Prinsen på den hvide hest

I de fleste eventyr ender det altid med at prinsen får prinsessen, og at han kommer ridende på sin hvide hest, og vips! Så er de forelskede, og så gifter de sig, efter at de altså har gennemgået tre prøver. Hvorfor? Hvorfor skal det være sådan? Her er mit bud på et eventyr... på min måde!

16Likes
16Kommentarer
4135Visninger
AA

1. Prinsen på den hvide hest

Der var engang langt, langt ude på landet en lille bondepige. Hun var fattig, så hun tjente til føden ved at arbejde på en lille gård i udkanten af Renobia. Bondemanden havde en søn - Kristian, og i smug var bondepigen blevet forelsket i ham. Han var hverken høj, eller blond – og han havde ingen hvid hest... Men alligevel kunne bondepigen ikke tage øjnene fra ham, og hvis han sagde noget til hende bankede hendes hjerte så kraftigt at han måtte kunne høre det. Hun stammede også eller blev knaldrød i hovedet. Det var besværligt at være forelsket.

Mange dage gik, og en skønne dag skete der noget... En høj prins med lyst hår, og blå øjne kom ridende ind i gården på sin hvide hest. Den flotte prins Edward, blev han kaldt. Han var på udkig efter en passende kone. Straks da prinsen så bondepigen vidste han at det var hans eneste ene. Hun havde hverken langt gylden hår, eller store grønne øjne – men alligevel vidste han at hun var noget helt særligt. Bondepigen blev også straks meget betaget af prinsen, og da han spurgte om hun ville med op på slottet og møde hans forældre takkede hun pænt ja. Oppe på det store slot mødte bondepigen prinsens forældre, kongen og dronningen. Kongen var en meget korpulent mand, med ingen hals. Han havde små blå museøjne, og et lille overskæg. Han bar en stor guldkrone på hovedet og en slags guldboldt i hånden. Han var en respekteret mand, men han var ikke nær i samme klasse i skønhed som sin søn. Dronningen kunne til gengæld have været model, for et af de kongelige skønheds blade. Hun var slank, og meget stilet. Hendes hår var opsat, med guldspænde i. Hendes grønne øjne var opkranset af lange sorte vipper, og hendes øjenlåg var malet med guld øjenskygge. Hun var ung. Langt yngre end kongen i hvert fald. Hun var nok fyrre, men fri for rynker, mens kongen var omkring de halvtreds. Bondepigen følte sig i det øjeblik meget grim, og fattig. Men prinsen præsenterede hende som var hun datter af en fyrste. De spiste en formidabel middag med seks retter. Da bondepigen slæbte sig op til sit værelse var hun så stopmæt at hun smed sig på sengen med det sammen hun gad simpelthen ikke at gå ud og børste tænder. Hun faldt straks i søvn, så dødtræt var hun. Hun bemærkede slet ikke at værelset var af guld, bortset fra nogle lyserøde hjertepuder.

Sådan gik der mange dage. Om dagen skulle man være sammen med prinsen, om aftenen spiste man sig fed, og om natten var man så træt at man ikke engang der havde tid til at tænke over tingene. Men på et tidspunkt dukkede der en mand op. En mand der ville tale med bondepigen. Han blev selvfølgelig sendt op til hende, så de kunne snakke. Manden var ikke bare en almindelig mand, men bondemandens søn – Kristian. Han erklærede hende sin kærlighed, og spurgte om hun ikke snart kom tilbage. Hun kyssede ham, og sagde at hun ville komme hjem så snart hun kunne. Hun ville bare lige sige farvel til prinsen, kongen og dronningen. Bare de ikke ville blive alt for kede af at hun rejste. Samtidig følte hun en lille boble af lykke der voksede inde i hendes hjerte, Kristian elskede hende! Hun sagde farvel til ham, og han gik. Da hun ved aftensbordet fortalte at hun skulle rejse hjem, stirrede de alle forbløffede på hende.

"Rejse!?" sagde de, "Jamen det kan du da ikke!"

