VIld med blod.

Maya er en 16 år pige, der ikke er som alle andre. Hun har en dyster hemmelighed. Alle de andre piger på hendes alder er vilde med sprut, men hun er vild med blod.

14Likes
34Kommentarer
3906Visninger
AA

13. Brudet. (Jonas' POV)

ÅJeg sad i bilen på vej hjem og tænkte. På Maya. Hvordan kunne jeg lige pludselig føle sådan for hende? Jeg elskede hende jo. Det var svært for mig at forstå. Jeg havde aldrig elsket nogen anden end Nicole? Elskede jeg stadig Nicole?

Jeg sad i mine egne tanker, da jeg fik en besked. 'Kan du være sammen idag, skat?' Det var fra Nicole. Jeg sad og overvejede det lidt, men besluttede mig så for at sige ja. Så kunne jeg jo finde ud, om det var hende eller Maya. 'Jeg kommer nu'. "Mor kører du mig ikke over til Nicole?" Jeg smilede sødt til hende, som jeg plejede at gøre, når jeg ville have lov ting. Hun sukkede højlydt. "Jo jo". Hun rystede lidt på hovedet af mig, men sendte mig så et smil. Jeg smilede tilbage til hende.

Jeg kyssede min mor på kinden og løb hen til Nicoles hoveddør. De havde et stort hus. Men hendes forældre var jo også rige. Jeg skulle lige til at ringe på, da jeg opdagede de havde fået en ny ringeklokke. Det var et hjerte. Sødt. Før jeg nåede at trykke på klokken, kom Nicole løbende ud til mig. Hun sprang op på mig og gav mig et kys, lige på munden. Nej, jeg følte intet. Eller gjorde jeg? Det var bestemt ikke sådan det føltes at kysse Maya, men havde det ikke altid følt sådan at kysse Nicole? Jeg havde måske kun haft følelser for hende i starten.

Selvom vi hyggede os, følte jeg ikke noget for hende. Jeg havde truffet mit valg. Det var Maya, jeg ville være sammen med. Jeg tog en dyb indånding og samlede al den mod jeg havde. Det var nu, det skulle gøres.

"Jeg skal altså lige snakke med dig". Jeg sagde det køligt og kiggede ned. "Hvad er der, snuskebasse?" Hun smilede flirtende til mig. "Hvor lang tid er det, vi har været sammen?" Jeg kiggede hende direkte i øjnene. "Hmm, siden starten af 6. klasse, så det vil sige cirka 4 år". Hun rettede sig op, smed sit hår over skulderen og smilede sukkersødt til mig. "Jeg tænkte, om vi ikke kunne.. Øhm". Jeg holdte en lille pause, for at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle sige. "Om vi ikke skulle slå op?" Fortsatte hun stille og kiggede såret ned. "Nemlig". Jeg blev ved med at sidde og kiggede på hende. Hun legede med en elastik, som hun havde om håndleddet. "Hvorfor?" Hun kiggede mig direkte i øjnene og jeg kunne se hendes tårer løb ned af kinderne på hende. Jeg havde svært ved at se hende sådan. Jeg havde kendt hende siden børnehaven. Vi havde altid været gode venner. Det knuste mit hjerte at se hende sådan. "Er det på grund af hende Maya?" Hun kiggede ondt på mig. Der var had i hendes blik, da hun nævnte hendes navn. Jeg sagde ikke noget. "Er det ikke?!" Hun råbte ad mig. Jeg nikkede og kiggede ned. Jeg pillede ved mine fingre. Det gjorde jeg altid, når jeg blev nervøs. Hvorfor blev jeg egentlig nervøs? Hun kunne jo ikke gøre mig noget?

Jeg var sur, da jeg gik derfra. Også lidt trist. Vi havde skændtes, meget højlydt! Hendes forældre var kommet op, og det var dem, der havde sendt mig hjem. Da jeg gik, havde Nicole bare siddet inde på sengen med tårerene trillende ned af hendes kinder. Det var det, der havde gjort mig trist. At se hende sådan. Vi havde aldrig skændtes, mens vi havde været sammen. Ja, vi havde næsten ikke skændtes, imens vi havde kendt hinanden.

Jeg besluttede mig at gå hjem gennem skoven. Det var allerede blevet mørkt. Det småregnede og blæste lidt. Bare sådan at toppen af træerne svajede. Det var fuldmåne. Ret uhyggeligt faktisk. Jeg hørte en gren knække bag mig. Jeg vendte mig om, der var ingen. Der er ingen Jonas! Din fantasi spiller bare et puds med dig. Jeg tog en indånding og fortsatte videre. Jeg hørte flere grene knække og åndedrag. Der var nogen bag mig. Adrenalinen begyndte at pumpe. Jeg begyndte automatisk at gå hurtigere. Det fulgte bare efter mig. Jeg satte i løb. Jeg havde ikke lyst til at møde, det der var bag mig. Jeg løb om et hjørne. Jeg kunne ikke høre noget længere. Så jeg stoppede og trak vejret tungt. Jeg var forpustet og mit hjerte var lige ved at løbe fra mig. Jeg satte mig ned. Jeg kunne høre noget i det fjerne. Jeg krøb så langt ind i en busk, som muligt. Jeg så en skikkelse gå forbi. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men det var ihvertfald ikke et menneske. Jeg kiggede rundt, skikkelsen var forsvundet. Jeg listede stille frem fra mit skjul. Jeg vendte mig om og der var en stor ting, der kom springende mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...