Du er død.

For seks år siden døede Augustas storesøster, Frederikke, i en bilulykke, hele familien var med i. Man ser bilulykken, der blev Frederikkes sidste, man ser begravelsen, og så ser man Augustas liv nu, seks år senere.

5Likes
10Kommentarer
2200Visninger
AA

2. To

Jeg vågner op af mit flashback, da Emil, nu tretten år, klemmer min hånd. Vi er til Frederikkes begravelse. Kisten er lige blevet sat ned i jorden, og nu er præsten igang med at prædike. Jeg håber på, at han snart vil blive færdig med at snakke, så jeg kan kan komme væk herfra. Mindet om Frederikke får mig til at få det dårligt. Det er en uge siden ulykken skete. Mine forældre kunne ikke bærer at bo i huset, hvor Frederikke engang levede, så vi er flyttet. Til en helt anden by, endda. Jeg kan ikke sige, hvordan jeg har det med det. Jeg føler ingenting. Efter Frederikke gik bort på denne tragiske måde, har jeg ikke haft følelser overhoved. Hun var min bedste veninde og min storesøster på samme tid. Det var hende, jeg kunne komme til, når jeg igen var blevet drillet i skolen. Hun forstod mig. Jeg stolede på hende.

I morgen skal jeg begynde på den nye skole. Jeg glæder mig ikke. Jeg har altid haft svært ved at møde nye mennesker, og at få et forhold til dem. Jeg blev drillet på min gamle skole, fordi jeg var så meget anderledes end de andre. Jeg sad tit bare og stirrede ud i luften, uden at hører efter, hvad folk sagde til mig.
Grunden til at jeg opførte mig på denne måde var, at jeg havde det på fornemmelsen. Jeg havde på fornemmelsen, at noget ville ske, noget med Frederikke. Jeg prøvede at sige det til mine forældre, men de ville ikke lytte. Nu, efter det er sket, kan jeg stadig bare sidde og stirrer ud i luften, men denne gang kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad sagde jeg? Jeg tænker og tænker, og ville ønske at jeg kunne gøre det om, ville ønske at jeg kunne have holdt mine forældre tilbage med at kører, bare en halv time, så vi kunne være sikre på, at ham den fulde var væk. Men det er for sent nu.
"Augusta Linnea Herlufsen. Svar mig. Skal du med hjem?" lyder min mors stemme. Jeg vågner op, og tvinger et lille smil frem, imens jeg nikker kort. Jeg er fuldstændig følelseskold, kan intet mærke. Jeg følger efter mine forældre og Emil, og sætter mig ind i den lejebil, vi har lånt, indtil den anden bil er i orden.
Jeg ser ud af vinduet, og følger træerne på siden af vejen med øjnene, så godt som jeg nu kan.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...