at vide et utal af gange, men alligevel var der altid et eller andet der fik distraheret hende. ”Ægget!” udstødte hun pludselig og kom på benene. Hun humpede ned ad bakken imens hun tog sig til sit ben. Det sidste stykke hen til hendes hytte hinkede hun på sit gode ben. Lige ved hovedpuden lå tasken, hvor ægget meget gerne skulle være. Hun kastede sig hen på sengen og følte uden på tasken. Hun sukkede glad da hun opdagede at ægget var der endnu. ”Du har da vist fået det forkerte ben ud ad sengen i dag.” hørte hun Sams stemme idet han gik ind ad døren en anelse forpustet. Hun rystede blot på hovedet, og knugede tasken med ægget til sig.

”Det er nyt for mig det her, det er ikke ligetil at huske det æg hele tiden” sagde hun med en snært af utilfredshed. Sam nikkede forstående, ”Det kan være at jeg måske kan hjælpe dig med nogle af dine spørgsmål” sagde han stille men fjernede ikke øjnene fra ægget. ”Tjoh,” Sagde hun og kiggede op på ham ”Det kunne da egentlig godt være.” Sam trak en stol hen til sig og satte sig omvendt på den. ”Hvad er så det der nager dig mest?” Spurgte han venligt med en dejlig ro i stemmen. Hun kløede sig i ansigtet eftertænksomt. ”Hvor længe går der før det udklækker?” Hun kiggede ned på ægget og prøvede at tyde nogle af symbolerne på det. Han rystede på hovedet, ”Det er meget forskelligt fra rytter til rytter. Med nogle går der uger, andre år” han sagde det som om han var bange for at skuffe hende. ”Men du har vel heller ikke noget du skal nå” fortsatte han trøstende. Skiftevis kiggede hun på ægget, og ind i sin brors nøde brune øjne, ”Nej det er der vel ikke”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...