Tour Fatale JDB

Okay, da jeg sagde at Masquerade blev min eneste Justin Bieber historie, løj jeg lidt. Jeg er nemlig kommet på en ny idé, og den er jeg så også startet på nu, og Justin Bieber er selvfølgelig med igen. Modsat Masquerade, er denne historie slet ikke en kliché! Den er ret unik og jeg er sikker på at man ikke har læst en lignende Justin Bieber historie herinde før. Så jeg siger; god fornøjelse! ;)

6Likes
27Kommentarer
2533Visninger
AA

1. Chapter 1

Date:  21. August 2013, 14:06:57

Destination: Rue de Courcelles, Paris, Frankrig

    Målet var ankommet. Alt ting var forløbet vel efter planen. Der var ingen tegn på uro eller mistænkelig færden. Men de var derude. Der var ingen tvivl. Computeren havde så sent som i morges opfanget mindst sytten forskellige signaler fra de velkendte speciale hardware, der var almene kendt i disse kredse. Det var kun et spørgsmål om tid før de ville slå til, og så gjaldt det om at tilrettelægningen af deres plan var så bombesikker som muligt! Dette var en opgave der gjaldt nationens sikkerhed!

 

Hun var der igen, da han vendte sig om. Hende pigen han flere gange havde lagt mærke til, siden sin ankomst i Paris. Hun var smuk. Langt honningblondt hår og grønne øjne. Hun var slank og havde en sådan udstråling, at den nærmest var berusende. Uanset hvor hun var eller hvad hun lavede lagde man mærke til hende. Det var måske derfor at han hele tiden fik så nemt øje på hende! Hun var en person man lagde mærke til.

- Mr. Bieber, vi må videre nu.

Justin sukkede. Han var efterhånden vant til utålmodige og paranoide bodyguards, men det var lige irriterende hver gang. De var ankommet til hotellet på Rue de Courcelles. Det rislede frydefuldt ned ad ryggen. Paris! Europa! Det var lige skønt hver gang! Justin have turneret i EU før, men det var som om at hver ny turné bragte nye uopdagede oplevelser frem, og det elskede han! Og Paris ejede en speciel plads i hans hjerte. Selvom det var generetioner siden at hans familie havde været bosiddende i Frankrig som renbloddede franskmænd, så følte han alligevel en stærk og hjemlig fornemmelse for landet.

 

I foyeren fik han øje på hende igen. Den pige. Hvem var hun dog? Fulgte hun efter ham? Han syntes at uanset hvor han vendte sig hen så var hun der! Måske var hun en stalker. Det ville ikke være første gang. Han sukkede. Justin havde som så mange andre Celebrities smagt bitterheden ved berømmelsen, men heldigvis var det ikke gået så vidt endnu, så han bevarede optimismen. Men der var nu noget ved hende her. Hun lignede ikke den typiske stalker-type. Hun var mere… professionel? Stolt? Karismatisk? Han vidste det ikke, han vidste bare at hun ikke kunne være helt almindelig.

 

Date:  21. August 2013, 17:28:44

Destination: Rue de Courcelles, Paris, Frankrig

    Salva gik efter planen. Ingen anede uråd, og målet var stadig i sikkerhed. Men tidsplanen var stram. Den hang i en florlet klokkestreng, og man ventede bare på at noget skulle ske. Man kunne mærke det i luften. En besked fra platformen havde informeret om at de fjendtlige hardware have forsøgt at hacke sig ind i systemet, men de havde ikke formået at bryde igennem det stærke sikkerhedssystem, og var i stedet blevet opslugt. Det var forholdsvis gode nyheder. Man kunne bevarer optimismen – men i dette land var al optimisme væk. Kun realisme var tilbage, og lige nu krævede den at man tænkte og handlede hurtigt, og at hvert træk blev gjort ekstra fint!

 

Værelset var flot indrettet og med en herlig udsigt ud over den hyggelige gade. Justin sad i sofaen og så noget fjernsyn, men opfangede ikke rigtigt hvad der foregik på de forskellige kanaler han zappede sig igennem. Hans tanker var opslugt af den kønne pige. Der var noget mystisk ved hende, og det fascinerede ham. Hun fascinerede! Han mærkede sine kinder blive varme. Han havde mødt tonsvis af smukke piger og kvinder rundt om i verdenen. Og hvor mange der ikke ville give hvad som helst for en date med ham vidste han ikke. Men alligevel… Han kunne ikke erindre at han nogensinde havde mødt én som hende før. Han havde mødt mange selvsikre, modne, stolte og charmerende piger af alle racer, men ingen af dem besad den samme karisma som hende her.

