Dukken

En stil jeg engang skulle skrive. Emnet hed "dukken" og der skulle naturligvis indgå en dukke. Jeg havde 2 uger til at skrive den, men kunne ikke finde inspiration. Først dagen før den skulle afleveres skrev jeg løs. Det her var hvad det blev til.

2Likes
2Kommentarer
1118Visninger

1. Dukken

Det var næsten forfærdeligt. Det var næsten umenneskeligt. Var han alene? Han blev ved med at løbe, ville ikke stoppe. Han hev efter vejret. Hans hjerte hamrede, lungerne brændte. Han løb over sandbakkerne ved kysten. Angsten var printet i hans øjne, som et vindpust fra en anden verden, en ondere verden. Hans hud var hvid som nyfaldet sne, som et hvidt lagen, som bladene på en forårsklar anemone. Det var frygten. Frygten for DEN… Det? Hvad end det var. Han faldt ned af en sandbakke og landede blødt i det fine sand, men han var hurtigt på benene igen. Han turde ikke stoppe. Han mærkede noget i kroppen sige fra, og troede først, at det var hjertet der ikke længere kunne følge med. Hjertet hamrede stadig, det var ikke det. Nej, det var maven. Maven indeni der vendte sig en gang. Af frygt, af ubehag. Han stoppede ikke, før han stod med havets brusende vand til knæene. Han vendte sig og så ind imod bredden. Den kunne ikke nå ham her.  Den kunne ikke svømme. Han så imod himlen. Der var overskyet. Tegn på regn.  Han var ligeglad, han ville ikke tilbage. Han ville blive her. Den kunne ikke nå ham her. Den ville aldrig nå ham her. Han smilede svagt. Han havde vundet. Han havde virkelig vundet. Den kunne ikke nå ham her. Den kunne ikke svømme. Han gav sig til at grine, som var noget virkelig humoristisk netop gået op for ham, som havde han først netop forstået pointen i en joke, som han havde fortalt igennem mange år. Men hurtigt falmede hans grin… Hans smil forsvandt og han blev atter bange. Den kunne da ikke nå ham her, kunne den? Angsten steg igen, op over ørene. Listende fra nakken. Indover hovedet, som ville den lægge sig som en hinde over hans ansigt og blokere hans luftveje. Han tog sig til brystet, som holdte han om sit hjerte, og bad det være stille. Kunne den nå ham her? Hvorfor egentlig ikke? Den ting var intet i nærheden af menneskelig. Så hvorfor skulle den ikke kunne nå ham? –Selv her. Den kolde kystvind ramte ham i hovedet som en hammer, og han fald på halen i det lave vand. Bølgerne kildede hans ryg med en blid vuggen. Om det var de kærtegnende bevægelser af dette halvdøde legeme, eller om det var den kolde og indtrængende vind der gjorde, at han ikke kunne lade vær med at tænke tilbage, vidste han ikke. Men noget satte tankerne i gang. Den sad i vindueskarmen. Stille. Den rørte sig ikke. Men hvorfor skulle den også det? Den var kun en genstand. En ting. Død… Han havde stået og set på den længe. Hvor han havde den fra? På bordet foran ham lå en pakke, en af de kedelige brune pakker fra postvæsnet, den var lukket op, og indholdet havde været denne afskyelige...Ting? Han havde vendt og drejet den pakke, men der var ingen afsender. Det eneste han kunne uddrage fra indpakningen var, at den var sendt via Finland. Smart. Sikkert umuligt at spore. Hvorfor også prøve? Nogen sendte ham en dukke, og hvad så? Han havde modtaget klammere ting. Han lagde forsigtigt pakken ind bagerst i klædeskabet, bag diverse gamle pakker. Dem vi alle kender. Dem man får, ikke vil have, men ikke vil bytte. Gamle sokker, en grim lyserød trøje som bedste gav ham da han var lille… Og nu pakken. Dukken lå ikke deri. Den sad i køkkenvinduet hvor han selv havde anbragt den. Den nat sov han tungere end nogensinde, trods torden og storm…

