Morderens Rose

’Du er nu min engel.’ Fem ord stående på en note, med en sort rose, liggende ved Melodys lig. Melody. En pige med sjæl, yndefuldhed og et klavertalent ud over det sædvanlige. Alle som var hende tætte, var helt sikker på, at Melody var blevet myrdet, men af hvem? Der er stadig store spekulationer om, hvem det kunne være, og hvorfor personen har gjort det?

15Likes
65Kommentarer
2372Visninger

5. 4

Elliots basketjakke blev blæst stille, i den ellers kraftige vind. Han var altid nem at få øje på, da han var en høj muskuløs fyr, med en mørkebrun hårfarve, som altid var sat op med  lidt voks. Jeg kunne godt forstå, at du var blevet forelsket i ham, både ved hans udseende og personlighed. Tit havde du fortalt mig om, alt det du kunne lide ved ham, og hvis jeg ikke stoppede dig, havde du hurtigt sagt over halvtreds positive ting.

”Elliot” fik jeg råbt, da jeg var tæt nok på, og hurtigt vendte han sig om, i den retning han havde hørt råbet, og fik øje på mig. Et skævt smil kom fra hans læber, mens han ventede på, at jeg skulle nå op til ham, med de store skridt jeg tog, da løbe ikke lige var mig. Jeg kom endelig op til ham og smilede. Hvordan skulle jeg dog starte den her samtale – om dig. Det var begge et af vores største svage punkter, her for tiden.  

”Hvad vil du så” spurgte han mig hårdt om, mens vi begyndte at gå ned ad gangen, med elever som kiggede på os. Alle på skolen vidste godt, at du var død, og da Elliot var din kæreste, kiggede de på ham. Hvis jeg ikke tog helt fejl, ville jeg gætte på, at de fleste, ville gætte på Elliots navn, som din morder. I var hinanden tætte, så folk havde sikkert meget spekulerende tanker om, Elliot. Man kunne jo ikke vide, hvad han kunne finde på, mens i havde været sammen. Hvem siger, at det ikke var ham, som måske havde taget dig med ud på en aftentur, og så gjort dit liv til ende?  

”Snakke du ved” startede jeg, og kiggede på hans øjne, som udstrålede sorg, men samtidig noget, jeg ikke kunne sætte ord på. Hans smil blev mindre, som jeg sagde det, da han nok havde en idé om, hvad jeg ville snakke med ham om – nemlig dig.  

”Desværre. Jeg skal snakke med nogle folk her om ti minutter, du ved om Melody” sagde han stille, og jeg kunne se, at han snart ikke kunne holde til mere, og tårer ville løbe ned ad kinderne på ham. Det kendte jeg godt til, for det var hårdt at have mistet dig, lige meget om man kendte dig lidt, eller ekstremt meget.  

”Har du nogen anelse, om hvem det kunne være?” spurgte jeg ham, og straks blev hans ansigt utydeligt. Han stoppede pludselig op, og nogle dybe vejrtrækningen kom fra ham. Aldrig havde jeg set ham sådan. Det var som om, han pludselig blev helt blank, og huskede tilbage, men på hvad? Måske hans tid med dig, eller noget andet? Kunne Elliot være din morder? Ham som elskede dig så meget, havde alligevel gået bag din ryg, og dræbt dig? Det var kun Elliot der vidste det, da du ikke kunne sige noget.  

”Overhovedet, ingen” sagde han, med en underlig stemme, efter at han var begyndt at opføre sig normalt igen. Jeg rystede bare på hovedet, og gik så med ham.

"Det er hårdt, hvem mon, kunne finde på, at dræbe hende?" hørte jeg mig selv sige, ganske stille. Elliot nikkede, og i stilhed, gik vi sammen ned ad gangen, videre mod lokalerne. Elliot stoppede lidt derefter, og gik ind på kontoret, da det nok var der, at han skulle til samtale. Jeg kiggede bare på døren, som den smækkede, og pustede stille ud. Den her hemmelighed var hård at bære på. Nu ledte de fleste efter din morder, som egentlig var tæt ved dem. For var der nogensinde nogle, som ville beskylde din bedste ven, for at være morderen bag din død. En bedste ven, som elskede dig meget, men var jaloux? Altid jaloux, over at du fik alt opmærksomheden, og sådan var det bare. Den bedsteven – som var mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...