Krystalhjerte

Nogengange kommer man så langt ud, at andre mennesker slet ikke kan se meningen i det, men det kan ske, at de har en grund til det.

1Likes
0Kommentarer
955Visninger

1. Krystalhjerte

Det er egentlig frygteligt. Der sker så mange ting, og alligevel siger det os ikke noget. Hver dag falder en af vores medmennesker død om, muligvis kender vi ikke vedkommende og vil heller aldrig komme til det. Men det sker. Vi hører om det i fjernsynet hvis der er noget særligt ved dødsfaldet, nogen af os sender en kærlig tanke til familien og andre tænker bare ”Godt det ikke var mig eller en af mine nærmeste” Det er ligesom i de forskellige bøger, forfatteren arrangere et eller flere dødsfald for at historien giver mening, sådan har det altid været, men det tænker vi jo ikke nærmere på. Men hvad hvis det var en af vores? Alle kender til at miste, alle kender til den smerte det er, at vide at vi aldrig ser den person igen. Døden er så forhadt og alligevel så elsket. Vi glæder os over dødsfald hos dem vi virkelig hader, men hvad med deres familier? Mennesket er ondt og snæversynet. Vi tænker kun på vores eget velbehag og vores egen lykke. Aldrig dem det går ud over. Ingen kan lide at miste nogen, men alle er ligeglade hvis det er andre. Gad vide om der nogensinde er nogen der har læst en krimi og tænkt ”Hvad nu med ofrenes familie? Hvorfor lade en person dø når det smerte andre mere end noget andet?” Men nej, vi tænker ”Hov et mord! Nu må vi se hvad vores helt kan finde på denne gang” Mennesket er ondt. De har ingen respekt for andre, dø dem som skal dø, og lad os andre leve. Sådan er menneskets syn. Engang sørgede man for at alle, både dyr og mennesker, venner og fjender, fik en ordentlig afgang, ingen skulle glemmes og alle sørgede. På den måde kunne de også hjælpe hinanden med at komme videre. De havde jo følt den samme smerte, den smerte det er at miste.

 

Blyanten blev lagt på bordet. Papiret blev foldet sirligt sammen, og lagt i bunken sammen med de andre sammenfoldede papirer. Klokken var 02:43 og øjnene nægtede snart at holde sig åbne. Aftenens vrede, sorg og pinsel var blevet skrevet væk, så det var muligt at søvn var tilladt nu. På væggen hang Jesus, han havde hængt der i meget lang tid, og hjertet gjorde ondt af at se på ham. Han led for os alle, men hvem tænkte dog på det? Munden hviskede en stille bøn, en bøn der kun var mellem kroppen og Jesus. Benene vandrede hen til sengen, og snart var hele kroppen rolig. En påtaget ro, for den sov ikke. Den holdt sig vågen for at dele de smertefulde timer med de søvnløse. Ingen skulle være alene, alt for mange var blevet efterladt og glemt, men Hun ville ikke efterlade dem. Hun ville altid være der for dem, selvom de hverken vidste det, eller takkede hende. Annabell kendte til ensomheden, hun kendte til smerten, angsten, vreden, jalousien, mistroen og tomheden. Aldrig har hun villet dele det med nogen, for hvem skulle dog lytte? I denne forskruede verden hvor alt handler om at ligge i toppen, hvem skulle så lytte til hende? En alt for tynd pige, med dybe rande under øjnene, tørre læber, den hvideste hud og det gyldnehår. Håret forvirrede de fleste, alle havde vel lyst til at kalde hende emo, men emo’er var jo sorthårede. Da hun var mindre ville hun gerne være sorthåret. Men efter alt det frygtelige fik hun igen medlidenhed. Medlidenhed med dem som ikke måtte, kunne eller turde risikere at farve håret. Alt på hende var præget af medlidenhed. Øjnene afspejlede hendes medlidenhed med de søvnløse og de plagede. Munden havde medlidenhed med de tørstende og de sultne, og dem der ikke havde sproget til at bede om hjælp. Hendes arme, især håndled, havde medlidenhed med alle dem der gik i smerte, og alle dem som måtte finde en måde at komme af med smerten på. Hendes blege hud strålede af medlidenhed til de indelukkede, som aldrig ville kunne se dagens lys, eller som aldrig ville kunne åbne deres arme for andre, på grund af smerten. Annabell pinte ikke sig selv for opmærksomhed eller fordi hun havde ondt af sig selv. Hun gjorde det for andres skyld, fordi ingen skulle være alene i deres sorg.

Huset stank af muk, en tør stank som satte sig i halsen, og fik munden til at skrige efter vand. Vandet smagte af gær, hun tillod sig kun at drikke lidt, ikke fordi hun syntes hun havde brug for det, men fordi hvis hun døde, hvad så med de ensomme og forladte? Hvor lidt hun end ville, var hun nød til at holde sig i live. Alt var stille, der hørtes kun en svag lyd inde fra stuen. Det var fjernsynet med nyheder om flere dødsfald. Mere smerte. Blandet med stanken af muk var der også en svagere, mere afskyelig lugt. Øl. Stuen var fyldt med øl, der var ikke blevet drukket af flaskerne i lang tid, men hun kunne ikke fjerne dem. Omverdenen skulle ikke ændres på grund af hende. Alt skulle være som det var dengang. Dengang de stadig var her. Hjertet og hovedet prøvede at gøre hende trist, trist over de minder lydende og lugtende medbragte, men hun ignorerede det. Hjertet og hovedet havde mange gange rottet sig sammen for at gøre hende fortræd, men hun nægtede at bøje sig. Hendes hjerte skulle være hårdt og koldt som sten eller metal. Hvordan skulle hun ellers kunne føle med andre, hvis en del af hende var selvglad og ville have medlidenhed med hende? Det var 7 år siden det hele sådan rigtig startede, da hendes liv tog en filosofisk drejning og dengang hendes mor prøvede at sige fra. Og for blot 2 år siden, dengang 15 årige Annabell sad på sit værelse og endnu engang hørte slagene ramme morens ansigt.

