Min lille ven

En lille novelle, der beskriver det chok man kan få, når man går fra et fantasifuldt barn, over i en seriøs voksenverden, og det eneste man vil, er at tage tilbage.

1Likes
0Kommentarer
957Visninger

1. Den lille ven

Gaderne var tomme nu. Børn og voksne sad i deres lune stuer og hyggede sig med aftensmaden, undtagen én. Hun sad igen i nat, på den samme gynge og svang sig frem og tilbage mens hun ventede. Hun ventede ikke på mor eller far, de vidste at hun ikke ville komme hjem i aften. Hun ventede på hendes lille ven. Alle byens børn kaldte hende ”Ræven” på grund af den smukke rævepels hun altid havde over skulderen, men de færreste vidste at dét var hendes lille ven. I starten havde hun mange venner. Almindelige venner, men ikke længere. Hendes lille ven havde hun altid haft, især da hun var mindre. Dengang legede de ofte sammen og intet kunne skille dem ad. Så begyndte skolen og hun fik andre venner, hendes lille ven talte sjældent og til sidst blev det næsten glemt. Men ingen forstod hende. Hun blev igen alene og månen blev hendes frelser. Den kære gamle måne begyndte på et tidspunkt at lyse sært. Den nye mærkelige måne gav liv til hendes lille ven. Hun elskede den mærkelige måne og hun elskede sin lille ven. Denne aften skete det samme som de foregående, månen rejste sig fra trækronerne og legepladsen blev badet i et svagt violet lys. Hun mærkede noget røre på sig, en ganske svag sitren og en blød pels der strejfede hendes nakke. Hun boblede af lykke. Endnu engang var hendes lille ven tilbage. Den stod nu foran hende, yndig i sin silkebløde, flammende røde pels, den perlehvide mave og halespids og de dybe, kloge, sorte øjne. Hun begyndte at tale og for hvert ord hun udtalte, var det som en lille byrde blev lettet fra hendes skuldre, og hun havde så meget at fortælle. Hendes lille ven blev pænt siddende og så interesseret på hende med de sorte øjne. Sådan sad de længe. Hun snakkede og hendes lille ven lyttede, hvis der nu og da trillede en tåre ned af kinden på hende, rejste hendes lille ven sig op på bagbenene, med forpoterne i skødet på hende og slikkede forsigtigt den salte tåre væk med sin ru tunge. Efter nogle timer var hun tom. Tom for indeklemte følelser og tom for ting der skulle siges. Uden at veksle et ord gik de sammen hen på den store mark. De lagde sig begge i græsset, men hun turde ikke sove. For når hun vågnede ville det være dag, og hendes lille ven ville igen være et livløst stykke pels. Og ligesom de andre morgner ville hun føle at et lille stykke af hende selv manglede, så hun kæmpede mod søvnen og tvang sig selv til at holde øjnene åbne, og kiggede i stedet på stjernerne. Dem havde hun set tættere på. Ja, dengang hun var lille, og hendes lille ven var levende, var de rejst derop, ikke med rumskib eller flyvemaskine som alle andre gør, nej de var blevet båret derop af vinden. Hun havde været bange for at falde ned, men hendes lille ven passede hele tiden godt på hende. Til sidst blev det for meget for hende. Hendes øjne gled i, og hun faldt hurtigt i søvn. Hun nåede lige at mørke en ru tunge der gled over hendes kind, som om den ville sige ”Vi ses snart igen” Næste morgen vågnede hun alene i det dugvåde græs, hendes lille ven lå som en livløs pels ved siden af hende. Hun satte sig tom op og så ned af sig selv. Hullet i hendes hjerte var endnu engang blevet større, tung i hoved og uden trang til at leve, tog hun fat i pelsen og satte kursen hjem. Hun skulle ikke i skole, den gik hun ikke i længere. Alle lærerne sagde bare at hun skulle blive voksen og de andre børn syntes hun var sær. Hendes forældre lod hende også være. Det var jo en skam at deres eneste datter ikke var helt normal i hoved, men det var der da ikke noget at gøre ved. Hun gik stille ind i huset. Hendes forældre sad inde i stuen. Faren med sin avis og moren med sin te og strikketøj. Hun mumlede et stille ”Hej…” Men ikke til faren og heller ikke til moren. Hendes lille hilsen var rettet mod huset, til alle de ting der gjorde at hun havde det bare nogenlunde godt i hjemmet og ligesom hendes lille ven, svarede de alle sammen på hver deres måde som kun hun og hendes lille ven forstod. Inde på hendes værelse lagde hun sin lille ven på hendes seng og puttede dynen omkring den. Hun vidste at mens hun sov, havde hendes lille ven passet godt på hende og beskyttet hende mod onde drømme og hvad der ellers kunne skade hende, så hendes lille ven måtte da være træt. Hun sad længe og så på hendes lille ven, og for hvert minut der gik, følte hun tomrummet i sit hjerte udvide sig, hun kunne ligefrem se hvordan hun begyndte at blive mere og mere gennemsigtig. Men hun ville være stærk, hvis hendes lille ven kunne klare sig, så kunne hun da i hvert fald også! Som dagene gik, forsvandt hendes hjerte mere og mere. Ingen bemærkede det. Hendes forældre havde så travlt med alt, og hun havde jo ingen venner mere. Kun hendes lille ven, men også den var begyndt at ændre sig. Den sagde ikke så meget som før, og den var blevet meget mindre livlig. Hun undrede sig nogen gange, men lod det være som det var. Hun havde ikke lyst til at finde ud af det, hun havde i det hele taget ikke lyst til noget. Hun var holdt op med at spise. Hvorfor spise når man alligevel blev sulten igen? Og hvorfor sove når man alligevel skulle vågne? Intet var til nogen nytte, det eneste der betød noget var hendes lille ven. En aften da hun havde leget, snakket, følt og glædet sig med sin lille ven forsvandt hvad hun havde tilbage. Hendes lille ven havde næsten ikke været til stede, eller jo det havde den jo, men den virkede fjern og nærmest tom eller død. Da hendes lille ven var ved at vende tilbage til sit daglige ydre, mærkede hun en gennemborende smerte i brystet. Det var som alverdens knive og nåle stak til hendes hjerte, og skar hendes bryst til blods, hvis hun kunne havde hun grædt, men end ikke det kunne hun overkomme. Hun så en sidste gang på sin lille ven, der så tilbage på hende med store, sorte, kloge øjne. Hun så hvordan de pludselig lyste, og en lille rød sol svævede mellem dem, så snart den havde forladt hendes lille vens krop, faldt vennen om og var igen bare skind. Den lille sol fortsatte mod hende, mod hendes bryst, og stoppede det hul der før var. Hun følte intet, havde ikke lyst til noget. Alt var stadig tomt, men denne tomhed var om muligt værre en nogensinde før. Hun ville ikke dø nu, hendes ven havde reddet hende. Men hvad var der at leve for? Hun skulle jo dø på et tidspunkt. Hun lagde sig ned ved siden af den livløse pels og knugede den ind til sig. Åh hvor ville hun gerne græde. Græde over tabet af det eneste der havde haft betydning. Men hun kunne ikke. I stedet lå hun bare og ville ikke eksistere. Hun mærkede en sær varme fra brystet. Den lille sol havde heller ikke kunne finde hvile, den svævede igen mellem dem og oplyste hendes og hendes lille vens ansigt. Hun så en sidste gang på sin lille ven. Lukkede da øjnene og lod verdens lidelser segle ind over hende. Dog var hun lykkelig, hun kunne være sammen med den eneste hun nogensinde havde holdt af, resten af døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...