Du skulle bare vide

Isobel er blevet forvandlet til noget hun aldrig selv har vidst fandtes. Hun har aldrig troet på myter og den slags - pludselig er hun selv en del af det hele og må lære at håndtere sine hemmeligheder, sig selv og specielt sine nye kræfter.

4Likes
13Kommentarer
1649Visninger
AA

1. Ved første øjekast ser du mig

Alt hvad jeg vidste var ingenting sammenlignet med dette. Jeg troede ikke på myter. Det jeg nu vidste, fik min trygge verden til at vælte sammen for øjnene af mig. Jeg kunne ikke overskue det på nogen måde, men alligevel lykkedes det mig at holde fast på bevidstheden, imens alverdens forskellige slags smerter jog hårdt og brutalt igennem min krop. Jeg havde for længst lukket øjnene, så jeg vidste egentligt ikke helt, hvad han gjorde ved mig. Først havde det bare været ligesom at blive stukket dobbelt hos lægen med en nål, derefter var den ulidelige smerte vokset frem fra disse to stik og spredt sig til resten af min krop. Et sted spekulerede jeg på, om han havde stukket en eller andet mærkelig gift ind i mig, for måske at skaffe mig af vejen. Et andet sted i mit hovede kunne jeg svagt høre mig selv skrige af smerte.

   Mørket omkring mig maste mig. Smerten ville snart trække mig ned i ubevidstheden, hvor jeg ville drukne i den. Jeg klamrede mig til mit sidste stykke bevidsthed i håbet om at jeg så ville overleve. Tilsidst kunne jeg ikke nå mig selv og min bevidsthed længere, så jeg endte med at give slip. Overgav mig til det smertende mørke der flød omkring mig. Farvel grusomme verden. Bare glem mig ...

 

Ved første øjekast var mit liv helt normalt. Alle menneskene omkring mig smilte venligt til mig, når jeg passerede dem. Nogle sagde endda 'hej' til mig. Det ville sikkert blive en god skole for mig at gå på, indtil videre. Alle var venlige, det kunne jeg godt lide. Hvis de vidste hvad jeg var, så ville de sikkert løbe skrigene væk. Det var jeg sikker på.

   Et par piger  ved skabende længere fremme fniste højlydt af mig, uden at skjule at det var mig de fniste af. Jeg kiggede ned af mig selv på mine lyse jeans og mine slidte converse der ikke var så røde mere endda. Min hvide, løse T-shirt hang som den skulle ud over en rød top indenunder. Det hele var som sidst jeg kiggede mig i spejlet. Jeg kiggede på dem igen, gav dem elevatorblikket - uden rigtig at ænse, hvad det var de havde på - og sendte dem et hånligt blik idet jeg gik forbi dem med en gang jeg håbede virkede selvsikker. Jeg kunne mærke deres gennemborende blikke, helt ned til den anden ende af gangen, hvor der var en trappe der førte op til første sal. Det var der mit nye klasseværelse lå, fandt jeg hurtigt ud af.

   Inden jeg gik ind, stod jeg bare i døråbningen og studerede rummet. Det var ét stort firkantet rum. Der var højt til loftet med nymalede hvide vægge, en stor tavle, der fyldte en hel væg, hang i den anden ende af rummet med et splinternyt kateder af noget der lignede valnødde-træ stod foran med en matchende stol med hjul til. Alle bordene i klassen var af samme materiale som katederet, men stolene så lidt mindre behagelige ud end den der var beregnet til læreren. Væggen overfor tavlen var flødefarvet. Det så rigtig godt ud, det kunne man ikke nægte. Enkelt og stilfuldt. "Smart," mumlede jeg, inden jeg trådte ind i rummet, hvor jeg hurtigt blev mødt af et par papirsflyvere og en masse andre elever der var kommet til tiden. Jeg gik direkte hen til vinduerne og satte mig i vindueskarmen. Den var dejlig stor og udstyret med nogle mørk beige-farvede puder der sad fast. Imens jeg sad og kiggede rundt, lagde jeg mærke til at den flødefarvede væg havde nogle indbyggede skuffer af skovelm. Der var skilte på dem alle sammen, men jeg kunne ikke se, hvad der stod på dem, fra, hvor jeg sad.

