Brian & Demetria

Min kærligheds historie. Handler om Brian og Demetria.

2Likes
0Kommentarer
925Visninger

1. Prolog.

Jeg så ned på mit ark. Jeg ville ønske jeg kunne løbe væk, fra alt. Men nej, jeg var fanget på en pige kostskole og alle lærere holdte øje med mig. Mit liv var elendigt, især fordi vi boede lige ved siden af kostskolen for drenge og der gik Brian Smith, min valgte fjende. Hver dag skulle vi spise frokost med dem, hvorfor anede jeg ikke. I spisesalen havde vi faste pladser og jeg sad overfor Brian. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor han var min fjende, det var bare noget alle regnede med. Måske var han sød? "DEMETRIA PHAN!!". Råbet afbrød mine tanker og jeg så op på vores lærer - Mr. Wood - som efterhånden var blevet rød i hovedet, og hans toupé var røget af. Jeg rejste mig og gik udenfor døren og lænede mig op ad døren som den indøvede vane, når Mr. Woods toupé røg af. Jeg kunne høre de andre fnise gennem døren. Jeg kiggede rundt på gangen. Der så ud som altid. I midten på venstre side var der en stor dør, der førte ind til spisesalen. Ellers var der en masse små døre der førte ind til klasseværelser og de fire sovesale. I begge ender af gangen var der en udgang, hvor den ene var så tæt på drengenes skole at man skulle tro det var løgn. Pludselig gik den ene dør op, og ind kom Brian? Jeg kunne mærke at mit ansigt blev til et stort spørgesmålstegn og se det på hans ansigt fordi han grinte af mig. Jeg rettede ryggen og stod ikke op af døren længere. "Når ser man det? Brian Smith her på pigernes skole? Du ved godt Jessica er blevet smidt ud ikke," sagde jeg med den mest falske afsky i stemmen nogensinde. "Er Jessica blevet smidt ud på grund af mig? Jeg prøvede at sige til hende at det var slut." Lige efter han sagde det, kunne jeg se at han kom til at tænke på Jessica, men det lignede ikke at han kunne lide hende. Det var underligt for han kunne lide alle sine ekskærester. Så mødte hans øjne pludselig mine og han sendte mig et blik, et blik fyldt med kærlig og jeg tror at jeg gengældte det. "Hvad var det?" Jeg spurgte ham fordi jeg var bange for at han kunne lide mig. "Hvad var hvad?" Han forstod tydeligvis ikke hvad jeg mente, men det gjorde han jo aldrig. "Bare glem det." Imens jeg sagde det, fjernede jeg mig fra døren og begyndte at gå ned mod den anden dør. Brian fulgte efter mig. "Hvad laver du?" Spurgte jeg og stoppede op. "Jeg skal da til frokost, hvad tror du jeg laver?" Han kiggede bare mærkeligt på mig og gik ind af den store dør i midten. Og så stod jeg der, og havde troet at han kunne lide mig. Hvad tænkte jeg dog på? Så ringede klokken og gangen blev langsomt fyldt og tømt igen, men jeg blev stående. Kunne jeg lide ham? Lidt efter begyndte jeg at gå hen imod spisesalen fordi jeg var ret sulten. Jeg satte mig som altid overfor Brian, men i dag var alt anderledes. Han råbte ikke ad mig og diskuterede med mig. Han...han smilede til mig. "Er der noget galt dems?" Det var Helena, min bedste venindes stemme jeg kunne høre, og det gik op for mig da hun snakkede at jeg sad med munden åben. "Nej, jeg har det bare lidt sjovt," sagde jeg med et smil på læben og begyndte at spise af min salat. "Er du sikker?" Det var Jenny ved den anden side af mig. Jeg nikkede og kiggede over på ham der stadig smilede til mig. Jeg gengældte smilet, og snakkede med Jenny og Helena.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...