"Hvorfor ikke?" spurgte hun forbløffet,

"Du skal jo giftes!"

"Giftes!? Jeg skal i hvert fald ikke giftes! Jeg skal hjem!"

"Hvad!? Du skal da giftes - med min søn!" råbte kongen ophidset

"Skal jeg?" Bondepigen blev i et øjeblik helt mundlam. "Edward? Er det meningen at jeg skal giftes med dig!?"

"Det var meningen," sagde han og kiggede ned, "Men hvis du vil rejse, så rejs."

"Tak Edward! Jeg, - jeg håber virkelig vi stadig kan være venner?" sagde hun tøvende

"Jo..."

Efter maden gik bondepigen op på sit værelse, og pakkede sine ting. Da hun igen kom ned, og havde stillet kufferterne, hørte hun dronningen og kongen midt i en heftig samtale. Selvom det ellers var forbudt, kunne hun ikke lade være med at smug lytte.

"Jamen, det er jo at forgifte hende!" hørte hun dronningen hviske,

"Feodora, vil du have at din søn bliver gift eller hvad?"

"Jo, jo selvfølgelig, men ikke på den måde. Tror du han vil have en kone der i virkeligheden ikke elsker ham?"

"Jamen, hun kommer jo til at elske ham!"

"Hun elsker ham ikke, og hvis du forgifter hende elsker hun ham jo ikke rigtigt."

"Det er nu næsten som rigtigt. Er det ikke godt nok? Ellers får vores søn nok aldrig en kone... vil du have han skal ende som en gammel ensom konge?"

"Nej, nej... men – Hvordan?"

"Se, det er let nok. Vi arrangerer et 'farvel – Party' for hende, og så laver vi de her magiske kager. Og dem er der kærlighedseliksir i. Så falder hun straks fuldstændig pladask for Edward, og så vil hun ikke rejse. Genialt ikke?"

"Jo." sagde hun stille, "Fuldstændig genialt." Men hun lød ikke som om hun mente det. Håndtaget knirkede, og bondepigen skyndte sig at gå hen og tage sine kufferter op, som om hun lige var kommet ned. Hun tvang sig selv til at kongen da han kom ud af rummet.

"Ja, jeg er klar til at rejse."

"Årh... vi har ellers lige planlagt et farvel – Party for dig. Det må du være med til, du kan rejse i morgen tidlig."

"Ej, ærligt talt... Det havde i ikke behøvet, og jeg er heller ikke spor sulten."

"Man kan da altid klemme en kage ned, eller to." sagde han og smilede, og han lignede absolut ikke en der snart ville forgifte en fattig bondepige. Man måtte sige at han var en god skuespiller. Festen skulle stå klokken tolv. Og alle menneskerne på slottet deltog, selv tyendet. Menneskene strømmede til den store balsal. Og den før så store sal virkede alt for trang nu. Tjenere gik rund med fade af guld og delte drinks ud. Senere små muffins og andre kager. Kongen kom over til bondepigen bærende på et fad med tre flødeskumskager. De så yderst delikate ud, men hun vidste at det ikke var andet end det ydre.

"Nej tak. Jeg er på slankekur. Efter alt den mad jeg har fået her, har jeg ikke godt af mere."

"Ej smag nu, de smager helt fantastisk!"

"Mm... det lyder lækkert!" Sagde en stor muskuløs mand. "Sådan en snupper jeg." Han proppede kagen i munden, kun i en mundfuld.

"Nej!" Skreg kongen.

"Hvad!? Måtte jeg ikke tage en?" Han blev bleg. "Der – der... er lige noget jeg må ordne," Stønnede han, og løb i modsat retning.

"Jeg.. øh – går lige ud og ser om han er okay." Sagde pigen, og skyndte sig af sted inden kongen standsede hende. Tilbage stod kongen, og så meget forvirret ud. Muskelbundtet stod og stirrede på prinsen med åben mund og polypper. Hvis man tegnede ham som en tegneseriefigur ville hans øjne have været to store, røde hjerter. Bondepigen kunne ikke lade være med at fnise ind i ærmet. Det var jo en ret alvorlig situation, men lige nu kunne hun simpelthen ikke tage det seriøst.

