Fortabt

Historien handler om en pige ved navn Jacqueline. Hun møder en underlig mand på et torv, som beder hende om at kigge på hans skulder - og pludselig bliver hun bidt. Forvandlingen til vampyr sker imens hendes mor står og kigger på, men det er hun ikke selv bevidst om. Da hun snakker med sin mor, får hun at vide at hun skal arve en halskæde, med magiske kræfter som ingen af generationerne har fundet ud af, hvad den kunne.. Hun finder også ud af, at hun er blevet lovet væk til en anden vampyr ved navn Shawn, som hun skal gifte sig med. Hvad sker der med hende, og hvad finder hun ud af med halskæden? Læs med her!

2Likes
7Kommentarer
1302Visninger

1. Min mor.

Imens mine lidelser spredte dig, blev der færre folk omkring mig. Jeg lå midt på torvet, og vred mig af smerte. Det hele havde gået så hurtigt, at jeg knap nok havde lagt mærke til det. En ung mand var kommet hen til mig, og spurgt om jeg ikke godt ville se om han havde noget på hans skulder. Jeg kiggede, og pludselig - satte han tænderne i min hals, med utrolig kraft. Jeg havde skreget af fulde hals, og kaldt på hjælp før jeg besvimede, og endte på de blanke sten. Mine lidelser havde stadig været der, da jeg faldt om. Indtil jeg vågnede, og følte at jeg var en helt anden mig. Mit hår havde været helt sort, og mine negle havde vokset en smule. Jeg rejste mig, med de kræfter jeg nu havde og kiggede mig omkring, for at se om der var nogen jeg kunne spørge. Jeg ville gerne have at vide, hvad eller hvem der havde gjort sådan, om det så skulle tage mig resten af aftenen. Den første person jeg så, var en dame som stod ovre ved en butik, og kiggede lidt. Jeg gik tavst hen til hende, og lagde en hånd på hendes skulder. Jeg bemærkede at hun fik et chok. Var hun bange for mig? Eller var det fordi jeg så uhyggelig ud? Jeg havde ingen anelse om, hvorfor hun så, så forskrækket ud, da hun kiggede på mig. Måske så jeg virkelig skræmmende ud? Mit hår var også vokset, det var klart. Men at det ligefrem havde skiftet fra en let mørkebrun, til nærmest at blive sort som en ravn - var utroligt. Det måtte altså være mig der skræmte hende fra vid og sans. Ikke mindst fordi mine øjne var kridhvide, men hun havde jo stået og kigget på min udvikling fra menneske, til vampyr. Det hele havde gået så hurtigt, at jeg knap havde lagt mærke til det selv. Men nu var det altså sandt. Jeg havde gennemgået en forunderlig forvandling, som ikke kunne fortrydes. Kvinden kiggede på mig, og rynkede øjenbryn. Havde hun mon lagt mærke til, at jeg bare havde stået og stirret på hende imens jeg nærmest havde snakket til mig selv? Nej, det var nok ikke muligt. Jeg stod egentlig bare et øjeblik, og kiggede på hendes forvirrede ansigtsudtryk. ”Hvad laver du her enfant?” Spurgte hun. Hun brugte ordet enfant, som betød barn på fransk. Jeg elskede selv sproget fransk, og havde vokset op med det i mange år. Det var som om jeg kendte hende, jo mere jeg kiggede på hende. Men noget sagde mig, at det nok bare var min fantasi som drev gæk med mig. Hun rakte hånden frem, og tog mig i den ene hånd. ”Mit enfant. Jeg har sådan savnet dig.” Sagde hun, imens jeg stod og stirrede angst på hende. Hvor kendte hun mig fra, hvem var hun, og hvad ville hun? Hun kendte det min mor havde plejet at sige, da jeg var lille fordi hun kom fra Frankrig. Min far havde været englænder, så han kom fra England og talte kun engelsk. Det meste af det, forstod jeg faktisk og var klar over hvad der ventede mig når jeg blev stor. Jeg ville studere Fransk så godt jeg kunne, og så kunne jeg tage til Frankrig bagefter, og prøve at kigge på hvad der lå af muligheder, så jeg kunne blive noget stort. Jeg ville leve op til mine forældres forventninger. Men jeg mistede desværre kontakten til min mor, da mig og min far flyttede til England. For hun ville nemlig ikke med, da hun helst ville blive i Frankrig hos hende familie, og venner. Jeg kan sagtens forstå hende, men jeg forstår dog ikke hvorfor hun valgte dem frem for hendes egen datter! Men det kan jeg ikke gøre noget ved nu, så jeg må vel bare acceptere hendes valg. Alle har hver deres meninger, og min mening er at det var dumt af hende. Ikke mindst fordi der var en chance for at hun aldrig ville se os igen, men at hun virkelig gad forlade os. Jeg ønskede jo inderligt at hun ville blive sammen med os, så jeg kunne bruge livet sammen med hende. Så hun kunne se mig vokse op, og blive en kvinde. Men det var hendes valg, og det kan jeg ikke stoppe nu. Jeg bestemte jo trods alt ikke over hende, så jeg kunne ikke fortælle hende hvad hun skulle gøre. Damen kiggede utålmodigt på mig, da hun troede jeg havde tænkt mig at svare på hendes lille franske sætning, lige før. ”Min enfant, svarer du slet ikke din kære mor?” Spurgte hun, og mit ansigtsudtryk ændrede sig pludseligt. Hun var min mor! Jeg kunne næsten ikke tro det. Jeg havde fundet min mor på et torv, imens hun havde set mig gennemgå en forvandling. Hvad ville hun ikke tænke om mig, nu hvor jeg var en vampyr? Hvordan ville hun behandle mig? Sikkert ikke ligesom alle andre, men lidt mere specielt. Mine søskende var jo hos hende, så hvordan taklede de det, hvis min mor fortalte dem om det hele. Det ville nok ikke være så godt, for de ville sikkert være skræmt for livet og aldrig nærme sig mig. Mine søskende betød jo så inderligt meget for mig, at jeg ikke have lyst til at miste kontakten til dem heller. Det var allerede nok for mig, at jeg havde mistet min mor for et stykke tid siden, men genfundet hende midt på et torv i England. Hvorfor hun var i England, vidste jeg ingenting om. Men jeg vidste at hun nok måtte være her for et eller andet. Om det så havde med min far at gøre, vidste jeg ikke. Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig, imens min mor bare stod og kiggede. Hun så ind i mine kridhvide øjne, med et lille smil på læberne. Mon hun havde regnet ud at jeg bogstavelig talt stod og snakkede med mig selv? Jeg nåede ikke at tænke videre over det, før jeg blev trukket ned af gaden. ”Jeg har tænkt mig at vise dig noget, siden du ikke vil svare min lille enfant.” Hun brugte stadig det samme ord for barn, som hun havde sagt tidligere. Jeg husker stadig hendes trygge ord da jeg var mindre, når jeg havde haft mareridt. Hun havde altid villet berolige mig, og prøve på at lade mig falde i søvn i min egen seng, så jeg ikke kom ind og ligge i mine forældres seng. ”Jeg har en halskæde du skal have at se. Men ingen andre må se os, imens jeg rækker dig den. Den har gået igennem mange generationer, og nu er det din tur til at arve den, kæreste barn.” Sagde hun meget lavt, imens jeg stadig blev trukket længere og længere ned af en meget mørk vej, og på vej ind i en blindgyde. Hendes blik var nu meget alvorligt, hvilket fik mig til at tænke endnu mere over hvad jeg egentlig skulle med den halskæde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...