Tilbage til virkeligheden... Christian Beadles!<3

Semira, er en hjemløs pige, der har vendt ryggen til alt og alle, og kun kan overleve, ved at gøre sig selv ondt. Hun ryger, tager stoffer, drikker alkohol, cutter sig selv, og alt andet, der kan påvirke hende. Hun støder en dag på en fyr nede ved stranden, som prøver at trøste hende. De mødes der hver nat, når stjernerne er fremme. Hvem er denne mystiske fyr? Bliver de venner, eller mere?

13Likes
26Kommentarer
2721Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Kniven jeg havde i min hånd, skinnede i solen, mens jeg drejede den. Den så voldsomt stor ud, i forhold til mine små, tynde fingre. Jeg kiggede mig omkring. Jeg var på toppen af bakke, ved stranden. Den højeste af dem alle, som ingen gik op på. Men selvom mine lunger havde svært ved at følge med, så var jeg blevet ved med at gå. Smerten i mine lunger, var tilfredsstillende. Alt der gjorde ondt på mig, var okay. Jeg var slet ikke god nok, og det burde min krop virkelig vide. Gennem smerte, er den eneste måde, jeg kan gøre det. Jeg satte forsigtigt kniven på min underarm. Den var kold, og en enkelt kuldegysning, fik min krop til kort, at ryste. Jeg skar hurtigt i min arm, og lukkede mine øjne. Den smerte der kom, var stor. Den var så smertefuld, og tilfredsstillende, at et enkelt nydelses støn, kom ud af min mund. Duften af blod, nåede mine næsebor. Jeg tog en dyb indånding, og nød den. Jeg åbnede mine øjne igen, og kiggede på min arm. Den var blevet smurt helt ind i blod. Et stort smil, spillede på mine læber. Jeg tørrede kniven i græsset, og drejede den så i solen, og betragtede den. Så smuk, og så farlig. Jeg spejlede mig selv i den, og straks forsvandt mit smil. Kort, mat rødt hår, med sort bund, grønne øjne, mørkerøde læber, og bleg hud. Jeg havde ikke fået farvet hår, men det var blevet klippet. Jeg ville ikke have langt hår, det sagde min mor, passede til mig. Og min mor, havde jeg forladt. Jeg bestemte over mig selv, jeg ville ikke gøre noget, der kunne tilfredsstille hende. Eller nogen anden. En tåre trillede ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt og vredt væk. Jeg ville ikke spilde mine tårer, på dem. Jeg rejste mig op, fra det bløde græs. Det var alt for blødt. Jeg gik langsomt ned af bakken, mens jeg gemte min kniv væk, i mine sorte læderstøvler, der gik mig til knæet. Jeg havde lavet en beholder til kniven. Jeg havde et par sorte shorts, og en grøn top, uden ærmer, som gik mig lige til navnet, med tallet 13, printet på med sort, og mine store, sorte solbriller på. Jeg kom ned for enden af bakken, og gik så langs vandet, væk fra alle andre. Jeg kiggede ned i sandet, og kiggede på vandet, der kom og forsvandt, under mine fødder. Jeg kiggede ned på min arm, der allerede var stoppet med at bløde. Jeg stoppede op, og satte mig på hug. Jeg vaskede vandet væk, så et snitsår, viste sig. Jeg rejste mig op, med et tilfredst smil, og gik så videre. Jeg fortsatte, med at kigge ned på vandet, der kom og forsvandt under mig, lige indtil jeg stødte ind i en person. Inden jeg faldt, blev jeg grebet af personen. Jeg kiggede forskrækket op, og stillede mig så ordentlig op, inden jeg rev mine arme til mig. Det var en dreng, der var et godt stykke højere end mig, sorthåret, og blå øjne. ”Undskyld,” sagde han, med et skævt smil. Jeg gik bare udenom ham, og kiggede ned i sandet. Jeg lukkede lydene omkring mig fra, og kom så ind i min egen verden, endnu en gang. Selv sandet, syntes at forsvinde, da billeder i mit hoved, dukkede frem for min nethinde. Billeder, fra fortiden. Den gang, jeg levede rigtigt. Efter min familie og venner, opdagede jeg skar i mig selv, og meget andet, blev de selvfølgelig vrede, og sårede over, jeg ikke havde sagt noget. Jeg havde endt med at råbe af dem, og stak så af. Jeg havde vendt alt, og alle ryggen. Og rent ud sagt, var jeg ligeglad. Jeg gad ikke leve, men hellere lide, end at dræbe mig selv. Hvis det gjorde ondt, var der jo intet galt i det. Nej, smerte på mig selv, gjorde intet. Absolut, intet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...