Morderens Rose

’Du er nu min engel.’ Fem ord stående på en note, med en sort rose, liggende ved Melodys lig. Melody. En pige med sjæl, yndefuldhed og et klavertalent ud over det sædvanlige. Alle som var hende tætte, var helt sikker på, at Melody var blevet myrdet, men af hvem? Der er stadig store spekulationer om, hvem det kunne være, og hvorfor personen har gjort det?

15Likes
65Kommentarer
2356Visninger

4. 3

Endnu en skoledag kaldte, og jeg vidste hvad jeg skulle i dag. Da både Elliot og jeg, kendte dig ekstremt godt, ville jeg snakke med ham, om hvad han synes om situationen. Han måtte ligesom jeg, være virkelig nede over din død. En død mange ikke vidste, hvordan var fundet sted. Mange vidste, at det var et knivstik, og den var blevet stukket i dit bryst. Mange var blevet forhørt, så snart troede jeg, at det ville blive Elliot og min egen tur. Vi var dig tæt, så de kunne nok få noget information fra os, hvem du ikke brød dig om, som kunne have været årsagen til din død. Der var kun to personen på hele kloden, som vidste, hvem morderen var. Dig selv, da du var der i øjeblikket, men man kunne ikke ligefrem spørge dig. Og så var der den sindssyge morder, som burde være virkelig bedrøvet over, hvad ham eller hende havde gjort mod dig. Taget dit liv, og bare efterladt et stik ved brystet, som det eneste spor.

Som hver anden morgen, var jeg alene i huset. Det store hus, som en gang havde været beboet af tre personer. Mine forældre og jeg, men ikke længere. Min idiot af en far, var bare skredet fra os, for omkring de syv år siden. Forladt os til et stort hus, som min mor heldigvis ejede. Hvor han var nu vidste jeg ikke. Om han var blevet en familie far, eller en sindssyg morder, hvis man havde store sindssyge tanker som mig, vidste jeg heller ikke. Det eneste jeg vidste var, at han nok aldrig havde i sinde at sende et brev. Måske til min atten års fødselsdag om to uger, men jeg tvivlede stærkt. Det var jo ham vi snakkede om, så jeg tror det ikke. Da han heller ikke havde sendt et til dig, som han stærkt havde givet udtryk for, at han mere kunne lide, tvivlede jeg på, at der ville være et i min postkasse, når det så endelig blev min tur, til at fylde atten. Men at han aldrig havde virket som en, der ville have noget med mig at gøre, havde jeg haft en svær barndom. Altid skulle han bedre kunne lide dig, og aede dig på hovedet, når du kom på besøg. Derfor havde jeg i to år, indtil han stak af, skåret i mig selv. Arene var dybe ved mit håndled, så hvis jeg ved et uheld skulle komme til at kigge på det, kiggede jeg hurtigt væk igen. Det gav simpelthen for hårde minder, som jeg ville alt andet, end at tænke på.

Hurtigt fik jeg slugt mælken, og spist en kold rugbrød uden pålæg, så jeg kunne drage mod skolen. En dag jeg skulle bruge, til at snakke med Elliot. Om alle tingene om dig, hvordan hans liv havde ændret sig, og især hvad han tænkte, om at de stadig ledte efter morderen. Nogle egentlig simple korte spørgsmål, men samtidig nok svære at svare på. Jeg vidste feks ikke her i øjeblikket, hvordan jeg følte omkring din dø. Selvfølgelig var jeg i dyb sorg, og savnede dig gevaldigt, men der var bare noget inden i mig, som jeg ikke kunne forklare, hverken til nogen eller mig selv. Alle spørgsmålene omkring dig, kørte rundt i mit hoved, og det var særdeles svært, at få dem til at stoppe. Hvis bare du kunne komme tilbage hertil, så ville alt være nemmere, men det vidste jeg godt, at det var fuldkommen umuligt. Du var væk, og det måtte jeg snart forstå, for selv om jeg ønskede jeg kunne gøre noget, så var det for sent. Det var nu englenes pligt at passe på dig, og det håbede jeg, at de ville gøre. De skulle passe på dig, for ellers ville jeg ikke kunne leve ordentligt. Men inderst inde, vidste jeg, at du havde det godt, det kunne jeg mærke.

Endelig nåede jeg skolen på min røde cykel, og jeg så straks Elliot ved indgangen, som fik mig til at løbe op til ham, så vi kunne nå at snakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...