Samael

Samael er en selvbiografi skrevet som en form for novelle for, at læseren selv kan sætte sig ind i det.
Jeg vil gennem historien prøve at forklare, hvordan mit liv har været fra da jeg blev født og til nu. Jeg har ikke brugt de rigtige navne for at beskytte min familie, mig selv og mine venner.

Jeg har skrevet Samael for at nå ud til folk, der har haft lignende hændelser, prøve at sætte ord på noget de måske ikke kan.
Samael er en ærkeengel der er kendt for at destruere og ødelægge al håb, men ses både som god og ond.

Jeg kommer aldrig til at slippe af med Samael.



Lucy er en pige, der oplever svigt igennem 13 år, fra hun er blot tre år, og frem til en alder af 16 og et halvt.
Gennem årene sker der ting, der traumatiserer Lucy, og hun hindres hele tiden i at komme videre, da fortiden jagter hende.
Hendes mors alkoholmisbrug, incest, psykisk og fysisk vold vil for evigt være indgraveret i hendes hjerte, og dette er hendes historie.

Dette er min historie.

1Likes
10Kommentarer
1576Visninger
AA

4. Selvmordsforsøg

Jeg blev ældre, og min depression voksede med min krop. Jeg var dog begyndt at snakke med min mor igen, noget, jeg var utrolig glad for. Hun var blevet ædru efter at have haft en døden-nær-episode. Hendes kæreste, Richard, havde fundet hende halvt livløs der på sofaen, så han havde straks kørt hende på hospitalet.

Men selvom jeg var begyndt at se min mor mere, så fik jeg det ikke bedre. Jeg husker, at jeg begyndte at pjække mere, og jeg kunne ikke sove. Jeg led af nervøs tvangsspisning, hvilket betød at jeg på meget kort tid blev overvægtig. Men da denne sygdom er svær at lægge mærke til, blev jeg ikke behandlet for det.

Helena var begyndt at blive direkte truende. Min far var ofte ude og spille med sit band, så jeg var lidt for ofte alene hjemme med hende.

Jeg husker trusler, som at hun ville smide mig på vejen og køre mig over ti tusinde gange, og en dag hvor jeg havde været oppe at skændes med Marie, tvang hun mig op ad en væg, slog mig og sagde, at hvis ikke jeg gjorde som hun sagde, ville hun ”sparke mig så hårdt i røven at jeg fik lortesmag i munden”. Dette var hendes præcise ordvalg, og det chokerede mig meget. Min far troede dog ikke på mig da jeg sagde, at hun havde sagt det. Jeg truede med at flytte ned til min mor, hvis ikke de stoppede med at hade mig så meget.

Jeg fik det slemt. Meget slemt. Hvis man spørger Michelle i dag, vil hun nok også kunne se tilbage på det hele som en dyster tid.

Jeg havde en veninde, Anna, som jeg også havde lært at kende på nettet. Men hun boede i Jylland, og da jeg skrev til hende, at jeg havde fundet et reb i garagen og havde tænkt mig at bruge det, fandt hun nummeret på Helena og ringede til hende og fortalte det.

Helena spillede sin rolle godt. Hun tudede og snakkede i telefon med hendes veninde hele aftenen. Men hun var falsk, for jeg havde fundet dokumenter på hendes computer om mig, hvor der stod meget hadefulde ting.

Min far var dybt bekymret. Men han begyndte også at interessere sig mere for, hvordan jeg havde det. Han sørgede for, at han om dagen vidste hvad jeg lavede, så sent en nat havde jeg planlagt at begå selvmord igen. Jeg græd, og jeg havde skrevet et selvmordsbrev hvor jeg blandt andet forklarede min brors voldtægtsforsøg og hvor jeg beskrev hvor ked af det jeg faktisk var.

Jeg var desperat. Jeg ville virkelig bare dø. Jeg tog en plasticpose og bandt den omkring min hals, ventede på at jeg skulle dø. Men det skete aldrig, for der var huller i plasticposen. Jeg blev aggressiv og smed posen fra mig, skar dybt ned i min arm i håb om at ramme noget, der ville få mig til at forbløde. Arrene skjulte jeg næste dag.

Jeg smed selvmordsbrevet ud og prøvede at planlægge endnu et selvmord, men jeg skulle hjem til min mor i weekenden. Jeg havde savnet hende, og jeg glædede mig til at se hende. Desværre for mig, da min far kom for at hente mig, havde han en masse flyttekasser med. Jeg spurgte ham forvirret hvad der foregik, og syntes at han var lidt fjollet, for jeg havde da ikke brug for mine ting hernede.

Det viste sig, at Helena havde fået sin vilje. Hun kunne ikke sende mig på den lukkede ved at overbevise folk om, at jeg var psykisk syg, men hun kunne smide mig ud af hendes hjem. Jeg var synderknust, og min mor var ufatteligt vred på min far.

Og ikke nok med, at de havde smidt mig ud; de havde også givet mit store værelse til Marie, så hvis jeg skulle på besøg hos dem, så måtte jeg få det lille værelse, der kun kunne stå en seng i.

Jeg begravede mig endnu engang bag musik. Jeg havde lagt min Japan-besættelse lidt til side og lyttede nu meget til Slipknot, fordi den vrede musik beskrev mit humør meget godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...