Bondepigen undgik kongen resten af aftenen. Og da festen endelig sluttede, ville pigen hjem med det samme. Hun ville ikke være her på dette slot et sekund mere. Hun tog sine brune hest, og red ud i den mørke nat. Da hun kom til gården var lyset stadig tændt i et vindue. Kristians. Hun gik ind til ham.

Han havde ventet på hende. Hun blev så glad for at se ham, at hun kyssede ham i hele hovedet. Hvor var hun glad for at hun var vendt hjem. En uge efter havde de besluttet at de skulle giftes. Prinsen blev også inviteret til brylluppet.

Men så skete der noget forfærdeligt! En kæmpe trold kom farende inde fra byen, selvom de ellers plejede  at holde til i skovene. Dens stank fik alle menneskerne til at holde sig for næsen, og dens fødder ødelagde alt på sin vej. Den var cirka otte meter høj, og otte meter bred. Der hang snotklatter ud af næsen på den, og den lignede lidt en kæmpe sten... den var helt grå, med en lille tot græs på hovedet. Den havde små – store – nej! I forhold til den var øjnene små.. grisagtige. Onde. Den standsede op foran den lille gård bondepigen boede på, og stak sine store fedtede hænder ind af døren, og fiskede efter noget. Han fik også fat i bondemanden, og Kristian.

"Ja... " mumlede trolden utydeligt, "Ham skal udryddes. Længe leve kongen af Renobia." Trolden skulle lige til at løfte fangerne til munden, da noget fløj i gennem luften, og ramte lige i troldens øje. En høtyv. Til at løfte hø. De to spidser ramte begge lige i øjet. Det er det man kalder et mesterskud. Trolde er jo ikke videre kloge, så den slap fangerne, og tog høtyven ud af øjet. Men problemet var bare, at øjet fulgte med! Det lignede simpelthen at trolden stod men en gaffel, og skulle til at spise sit eget øje. Der stod den så og gloede på sit spiddede øje, med det øje der stadig sad hvor det skulle. Men så begyndte den at hyle:

"AV! AV! HJÆLP MIG!!"

Pludselig var det helt tydeligt at hører hvad den sagde. Kristian tog sit sværd, og satte det mod troldens bryst.

"NEJ! SKÅN MIG! DET VAR IKKE MIG!"

Kristian rystede på hovedet, og skulle lige til at støde til.

"Nej. Kristian. Skån ham. Men, trold – så skal du også løbe ind i skoven, og langt, langt væk. Hvis vi nogensinde ser dig igen, dræber vi dig. Forsvind så. "

Det lod trolden sig ikke sige to gange, den spænede af sted mod skoven.

"Jeg fatter ikke at du lod den gå." sagde Kristian, "Den var ved at myrde os alle sammen!"

"Jeg ved det godt, men forstår du: Der var en der sendte ham. Kongen af Renobia."

Kristian måbede. "Hvorfor dog?"

"Fordi jeg ikke ville gifte mig med hans søn."

"Sikke en nedern konge vi har."

En måned gik, og brylluppet skulle fejres. Prinsen var der, men kongen og dronningen skulle noget andet. Godt for bondepigen. Både Kristian og bondepigen sagde ja, og deres øjne skinnede som stjerner resten af den festlige dag. Efter brylluppet red de ned til deres nye hus, en lille hvidkalket bondegård, langt ude på landet. Der havde de det hele for dem selv, og de nød det. Det viste sig at bondepigen var gravid, og senere blev deres familie forøget, og sammen levede de lykkeligt til deres dages ende. Og prinsen... jah – Han forelskede sig i muskelbundtet, og de blev lykkeligt gift. De adopterede en søn fra Lasialas, som ligger langt væk. Kongen blev meget deprimeret, mens dronningen startede et nyt modeblad hvor hun selv var model i højeste klasse. Og på den måde levede de næsten alle sammen lykkeligt til deres dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...