Tilbage til virkeligheden... Christian Beadles!<3

Semira, er en hjemløs pige, der har vendt ryggen til alt og alle, og kun kan overleve, ved at gøre sig selv ondt. Hun ryger, tager stoffer, drikker alkohol, cutter sig selv, og alt andet, der kan påvirke hende. Hun støder en dag på en fyr nede ved stranden, som prøver at trøste hende. De mødes der hver nat, når stjernerne er fremme. Hvem er denne mystiske fyr? Bliver de venner, eller mere?

13Likes
26Kommentarer
2717Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Jeg opdagede ikke at det var blevet mørkt, før jeg stille kom tilbage til den rigtige verden. Stjernerne var igen kommet frem, og glitrede endnu en gang. Ligesom hver anden nat, jeg havde siddet ude på stranden, og bare kigget. Jeg plejede tit at komme her med mine forældre, når det var min fødselsdag. En tåre gled ned af min kind, da et minde dukkede op i mine tanker.  

 

”Højere,” grinede jeg, og så løftede min far mig højere, mens han legede, jeg var en flyvemaskine. ”Pas nu på hende,” sagde min mor, der sad nogle meter fra os, og solede sig. ”Far passer på mig,” sagde jeg, og smilede til min far. Han gengældte smilet, og tog mig så ned i sin favn. ”Jeg vil flyve,” sagde jeg, efterfulgt af en brumlyd. ”Nå så det vil du?” sagde min far, med et smil. Jeg nikkede ivrigt, så mit hår fløj omkring mit hoved. ”Det må du ikke, men ved du hvad du så må?” sagde han, og begyndte at vrikke med sine fingre. Jeg rystede kort på hovedet, og smilede ventende til ham. ”Du må blive kildet,” sagde han, og begyndte så at kilde mig. Jeg grinede, mens jeg vred mig rundt i hans arme. ”Du kan ikke undslippe det farlige kildemonster,” sagde min far, og kildede mig endnu vildere. Det fik mig til at grine højere, og vride mig endnu mere. Lidt efter lidt, stoppede min far, med at kilde mig. Da han var helt stoppet, satte han sig ned med mig, ved siden af mor. Min mor og far, gav sig til at kigge kærligt på mig, med et stort smil, på læberne. ”Du ved godt vi elsker dig, ikke også?” sagde min mor, og kyssede mig på kinden. ”Vi elsker dig meget højt,” sagde min far, og kyssede mig på panden. ”Jeg elsker også jer,” sagde jeg, og gabte. ”Er vores lille pusser, blevet træt?” sagde min mor, og aede blidt min kind. Jeg nikkede, og lukkede langsomt mine øjne, inden jeg forsvandt, ind i drømmeland.  

 

Jeg opdagede ikke hvor meget jeg græd, før en tåre gled ned af mine kinder, der allerede var våde. Jeg havde aldrig glemt den dag, selvom det efter hånden var 11 år siden. Jeg var kun 5 år den gang. Det var den gang, hvor livet var så nemt, og man kun ville blive stor. Lige så stor som mor og far. Men når man bliver ældre, vil man kun blive yngre. Det var også først der, jeg opdagede, at der var en ved siden af mig, da jeg kunne høre en andens vejrtrækning. Jeg kiggede til siden, og så drengen fra dagen før. Ham, der havde været så forbandet venlig, at det var irriterende. ”Er du okay?” sagde han, og tørrede en tåre væk, fra min kind. ”Kan du ikke spørge om andet?” sagde jeg, med en irriteret, men grødet stemme. ”Du svarer mig ikke, men når du har, kan jeg vel spørge om noget andet,” sagde han, med et lille smil. ”Jeg svarede dig i går,” sagde jeg, og kiggede ud på havet. ”Ja, men jeg spørg dig nu,” sagde han, med en venlig stemme. ”Gør du det her for at være høflig, eller er du bare sådan normalt?” sagde jeg, og kiggede på ham. ”Jeg er sådan normalt. Det går tit mine venner på,” sagde han, og trak på skuldrene, med et smil. ”Du er ikke min ven, men det går også mig på,” sagde jeg, uden et smil. ”Men er du okay?” sagde han, da der var stille, i lidt tid. ”Det kommer an på, hvordan du definerer okay,” sagde jeg, og kiggede ned i sandet. ”Okay, så spørg jeg om noget andet. Hvorfor græder du?” sagde han, og fik øjenkontakt med mig. ”Det er privat. Nyt spørgsmål,” sagde jeg, for jeg gad virkelig ikke forklare det. ”Hvad hedder du?” sagde han, og smilede stort. ”Se det er et tilpas spørgsmål. Jeg hedder Semira. Hvad med dig?” sagde jeg, og kiggede op på stjernerne. ”Christian, men mine venner kalder mig Chris,” sagde han. ”Hvorfor har du kniv på dig?” sagde Christian, og fik kort øjenkontakt med mig. Jeg afbrød den hurtigt, og kiggede op på stjernerne. Jeg trak på skuldrene, da det også var privat. ”Hvor har du arret fra?” sagde Chris, og pegede på min arm. ”Er du altid så nysgerrig?” snerrede jeg af ham. Okay, det var ikke med vilje, at jeg ville snerre af ham, men jeg ville virkelig ikke snakke om det. ”Undskyld,” sagde Chris, og så kiggede jeg over på ham. Han kiggede såret ned i sandet. ”Det er mig der undskylder, jeg hader bare når folk er for nærgående,” sagde jeg, med en opmuntrende stemme. ”Jeg tror jeg vil gå hjem. Vi ses i morgen,” sagde Chris, og rejste sig op. Jeg rejste mig også op, og børstede hurtigt sandet væk fra mig. ”Farvel,” sagde jeg, og begyndte at gå op af bakken. ”Ikke farvel, men vi ses,” lød Chris’ stemme et stykke væk. Jeg ignorerede den, og gik så igennem skoven, indtil jeg kom til min hytte. Jeg lagde mig på mosset, og kiggede lige op på grenene over mig. Jeg tog hurtigt min lille vodka flaske frem, og tog en ordentlig slurk, inden jeg lagde mig til at sove. Jeg ved ikke hvornår jeg faldt i søvn, men der gik sikkert ikke lang tid, før jeg var forsvundet ind i drømmeland. Jeg tror min krop vågnede, før jeg selv rigtigt vågnede. For da jeg åbnede mine øjne, sad jeg op. Jeg havde kun en meget lille hovedpine, ikke det helt store. Så var den plan gået i vasken. Jeg havde ikke rigtig lyst til noget, så jeg lagde mig bare ned igen, og lukkede mine øjne. Endnu en gang, gik der ikke lang tid, før jeg faldt i søvn.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...