Justin rejste sig. Han slukkede TV’et og gik mod døren. Han måtte bevæge sig. Han blev skør af at sidde indespærret her i sin bobbel af tanker. Han måtte få dem lidt på afstand, og det gjorde han bedst ved at gå en tur! Spørgsmålet var bare, hvordan han slap forbi sin bodyguard. Han var ikke glad for at Justin bevægede sig rundt, og slet ikke alene! Men hvis han skulle tømme sit hoved, så skulle han ikke have en bodyguards vagtsomme blik lige i ryggen. Det gjorde ham altid så nervøs!

 

Det havde været lidt af en kunstart at snige sig ud ad døren, forbi bodyguarden, men det var på mirakuløs vis lykkedes, og Justin følte sig befriet da han kom ud i foyeren og kunne mærke den kølige luft der strømmede ind fra døren. Før han gik ud havde han taget kontaktlinser og sin paryk på, så han kunne gå i fred. Om ikke andet, ville det da trøste bodyguarden lidt at han havde forklædt sig ordentligt, så risikoen for overfald og hvad der ikke ellers kunne ske ikke var så stor som hvis han gik ud lignende sig selv. Det var også rart at kunne gå rundt i fred, uden at blive genkendt, til en forandring!

 

Han vidste ikke om det måtte være skæbnen, tankens kraft, eller måske bare et tilfælde, da han pludselig bumpede ind i en person, der tilsyneladende heller ikke så sig for. Han rettede blikket pr refleks mod ansigtet, og mærkede et stød løbe gennem benene og maven helt op til brystet, da hans øjne mødte de velkendte jadegrønne iriser, der havde hjemsøgt hans tanker de sidste 24 timer. Det var hende, og han følte sit ordforråd svigte ham i samme øjeblik han besluttede sig for at sige noget. I stedet for ord kom der en bøvet spørgende lyd. Hun smilede.

- Undskyld, jeg gik vist i mine egne tanker.

Havde han været tabt for ord før, var det intet i sammenligning med nu. Hendes stemme var silkeblød og luftig, og hendes tale var så korrekt at han mistænkte hende for at være Englænder. Han prøvede igen at sige noget men forgæves. Hun rettede sig op, og rettede lidt på nogle lokker af sit hår, der var faldet ud af spændet, og kiggede så indgående på ham. Tanken om at hun ville genkendte ham slog ned som et lyn, men fadede så væk igen, da han ikke så nogen som helst reaktion hos hende. Ingen hysteri, ingen åndenød, ingen store overstadige bevægelser, intet! Hans forklædning måtte være bedre end han troede.

- Åh nej, din trøje! Udbrød hun.

Hendes udbrud overraskede ham og han så betuttet ned ad sig selv. Hans trøje var ganske rigtigt flænset ved den ene lomme. Da han ikke kunne sige noget, trak han bare på skuldrene.

- Det må have været lynlåsen i min frakke. Det må du altså undskylde. Den ser rigtig dyr ud.

Hun lød ærgerlig, og han følte medlidenhed med hende.

- Det skal du altså ikke tænke på. Det betyder ikke så meget. Så længe du bare er okay, så kan den altid lappes.

Han gav hende et opmuntrende smil, og følte sin selvtillid stige. Hendes øjne strålede let, og hans hjerte satte farten i vejret. Nøj, hvor var hun dog sød!

- Hvad siger du til at jeg giver middag i aften? Som bod på at jeg ødelagde din trøje!

- Tjaa, det lyder da...

- Perfekt! Jeg møder dig i restauranten klokken otte!

Han smilede usikkert og mærkede sit hjerte pumpe derud ad. Men denne gang var det ikke så meget på grund af hende…

- Og Justin, du må hellere huske kontaktlinserne og parykken igen. Vi kan jo ikke have at folk genkender dig.

Hun blinkede medvidende og vendte sig så om og gik. Et øjeblik blev han stående fuldstændig rådvild, over at hun vidste hvem han var. Så slog tanken ned hvordan han skulle forklare sin bodyguard det her, for ikke at nævne Scooter! Hm, det ville nok blive en udfordring, men han vidste én ting; denne date måtte han for alt i verdenen IKKE misse!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...