Don't hurt me!

Taget fra et online RPG. Christabel er spillet af mig, Michela Have Carlsen. ^,..,^
Vicente er spillet af en af mine venner, Jannick.

Idéen med dette udspil er at Vicente skal voldtage Christabel, der har haft hukommelsestab, og kan derfor ikke kun huske et par dage tilbage, fra efter hun genopstod som engel. I kan læse nærmere om hende her: http://lost-world.heavenforum.org/u781

Alle billederne er taget af mig, Michela Have Carlsen og alle rettigheder går til mig.

1Likes
3Kommentarer
2362Visninger
AA

1. Don't hurt me! - Start.

Tid: Langt over midnat..

Sted: Den triste skov..

Vejr: Støvregn, overskyet..

Omgivelser: Lige i nærheden af Vicentes hytte, hvor der er nogle træer der grænser op til..

 

Svag hvisken lød i blandt de stillelagte træer, en hvisken af den smukke natteopera, som vinden spillede i de bladløse trætoppe. Melodien bevægede sig nedad, atter nedad mod jorden, hvor den langsomt prellede af mod jorden og løftedes lidt op, mod den langsomme skikkelse der bevægede sig igennem de mange træer. Et højrødt mærke var formet på hendes kind og hendes øjne var blanke af tårer. Der var fugtige striber på de blege kinder efter de tårer hun havde grædt i bussen. Hendes vejrtrækning var tynd og hvæsende, men alligevel så var den på en sær vis yndefuld.

Hun bevægede sig langsomt, slæbte sine fødder efter sig som to betonblokke, som om hendes fødder var lavet af den jord, hun gik på. Christabel, Christabel, Christabel.. Navnet spillede som en evindelig melodi mod hendes trommehinder, sammen med de klistrede lyde, af zombierne der fortærrede deres arme ofre, der oftest bestod af hulkende kvinder, der bad for deres liv, og små, uskyldige børn, der skreg i smerte, hver gang Christabel tvang dem frem i sit hoved, så hun kunne høre den historie der blev fortalt. Hun følte sig så ualmindeligt hjælpeløs der i mørket, som om hun var på en fjendes territorium... Hun stoppede op, holdte vejret et par sekunder, hvorefter hendes hånd langsomt søgte op til hendes kind. Hun gav et tyndt støn fra sig, et støn i smerte. Av. Hendes fingre gled langsomt ned over den grå t-shirt, længere ned til de sorte Cheap Mondays, der sluttede sig tæt om hendes ben. På fødderne bar hun de sædvanlige sko, de sorte, ramponerede converse, hvor der stod Off på den ene fod, spring på den anden. Hendes blik flakkede nervøst rundt på træerne, der syntes at læne sig frem mod hende med deres knoglegrene, som for at omslutte hende med deres mørke, som for at spise hendes døde sjæl, hendes uvidende, glemte sjæl. En kuldegysning løb ned af hendes ryg og hun lukkede de mosgrønne øjne et par sekunder og åbnede alle porer i sin krop for at hive alle de tørre indtryk til sig.

Christabel stoppede pludselig op, som om hendes jordfødder ikke kunne gå længere. Hun lukkede øjnene kort i et sekund, sukkede, åbnede øjnene igen, og lod sig falde ned på hug. Så lagde hun sine kolde fingre mod den endnu koldere jord, der endnu ikke var våd af støvregnen, og kravlede med lethed fremad. Hun famlede sig frem i mørket og til sidst, nåede hun et træ. Hun lod sine fingre danse henover den knudrede bark og lænede sig frem, så hendes pande nu lå derimod. Så vendte hun sig om, lænede sig op af træet og lukkede øjnene i. *Jeg skal bare have sovet lidt..* sagde hun nervøst til sig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...