   Jeg fik et chok da det ringede. De fleste af pigerne og et par enkelt drenge satte sig på deres pladser, mens resten stadig rendte rundt og pjattede med hinanden. De to piger jeg havde set ved skabene på gangen kom slentrende ind af døråbningen og satte sig oven på et bord, hvor de kunne sidde og snakke. Kort efter kom en lille, tyk mand ind i klassen med et 'godmorgen' og satte sig på stolen bag katederet. Alle i klassen der stadig stod op fandt hurtigt deres pladser. Han ser skrap ud, tænkte jeg for mig selv og kastede et blik ud af vinduet, for at se om det stadig regnede. Det gjorde det.

   "Alle sammen!" næsten råbte den lille tykke mand for at få opmærksomheden, som han tydeligvis allerede havde. Det virkede ikke rigtigt somom der var nogle i klassen der ikke så på ham.

   Åh gud.

   Han havde altså tænkt sig at vise mig frem for klassen. Jaaa ... Kunne han ikke bare vise mig, hvor jeg skulle sidde? Åbentbart ikke. Jeg sad i mit eget lille helvede af jalouxi og sceneskræk. Jaloux på de andre der bare kunne sidde og kigge på klodsede mig. Det var lige før jeg hellere ville acceptere mit nye jeg, så dårligt havde jeg det med det. Mærkeligt, ikke?

   "Dette her er Isobel Allison Kaylee McKenzie! Hun er jeres nye klassekammerat, så jeg synes I skal tage godt imod hende. Hun er fra England og er rejst her til Pennsylvania for at bo et stykke tid. Er det ikke spændende?" han smilte opmuntrende til mig og jeg krympede mig. Næsten alle i klassen gloede på mig, resten kiggede bare. Jeg havde det fordærdeligt.

   "Der er en plads til dig nede bag i lokalet," han løftede hånden og pegede. Og ganske rigtgt; der stod et ubemandet tomandsbord og ventede på mig. Yes. "Og forresten er jeg Mr. Weber, hvis du skulle være i tvivl," tilføjede han selvtilfredst.

Jeg skyndte mig ned til pladsen, smed tasken og satte mig på den ene af stolene. Jeg havde stadig skemaet i hånden, som jeg havde fået nede på kontoret samme morgen. Vi skulle have matematik i de to første timer. Møg.

   Mr. Weber gav sig til at dele nogle papirer ud til os alle sammen. Det så ud til at være en test. Hvor groft.

   Pludselig blev døren næsten sparket op med et brag, og ind kom en dreng der så ud til at være på alder med mig. Han havde et afslappet udtryk i ansigtet, selvom han lige havde sparket døren ind, eller hvad det nu var, han havde gjort ved døren. Hans mund var bred med normalt fyldige læber, hvor den øverste var lidt mindre end den nederste (bare en anelse), de høje kindben fik hans ansigt til at få et næsten modelagtigt udseende, øjnbrynene var ligesom næsten alle drenge har dem - buskede og uplukkede - men de her havde en form der gav ham et mystisk blik, især med hans uglede, søde hår der strittede ud til alle sider på en nuttet måde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gemte øjnene tilsidst. Og jeg fortryder det ikke. De grønne øjne lyste næsten ud til mig med en kraft der var som et slag i maven. Men det var et dejligt slag i maven.

   "Undskyld jeg kommer for sent," grinte han til Mr. Weber med en stemme der stadig var lidt i overgang og jeg elskede den allerede, "men jeg blev lidt forsinket."

   "Det gør du jo altid. Næste gang er det ned på kontoret, unge mand!" svarede Mr. Weber med en stor portion ligegyldighed blandet med irritation.

   Jeg sad lidt og spekulerede på, hvor tit drengen mon kom for sent, mens jeg holdt blyanten foran et regnestykke på papiret med prøven, så det lignede at jeg terpede. Det var svært for mig at koncentrere mig, for jeg kunne ikke glemme hans grønne øjne.

   "Du er ny, ikke?"

   Jeg farede sammen da den stemme jeg allerede var helt vild med talte til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...