Det gav et sæt i ham. Hvad var det? Han drejede sig kejtet omkring nogle gange, men havet lå stille hen, og kun den tiltagende vind legede med bølgerne. Hans vejrtrækning blev en anelse mere rolig, men hans underbevidsthed var på vagt. En måge skreg i det fjerne. Det mindede ham om de gode gamle dage. Før kritik spalten i avisen, før alle de vamle gaver og ting på trappen… Før DEN.  Tordenen begyndte. Som et rabalder i det fjerne. Et lyn skar et ar på himlen, blødende. Regnen ramte ham i ansigtet. Snart styrtede det ned. Endnu et lyn viste sit fæle ansigt på himlen. Oplyste den et kort øjeblik. Oplyste alt. Havet. Ham. Stranden. Men kun et øjeblik. Efter lynet ventedes der en brummen, en torden, men i stedet fulgte en latter. En lille hæs, gnækkende latter. Et af dem der får rygsøjlen til at rasle. Blodet til at fryse. Den var her. Den havde fundet ham. Han rejste sig hurtigt og så ud mod horisonten. Derud hvor havet ikke kunne ses. Han kunne svømme. Den ville ikke få fat i ham. Den kunne ikke nå ham. Vinden tog til. Stormen var på vej. Orkan. Bølgerne steg, vandet steg… Latterens ekko ebbede ud. Kort. Så hørtes skridt. Små, listende, men ufatteligt høje. Næsten som var de indeni hans hoved. Angsttårer pressede sig på. En sætning, ganske stille, opgivende, angstfuld, men stadig var den der, ”Hvad vil du mig?”. Et lyn slog ned i det fjerne. Denne gang tættere end sidst. Han følte at hele stormen rasede, med ham som centrum. Han var midtpunktet. Han var målet. Skulle han løbe? Endnu et lyn lyste himlen op. Det føltes om flere timer. Som var tiden frosset. Tiden frøs, men tankerne fløj. ”- magen til inkompetente krakkemutter har jeg sjældent set…”. Han lænede sig tilbage på kontor stolen og så på skærmen. Spalten var næsten færdig. Og deadline var først i morgen. Han havde god tid. Alt var som det skulle være. Emnet denne uge var indvandrere . Et godt emne. Han smilede bredt. Han var en mand der levede af sine fordomme. Sit had. Hans verden var perfekt. Og det eneste han lavede var at skrive om den verden han ikke var en del af. Den urene verden. Og så tjente han oven i købet penge på det. Han smilede og tog en tår af kaffen. Udenfor regnede det. Dukken sad i vinduet hvor den hele tiden havde siddet. Sad den også sådan før? Han så lidt på den, men smilte så. Selvfølgelig gjorde den det. Hvem skulle ellers have flyttet den? Han grinede småt over sig selv, og tændte så fjernsynet. ” – Kvinden blev fundet død i sin lejlighed, hvor hendes hoved var blevet knust med en sten. Politiet har stadig ingen mistænkte, men et vidne hævder at have set gerningsmanden forlade lejligheden. Han beskrives som værende 160-180 cm høj og spinkel af bygning. Det er det tredje mord ,hvor gernings våbnet har været en sten, i denne uge. Politiet kalder det Hirtshalsmorderene. Hirtshals politi beder alle der har oplysninger i sagen om at henvende sig…”. Hvad var det? Han rejste sig og gik tættere på skærmen. En sten? At slå ihjel med en sten? Hans skæve smil kom på igen. Han havde vist lige fundet emnet for næste uge. Hvilken frygtløs morder, ville slå ihjel med en sten? Latteren lød igen. Denne gang tydeligere. Tættere på. Det var som om det hele gyngede. Det væltede. Han væltede. Bølgerne skyllede op over ham. Han kæmpede sig op. Hvad havde han gjort for at fortjene sådan? Bølgerne skubbede ham. Stranden lokkede ham. Den ville havde ham op på stranden. Og det skulle han nok komme. Han var nem at arbejde med. Bølgerne skubbede ham atter. Længere og længere ind imod kysten. Han turde ikke stritte imod. Selvom han ville af hele sit hjerte. Han var bange. Bange for at dø. Bange for at drukne i de farefyldte bølger. De insisterende bølger. Den sidste, den største, skubbede ham helt op på stranden, og han landede med hovedet i sandet. Han så op. Han kunne ikke se den nogen steder. Måske var det hele bare noget han drømte? Måske ville han vågne lige om lidt. Nu? Nu? Nu? Eller nu? Der skete ikke noget. Han hørte skridt bag sig. Han mærkede noget tage fat om hans ben. Den trak ham. Trak ham hen af stranden. Han så sig tilbage, men han kunne ikke se den. Han kunne ikke kæmpe imod. Hans krop slappede af. Som ville den ikke hjælpe ham med dette. Den havde givet op. Tårerne begyndte at flyde. De strømmede. Han rallede for sit liv. Som var det hans sidste gerning. Det føltes som om noget slog ham i hovedet. Han ømmede sig. Øjeblikke strømmede til ham som flash backs. Printet på nethinden. Brændt fast. Som en ødelagt projektor. En kvinde. En sten. Blod overalt. Han vaskede sine hænder. Den trak ham stadig. Hvor ville den hen? Han græd. Han flæbede. Han ville ikke mere. Endnu et slag af fortiden. En mand. En sten. Der var blod på tøjet. Den stoppede. Gav slip på ham. Vendte ham om på ryggen. Endnu et slag. En pige. En sten. Hun ville ikke stoppe. Hun ville ikke dø. Et slag. To slag. Der var blod overalt. Hun græd. Pigen skal ikke græde. Dumme pige. Ikke græde. Han åbnede øjnene, stirrede ind i dukkens glasøjne. Et lyn slog ned. Den hævede stenen. En knasende lyd. Han mærkede blodet flyde. Hjertet stoppe. Alt blev sort. Kun latteren fyldte hans hoved. Politiet i Hirtshals fandt ham. Manden på stranden. Hans ansigt var knust med en sten. Obduktionen viste, at han havde banket sit hoved imod en klippe, op til flere gange. Selvmord. Politiet gennemgik hans hus. Fandt det blodige tøj og den blodige sten, som det eneste i mandens støvede klædeskab. Det eneste der prydede køkkenvindueskarmen, og nogensinde havde prydet den, var en vissen kaktus i en revnet potte. • Utroligt hvad fantasien kan gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...