VIld med blod.

Maya er en 16 år pige, der ikke er som alle andre. Hun har en dyster hemmelighed. Alle de andre piger på hendes alder er vilde med sprut, men hun er vild med blod.

14Likes
34Kommentarer
3907Visninger
AA

8. Spisetid.

Siden den dag, han havde spurgt mig, om vi skulle læse engelsk, havde dagene gået mega stærkt. Jeg havde tænkt på alt, det gode der kunne ske, men også det dårlige. Men også siden den dag, havde vi fulgtes i skole, hver enese dag. Han var rigtig sød, sjov og betænksom. Jeg synes rigtig, at vi var kommet tæt på hinanden. Han havde også skrevet, hver aften 'Sov sødt, smukke' og hver morgen havde han skrevet 'Håber du har sovet godt'. Jeg havde selvfølgelig også fået nogle sure blikke fra hans kæreste, hun havde også sendt et par hadebeskeder, men det var noget jeg kunne leve med. Men der var en dårlig ting ved at komme så tæt på ham. Jeg kunne næsten ikke beherske mig. Min blodtørst voksede fra hver dag der gik, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke sige det til min far, for han havde altid sagt, 'rod dig ikke ud i noget med mennekser. Det kan blive farligt!'. Han havde ret, det var farligt..

Den morgen stod jeg foran spejlet og beundrede mig selv. Jeg ville godt indrømme at jeg var køn, men smuk ville jeg ikke sige. Min hud, den var helt ren, ingen bumser overhovedet, det havde jeg aldrig haft. Jeg var bleg, meget bleg, men det stod godt til mit lange brune hår og mine brune øjne. Det havde jeg arvet fra min mor. Der var ikke så meget jeg havde arvet fra min far, kun min lille opstoppernæse.

Jeg gik på fortorvet på vej op til skolen. Det regnede helt vildt, men det var nu hyggeligt. Jeg elskede rengvejr, ihvertfald lige idag. Idag var jeg glad for alting. Jeg ved ikke, hvorfor.. Eller jo, det var fredag og vi fik weekend, men jeg skulle også hjælpe Jonas med engelsk. Det glædede jeg mig til, måske fordi jeg forventede vi skulle lave noget andet? Snakke, drille hinanden eller gå en tur? Bare ikke engelsk. Men hvorfor forventede jeg det? Han virkede bare så sød mod mig, som om han godt kunne lide mig. Jeg gik i mine egne tanker, imens jeg fokuserede på ikke at træde i en vandpyt.

Da jeg kom op på skolen. Gik jeg ind i klassen. Der var ikke en eneste, der var kommet. Jeg undrede mig lidt over, hvor de var. Jeg kiggede lidt rundt på skolen, men der var ingen fra min klasse at se. Jeg havde kigget på hele skolen, da jeg opgav og gik ind på kontoret. Derinde var der en sød, gammel dame. Hun duftede dejligt. Det var ikke hendes parfume, deo eller noget andet man kan købe. Det var hendes kropslugt, blodet. Jeg havde aldrig duftet så godt blod før. Jeg rømmede mig og hun kiggede helt udskyldigt op på mig. "Kan jeg hjælpe dig med noget, søde?" Hendes stemme lød hæs, måske en gammel ryger? "Øhm, hvor er 1.g henne?" Jeg spurgte stille, men det så ud som om hun hørte det. "De har fri idag, det var meningen I skulle have været nede på stranden, men det ser ud til at ALLE jeres lærer har spist det samme igår til et møde og de har fået madforgiftning" Hun kluklo lidt og jeg smilte til hende. Hun duftede så godt, jeg havde meget svært ved at beherske mig. "Nåh, men kunne det ikke være du ville låse mig ind i min klasse. Jeg har glemt en planche, som skal laves til mandag" Jeg smilte sødt. Hun sukkede let, men rejste sig. "Selvfølgelig, søde. Følg med mig". Hun begyndte at gå ned af gangen. Jeg var rastløs, hendes blod tiltrak mig. 'Okay, du bliver nødt til at beherske dig. Du har ikke drukket menneskeblod i 4 år, siden blå kom til magten. Du ved godt du ikke må!' Beroligede jeg mig selv med, men det hjalp ikke. Vi nåede endelig hen til døren. Gåturen havde føltes som en evighed. Hun låste op og jeg gik ind. Jeg stilte mig hen til en reol, men kunne ikke nå planchen, som lå helt oppe. "Skal jeg hjælpe?" Spurgte hun sødt. Hun var højere end mig, så hun kunne nok godt nå den. "Ja tak" Sagde jeg og trådte til siden. Hun kom hen og jeg kunne ikke modstå hende.

Da hun ikke længere haoldte døren gik den i med et lille brag og jeg fór på hende. Hun nåede ikke at skrige, før mine tænder ramte hendes hals. Jeg mærkede den første dråbe ramme min tunge. Det var beroligende, hele min krop slappede af. Jeg sugede hårdt for at få så meget blod som muligt. Jeg kunne se hende blive hvid i ansigtet. Se livet forsvinde fra hendes øjne. Hun blev også lettere at holde, hun kæmpede ikke imod. Da jeg havde suget alt bloden ud og da jeg ikke længere kunne mærke den lettelse, det gav at drikke menneskeblod, gik jeg helt i panik. Jeg havde dræbt et uskyldigt menneske! Hvad skulle jeg gøre af liget? Hvad nu, hvis nogle kom ind før jeg havde skilt mig af med livet? Jeg kunne slet ikke overskue alt det, så jeg fulgte mit instinkt og stak af. Jeg løb alt, hvad jeg kunne hjem. Det var slet ikke sådan dagen skulle have forgået.

Da jeg smækkede døren op derhjemme. Smed jeg mig ned på knæ lige inden for døren og brød sammen. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg fortælle min far det? Ja selvfølgelig skulle jeg det, han vidste lige, hvad jeg skulle gøre. Da jeg havde grædt i 10 minutter kunne jeg høre en bil komme ind i indkørslen. Gudskelov han kom hjem nu. Men hvorfor gjorde han det? Han skulle jo arbejde. Med den tanke i hovedet farede jeg ud til ham og svingede armene omkring ham. Jeg brød fuldstændig sammen igen. "Så så, det skal nok gå" Sagde han og klappede mig på ryggen. Han vidste jo ikke, hvad der var sket, så hvordan kunne han vide det. Da jeg var færdig med at græde og kunne tale igen, spurgte han mig endelig, hvad der var galt. Han lød så faderlig. Jeg forklarede, hvad der var sket og han blev rød i hovedet. "Kom med indenfor" Sagde han køligt og begyndte at gå ind. "Hvorfor kommer du hjem nu?" Spurgte jeg ham, da vi var kommet indenfor. "Jeg kunne mærke der var noget galt med dig" Sagde han uden at fortrække en mine. "Hvad skal vi gøre far?" Jeg var lige ved at græde igen..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...