Du er død.

For seks år siden døede Augustas storesøster, Frederikke, i en bilulykke, hele familien var med i. Man ser bilulykken, der blev Frederikkes sidste, man ser begravelsen, og så ser man Augustas liv nu, seks år senere.

5Likes
10Kommentarer
2202Visninger
AA

4. Fire

Jeg kommer rigtig godt ud af det med Martin. Vi følges ad til hvert fag, og skilles så ved døren til mit klasselokale, hvis ikke vi skal have det samme. Han har også fransk, ligesom mig, og nogle gange taler vi fransk til hinanden, så halvdelen af de andre ikke kan forstå det, vi siger. Uden jeg ligger mærke til det, bliver jeg forelsket i ham.

En dag, omkring tre måneder efter jeg startede, aftaler Martin og jeg at gå sammen ned til centret, hvor vi skal møde nogle fælles venner. På vej derned snakker vi om alt muligt. Han er sjov, og han kunne ikke finde på at gøre mig fortræd. I hvert fald ikke med vilje.
"Hvorfor flyttede dig og din familie hertil?" spørger han, med undring i stemmen. Jeg synker en klump, og mit smil forsvinder, da jeg kommer i tanke om Frederikke.
"For seks år siden døde min storesøster i en bilulykke. Mine forældre kunne ikke holde ud at bo i huset, hvor hun også havde levet, så vi flyttede hertil," siger jeg sagte og ser ned i jorden. Jeg kan ikke kontrollerer mine følelser, så langsomt begynder små tårer at trille ned af mine kinder. Jeg mærker Martin tøve, og han stopper op. Jeg ser på ham, og tørrer hurtigt tårene væk, smiler halvhjertet til ham. Jeg bliver helt underlig til mode, da han langsomt ligger sin arm omkring mig. Jeg læner mig ind til ham, og er glad for at han er sådan imod mig, og forstår mig. Jeg tror, at det han gør sådan med alle sine pigevenner, men dér tager jeg fejl.

Vi er kommet over i centret, og går og ser på alle butikkerne. Vi er kommet lidt før de andre, så han kan vise mig lidt rundt derinde. Vi sætter os og drikker et glas cola hver, og når jeg ser væk, fornemmer jeg hans blik på mig. Men når jeg så ser på ham, ser han hurtigt væk igen. Det får mig til at rødme og fnise svagt. Sådan fortsætter vi, indtil en anden fyr på vores alder, som jeg genkender som Henrik, klapper Martin på skulderen. Henrik har set, at Martin så på mig med det intense blik, og han hvisker lavt i Martins ene øre.
"Glem ikke Maja."
Jeg hører det, selvom jeg har på fornemmelsen, at det ikke var meningen. Jeg synker en klump, og ligger mærke til at Martin undgår mit blik. Vi rejser os og går med Henrik hen til de andre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...