Don't hurt me!

Taget fra et online RPG. Christabel er spillet af mig, Michela Have Carlsen. ^,..,^
Vicente er spillet af en af mine venner, Jannick.

Idéen med dette udspil er at Vicente skal voldtage Christabel, der har haft hukommelsestab, og kan derfor ikke kun huske et par dage tilbage, fra efter hun genopstod som engel. I kan læse nærmere om hende her: http://lost-world.heavenforum.org/u781

Alle billederne er taget af mig, Michela Have Carlsen og alle rettigheder går til mig.

1Likes
3Kommentarer
2433Visninger
AA

5. Don't hurt me! 5.

Christabel anede noget bag ved sig røre uroligt på sig. En svag lyd i mørket og så sprintede en kanin lige igennem hospitalspigen, der forsvandt lige så hurtigt som hun var kommet. Hun anede det knapt nok, hun havde for travlt med at lytte. Så syntes alt at blive lidt mørkere, det kildede rundt om hende og knurrede til hende, sagde at nu skulle hun rejse sig at flygte, men alligevel, så blev hun siddende, hendes nysgerrighed tøjlede hende og tvang hende til at blive siddende. Så langsomt, manifesterede mørket sig til en fast skikkelse, med langt, mørkt hår, der virkede så frygtelig. Hans øjne glødede rødt og sulten, hadefuldt, iskoldt, men alligevel så tomt og intetsigende, og straks lænede Christabel sig lidt frem, hun hørte hvordan han duftede til hendes glatte, tynde hud, men hun sagde ikke noget. Men det skræmte hende ikke. Hun blev siddende, kiggede på ham, måske lettere undrende og nysgerrigt, indtil hans stemme lød dybt og monotomt, hans læber splittedes og hun så hvordan hans hvide, skarpe tænder blottedes for hende, hans lyserøde tunge gled henover den ene. Og straks smilede Christabel. Tankerne om Andie, tankerne om fortiden, tankerne om hvor hun burde være eller ikke være, de forsvandt. I det ene sekund eksisterede kun vampyren, der virkede så mægtig og frygtindgydende, men han havde slet ikke den effekt på hende, som han sikkert ønskede. Hun lænede sig endnu længere frem, hendes mosgrønne øjne stirrede lige ned i hans døde, morderiske, mørke, plettede, blodige sjæl og hun åd den råt, som om hun ikke havde det mindste tilovers for ham, men i virkeligheden, der så han uhyggelig ud. Hvad ville han hende? Hun lukkede øjnene i, lænede sig tilbage mod den kolde, knudrede bark, der pressede mod hendes ryg og gav hende et lille holdepunkt, et lille håb om.. Ingenting. Den var der, og det var det der var det mest afslappende. Hendes øjne gled langsomt op igen, men til hendes frygt sad vampyren der endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...