Forladt

Man kan indimellem opleve et sådan savn, at det kan ende op med at blive til had.

0Likes
0Kommentarer
797Visninger

1. Forladt

Jeg var ikke sikker på hvad jeg lavede her. Stedet gjorde mig utryg, men alligevel stod jeg lige nu her, på kanten af klitten og spejdede ud over havet, som langsomt blev mere og mere usynlig mens skumringen tog til. Mine tanker var alle vegne, og alligevel samlet på et sted, eller nok snarer omkring en tanke. Den. Den var kommet til mig midt om natten, jeg er stadig ikke sikker på hvad det var, men det var ikke noget jeg havde set før. Jeg er ikke en gang sikker på jeg den var virkelig. Det var måske mere en følelse af at noget var til stede der havde givet mig paranoia følelsen. Men en ting ved jeg, havde det ikke været for den, så ville jeg ikke være her nu. Jeg gik langsomt ned af bakken, sandet gled under mine sko og inderst inde ville jeg allerhelst vende om. Og dog fortsatte jeg. Til sidst fandt jeg mig selv stående helt ude ved vandkanten, det var stort set mørkt nu, og vandet mindede mest om en mørk plamage midt i verdenen. Midt i verdenen… Igen fløj mine tanker frit og denne gang, gad jeg end ikke forsøge at standse dem. Et øjeblik glemte jeg hele min situation, jeg stod bare og lod intetheden omfavne mig. Jeg røg tilbage til virkeligheden, jeg var denne gang længere ude i vandet end før. Det virkede ikke vådt og koldt.. Det virkede snarer.. Rigtigt. Jeg havde det godt med at stå lige her, præcist på dette sted. Jeg tænkte på mit hjem. Jeg tænkte på min mor der lige nu lå på sofaen derhjemme. Hun lå på sofaen med blodskudte øjne, en flaske i den ene hånd og en konstant og fast hulken hun nok aldrig ville komme af med. Jeg ved hvad hun tænker på. Hun tænker på min far. Det gør jeg også tit selv, det er helt forkert når han ikke er her, men man kan ikke holde et menneske i live, og nogen gange kommer døden og griber ind. Nogen gange før man er klar til at acceptere det. Min mor ville også dø snart, det er jeg helt sikker på, hendes vejrtrækning bliver stadig tungere og mere besværet, og så længe vi ikke har råd til den behandling hun har brug for, så har hun ikke langt igen. Døden er overalt, vi glemmer den når det er andre det går ud over, men den knuser os når den rammer vores kære. Jeg kunne mærke, som så mange gange før, en knude i halsen og mit tunge hjerte sprang et par slag over. Igen var alt stille i mit hoved, ingen uvelkommen tanke trængte sig på og alt var roligt, det var som om der var blevet langt et beroligende lag om mig, som om noget stod netop nu med sin hånd i min, og lovede mig alt ville gå. Det var skræmmende, men alligevel, jeg havde brug for det, det vidste jeg… Da jeg denne gang rettede min opmærksom mod virkeligheden, gik vandet mig til brystkassen. Endnu en gang følte jeg den rolige fornemmelse, før frygten kunne nå at gribe min krop. Jeg var helt rolig. Endnu engang vandrede mine tanker. De vandrede hen på hospitalet, de vandrede hen til de følelser jeg havde oplevet, følelsen af at miste sin far, men være frataget evnen til se ham. Indespærret på den mentale afdeling, og ikke vurderet klar til at se ham. Det eneste jeg havde ønsket den gang var at få lov til at se min far, bare en gang før vi måtte sige farvel, men nej. At vare frataget evnen til at kunne vælge selv, er nok det værste jeg har oplevet. Det vil jeg aldrig opleve igen. Mine tanker var nu mere oprørske end før, end ikke den beroligende følelse kunne få mig til at falde til ro, alt i mig gjorde oprør og jeg forskrækkede mig selv ved at slå i vandet – uden rigtigt at ramme. Panikken greb mig, uden dét til at berolige mig, var jeg nu helt til stede, vandet gik mig til lidt over halsen og i et desperat spjæt fik jeg hele hovedet under vand. Chokket overtog alle mine handlinger, jeg kunne hverken svømme eller redde mig fri. Under vandet blev jeg, længere og længere ned. Havbunden var som forsvundet under mig og i mit hoved blev der mørkere end natten over mig. Alt var væk. Alt var stille. Luft i lungerne. Det havde jeg ikke følt længe, det virkede i hvert fald sådan. Jeg stirrede op på himlen, den var blå. Mågerne fløj frem og tilbage over mig, og alt virkede så roligt. Jeg vidste stadig ikke hvorfor jeg befandt mig på stranden. Det eneste jeg kunne huske fra før jeg gik herud, var drømmen. Drømmen om min far og mit inderlige ønske om at være sammen med ham igen. Drømmen om at dø. Jeg huskede at den var kommet, følelsen af nærvær og jeg huskede at den havde ført mig ud i vandet. Men det der står tydeligst i min hukommelse er billedet før mørket blev fuldendt. Billedet af min far der blidt tegnede sig i vandet, præcis som han så ud. Følelsen af tryghed strømmede ud fra spejlingen. Han så blidt på mig og lige i det øjeblik, da døden var tættest på, ville jeg intet andet end leve. Jeg ville gøre min mor lige så glad, som min far lige havde gjort mig. Hun skulle vide at han stadig var sammen med os, stadig hørte hvad vi sagde og stadig gjorde alt hvad vi bad om. Hun skulle vide at han stadig elskede os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...