Hun havde været så lykkelig som barn. Alt var perfekt, hun havde et perfekt hus, perfekte venner, perfekt tøj og perfekte forældre. Hendes mor arbejdede for den lokale avis som journalist, og hendes far havde en natklub inde i byen, et af de mest omtalte steder. Intet ondt kunne ramme hende, dengang fløj hun rundt i sin lille verden af lykke. Dage og år flød sammen, sekunder, minutter, timer, dage, måneder, år blev til ét, det var ikke noget hun tænkte over, det skete jo automatisk, og sådan havde det altid været. I går betød ikke noget, når der alligevel var i morgen, og snart ville også i morgen blive glemt og ubetydelig gjort. Sådan er tiden. Sådan er livet. Ét menneskeliv betyder noget så længe man er til, men efter livet, kommer der en ny, og man bliver langsomt glemt, de få som kan huske én, vil en dag også forsvinde og til sidst vil verden ikke vide man har levet. Sådanne tanker kan en 10 årig lille pige, i et velfærdssamfund ikke gå rundt med, det er noget for de voksne. Men alligevel besøgte den ofte Annabell, den hjemsøgte hendes sind og flyttede til sidst ind i hendes bevidsthed. Hun var langsomt begyndt at undre sig over livet. Hvor blev man født, hvis man alligevel skulle dø? Hvorfor smile, når man alligevel kom til at græde? Hvorfor overhoved prøve at gøre noget ud af sig selv, når alt blev gammelt og grimt til sidst? Disse spørgsmål kunne hverken hendes kloge mor, eller moderne far svare på. Men det påvirkede dem. En tanke i sådan størrelse, kan ikke videregives for derefter at glemmes. Moren lad den ligge bagerst i hjernen, sørgede for den ikke optog pladsen, for de andre vigtige ting hun skulle gennemgå. Men faren var ikke lige så stærk. Han var hjemme om dagen med Annabell, som hver dag stillede de samme spørgsmål. Han var yngre, og ikke lige så erfaren som moderen, og tankerne begyndte at æde ham op indefra. Han mistede sig job, på grund af en depression, mistede vennerne da han begyndte på stoffer for at jage livet på afstand og mistede livet, da alkoholen tog fornuften fra ham, og sendte hans bil direkte i grøften. Hun havde mistet alt. Hendes store idol og forbillede, hun havde dræbt ham. Det sagde hendes mor selv. ”Annabell! Hvordan kunne du?” Sådan havde hun sagt, om og om igen, mens tårerne strømmede fra hendes øjne og ned af hendes kinder. Annabell var knust, det havde aldrig været hendes mening, at bringe en sådan ulykke over deres perfekte familie. Nu kom turen til moderen, hun fik fravær på jobbet, mindre løn og større udgifter. De mistede huset, og flyttede ind i en lille lusket gade, i et lille lurvet hus. Hvor alt før var lyst og godt, blev hendes liv vendt til gråt og trist, moderen viste aldrig omsorg, for hende handlede alt om at tjene penge til huset og maden. Også hun gik i hash fælden. Dette gjorde ikke hendes udgifter lavere, og en aften gjorde Annabell denne frygtelige oplevelse; En aften fik hun én frygtelig fornemmelse, godt nok plejede hendes mor at komme sent hjem, men der var alligevel noget galt, den var omkring 03:00 og hun havde stadig ikke hørt hoveddøren gå op, hun vidste, helt ind i sit ødelagte barnehjerte, at noget var forkert. Lysvågen satte hun sig op i sengen, trak morgensko på fødderne, og vandrede gennem huset og hen til døren. Grebet af en pludselig panik tøvede hun med hånden på håndtaget. Følelser væltede frem, angst, panik, had, uro, det hele på en gang. Med en hurtig bevægelse greb hun saksen på bordet, skar et langt sår i armen, og så alle følelserne koncentrere sig om den fysiske smerte, og glemme den psykiske. Det hjalp. Forbløffende nok. Hun åbnede døren, og så ud i natten. Alt var mørkt, kun den lille plet under gadelygten var oplyst, men det var desværre også lys nok.

Hun lå på sofaen, det eneste hun havde tilbage, det eneste holdepunkt, lå der, blodig og smadret. Hun havde knap nok kræfter til at åbne øjnene. Annabell sad bare ved hendes side. Duppede hendes forslåede ansigt med en våd klud, og tvang sig selv til ikke at se ned af hendes krop. Hun holdt på tårerne, hun skulle ikke se hende græde, ikke nu, aldrig mere. Tårer var et tegn på svaghed, på nedgang og mismod. Alt hun ønskede var at moderen var glad, Aldrig ville hun mere græde, kun smile. Lade som om alt var fint, så moderen ikke skulle bekymre sig om hendes humør. Det betød intet. Det var den nat hun opdagede hvordan hendes mor tjente penge til huset, maden, gælden og stofmisbruget. Hun havde solgt sig selv. Til fremmede mænd. Det ville have smertet Annabell, mere end noget andet, den eneste der måtte være sammen med hendes mor, var hendes far. Selvom han ikke fandtes mere. Men ingen af disse følelser eller tanker plagede hende, for selvsamme nat mistede hun sine evner til at føle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...