Tik .. Tak

En lille historie jeg skrev for længe siden.
En selvironisk pige, der mistede sin soulmate, og nu hader verden..

Kom gerne med kritik :)

1Likes
15Kommentarer
1330Visninger

1. 1.

 

”Tik tak, tik tak, tik tak,” lød det fra det store ur i stuen. Det store bornholmerur, min papfar havde haft med, da han flyttede ind. Det er den eneste lyd der høres i det store hus. Jeg blinker med øjnene og sukker for Gud ved hvilken gang.

Jeg er træt. Ikke af søvnmangel, jeg får da lov at have mareridt 4 timer hver nat. Og det kalder de søvn. Men altså, de siger jo så meget. De psykologer jeg har været hos. Jeg stoppede med at lytte til dem efter den 7’ende, som Helle, min mor, havde sendt mig til. I stedet har jeg bare min Ipod med, med ledningen inde under trøjen. Smart, ikke? De lægger i hvert fald aldrig mærke til den. De såkaldte hjernevridere, der kalder sig psykologer, selvom de egentlig bare har fået timer i psykologi i folkeskolen, og derefter jura på universitetet.

 

Men eftersom det kiksede for dem, har de tænkt ’ayeh, jeg tog jo de der timer i psykologi, så jeg tager bare et skilt på og kalder mig psykolog – så er der aldrig nogen der finder ud af at jeg er en total fiasko!’ Og hvis du spø’r mig, så er de virkelig outdated – og helt ude af civilisationen! Men kære gud i hindbær, dig der sidder i skysovs – jeg takker dig for at have skabt kunstnere som Pink & Eminem. De er alt hvad jeg lytter til, deres sange kører på replay i mit hoved, især deres sange ”When Im Gone,” Family Potrait,” og ”Don’t Let Me Get Me” og selvf. Er det også hvad jeg hører mens jeg sidder hos hjernevriderne..  

Og jeg hader DEM for det. For det er alt sammen deres skyld. At jeg er ødelagt indeni. Undtagen når jeg er hos Laban & Bandit. Når jeg er hos dem er de min medicin – min afledning, mit liv. Alt jeg ejer og bekymrer mig om. Alt der nogensinde har betydet noget siden.. – og som altid vil blive det eneste jeg bekymrer mig om. For resten af verden rager mig en fucking skid. Sådan! Så er det sagt. Jeg savner dog Filur. Min gamle hollandske sportspony, som var mit livs soulmate. Men jeg kommer aldrig til at se ham igen. Han er nemlig væk. For evigt. Død. Aflivet. Eksisterer ikke mere. Hold kæft jeg savner den pony! Dumme voksne. Dumme! Det er Deres skyld – sammen med de møgunger.  

Jeg så ham blive aflivet – Filur.. Og det er grunden til jeg har mareridt. Grunden til at jeg aldrig sover, og aldrig vil komme ovenpå igen. For han var mit univers. Mit livs omdrejningspunkt. Og nu er han væk. For evigt. Gid de må brænde op i helvede. De mennesker, der har skylden. For jeg hader dem. Af hele mit hjerte. Og de har fortjent det. Så meget!.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...