Pigen med paraplyen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2011
  • Opdateret: 10 aug. 2011
  • Status: Færdig
Skrev denne novelle som led i et skrivekursus, som forgik på østerskov efterskolen og med Mette Finderup som 'lærer'. Dette er kun en lille del af den, resten kan læses på Østerskovs efterskolens hjemme side. Søg på google.

Alexander mister en ven og får en nu, men er alting virkelig så nemt?

5Likes
9Kommentarer
1651Visninger
AA

1. Bedste venner

Jeg havde kendt Sebastian hele mit liv. Vi var altid sammen. I skolen, derhjemme og i byen. Vi var DE uadskillelige bedstevenner fra Hobro, men det skulle ikke blive ved …

Den dag, det hele startede, skulle vi være sammen efter skole. Vi småløb gennem skovvejen, væk fra Bymarksskolens mure. Vi havde lige fået fri og var på vej hjem til mig. Det blæste, og man kunne høre festpladsen gøre klar, selvom den lå i den anden ende af byen. Byfestens lyde faldt rytmisk i et med skoven. “Hurtigere, Alexander!” Sebastian grinede og satte farten op. Jeg var langsommere end ham, men han elskede at konkurrere. Jeg stoppede opgivende, og trak vejret hostende. Mine lunger kunne ikke klare anstrengelsen. Da jeg var lille havde jeg astma, og det sad stadig i mig.  Jeg er lille, spinkel med et rundt hoved og udstående øjne, som altid er rødere end resten af min hud. Mit hår er så lyst, at det næsten er hvidt, og mine øjne er lyseblå. Jeg ser med andre ord rigtig dansk ud. Sebastian var lige modsat. Han var heller ikke høj, men helt sikkert både stærkere og hurtigere end mig. Han havde gyldent pjusket hår og brune øjne. Han var den bedste til enhver form for sport, men gik ikke op i det. Jeg gik ud fra, at han var for doven. “Ej, hvorfor stoppede du?” Sebastian lavede en skuffet grimasse, mens han gik tilbage mod mig. Jeg rystede bare irriteret på hovedet. “Du ved jeg ikke kan følge med.” Han nikkede, det var ingen hemmelighed. Han lagde sin arm om mig, og ruskede mig. “Nu skal vi more os!” Og så begyndte han at synge højlydt.  Ikke noget rigtigt, bare noget han fandt på, og som jeg aldrig ville kunne gentage. Jeg grinede og skubbede til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...