Regn

En kort novelle om en pige, der repræsenterer mennesket i rummet mellem liv og død. Novellen er kaldt "Regn", fordi regn for det meste symboliserer liv - og når ét liv slukkes, tændes et andet.

2Likes
2Kommentarer
737Visninger

1. Regn

Regn. En pludselig følelse af noget vådt ramte min kind, mens jeg stod og stirrede op i den grå himmel. Vinden hev insisterende i min hvide kjole, og mit brune hår blæste vildt omkring mit mandelformede ansigt. Mine grønne øjne var rettet direkte mod det. Men hvad i al verden var det overhovedet? Jeg havde aldrig set sådan noget lignende. Mens jeg bevægede mig længere ud på marken, holdt jeg vågent øje med det svævende stykke jord, der fløj over hovedet på mig. Et kort øjeblik brød jeg kontakten mellem mig og det flyvende stykke jord, for at se mig omkring og sikre mig at ingen andre end mig så det her.

Ja, jeg var måske lidt egoistisk, og måske ville jeg have den succes ene og alene. Solen var begyndt at dukke op, og køerne bevægede sig hæmningsløst over mod mig. Min yndlings ko, som jeg havde opkaldt efter min afdøde bedstemor Novra, gik direkte forbi mig uden at se én eneste gang på mig.

Jeg vendte mig for at se efter hende. Det lignede hende ikke. Noget havde fanget køernes opmærksomhed, og de flokkedes nu af sted mod den anden ende, lige ved laden, hvor høloftets lem stod på vid gab. En smule hø var faldet ud, og snoren var knækket over. Jeg gad ikke gå over at se, for jeg følte at jeg på en eller måde blev nødt til at følge det, der nu i dette øjeblik, svævede rundt på himlen.

Da jeg igen vendte blikket mod det svævende jordstykke, så jeg noget glitre, som en fortabt stjerne der ikke ved at den ikke skal lyse om dagen. Noget, eller nogen, var nu i et frit fald mod Hr. Arlons kornmark, og i et panikanfald, satte jeg i løb ud mod skoven for at komme om på den anden side af vores marker.

Jeg følte mig i god form. Jeg løb stærkt og trak vejret roligt. Jeg frøs heller ikke, trods den fugtige luft og den kølige regn. Nej, faktisk kunne jeg ikke længere mærke regndråberne. Normalt ville jeg have været forvirret så snart jeg bevægede mig ud i skoven. Men jeg vidste hvor jeg skulle hen. Jeg vidste det kun alt for godt.

Jeg er sikker på at jeg stødte ind i adskillige grene, men jeg ved det ikke, for jeg kunne ikke mærke grenene. I al forvirringen, i al den desperathed der nu havde forvandlet sig til et mål, gik jeg ind ad den røde havelåge, som er den eneste vej igennem det lave stengærde. Ja, godt nok var gærdet ikke særlig højt, men far havde sagt at man kunne skride på dem når som helst. Især mens det regnede. Jeg løb ikke længere. Mine fødder var ikke ømme, som de burde være. Min vejrtrækning var ikke tung, som den burde være. Mit hjerte galoperede ikke, som det burde gøre.

Det eneste jeg kunne føle, var den kæmpe trang jeg havde til at nå hen til det, der var faldet ned fra himlen. Og da var det at jeg så det. Det var en stor, funklende stjerne, som var landet lige midt på kornmarken. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg begyndte at snakke til den. Med en stemme der var kold som is og skrøbeligt som glas, sagde jeg: ”Du må ikke være her.”

Der var ingen reaktion, så jeg bevægede mig hen mod stjernen, som stadig glødede og funklede, som en kæmpemæssig flamme i en fast form. ”Du må ikke være her!” sagde jeg, denne gang lidt højere. Stadig ingen reaktion. Jeg lagde mine hænder på den i et forsøg på at flytte den, men før jeg vidste af det sad jeg på en engels ryg, svævende over hr. Arlons marker, og videre over skoven til vores egne marker. Jeg holdt et forfærdet gisp tilbage da jeg så de mange oprevede mennesker, der stod i en kreds omkring noget ved laden.

Jeg hørte gråd og råben, en trykket stemning. Som om det var det mest normale, bad jeg blidt og roligt englen om at flyve ned og se hvad der foregik. Englen gjorde som jeg sagde, og da så jeg noget der fik mit hjerte til at fryse til is. Nede på jorden lå jeg. Hvilket jeg ikke kunne forstå. Jeg var jo her. Var jeg ikke?

Den ’mig’ der lå på jorden så helt forvrænget ud. Halsen mindede mildest talt om en kludedukkes hals, og min ene arm lå under mig, helt asymmetrisk.

Det var først da jeg så blodet og det knækkede reb i mine hænder at jeg forstod, hvad der egentlig var sket; Jeg var hoppet ud, for Tristan havde kaldt på mig ude fra marken. Han havde sagt at det var vigtigt. Jeg havde taget en genvej, svunget mig ned ad rebet og landet mod jorden. Det næste jeg husker er, at jeg står midt ude på marken og ser Tristan spæne af sted. Men jeg havde ikke fulgt efter ham, for jeg troede at det var en eller anden form for drengestreger. Og da havde jeg set det svævende jordstykke.

Englen var begyndt at flyve igen, men jeg kunne ikke tage blikket fra min familie, venner og de oprevede mennesker. ”Du må ikke tage mig væk, hr. engel.” sagde jeg bedende. Men han slap mig ikke, og jeg kunne ikke slippe ham. Jeg havde heller ikke lyst. Jeg havde bare så pokkers svært med at forlade en verden, jeg aldrig havde kendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...