I Trusted You

Dette er en historie om nittenårige Stephanie, som møder den søde, charmerende Alexander på tyve. Men kan de finde den rolige kærlighed? Og hvad er det mystiske ved Alexander? Hvordan vil hendes far reagere?

2Likes
8Kommentarer
2069Visninger
AA

4. Hygge tur

Jeg vågnede og så på mit vækkeur for at vide hvor længe jeg havde sovet. Klokken var halv otte – *** jeg må skynde mig, var min første tanke. Jeg fór op og stormede hen for at få tøj på, og stormede ud, tog et æble og stormede ud til min cykel og cyklede i skole. Da jeg kom hen i skolen satte jeg mig fraværende på min plads og undervisningen fortsatte. Jeg tog min bog og notesting frem. Men i stedet for at følge med, sad jeg og tegnede små ting på papiret som ’F!CK’ eller ’OMG’ eller noget lignende, for at virke hård mod mig selv. Min lærer troede vel jeg skrev noter, fordi han så ikke anderledes på mig end de andre. Det gjorde May dog. Jeg gengældte hendes blik og hun så forvirret på mig. Jeg mumlede noget meget meget lavt, som jeg knapt nok selv kunne høre. Jeg så ned i bordet, og idet klokken ringede rejste jeg mig med et sæt og fór ud af klassen. Jeg var vred, ulykkelig og alligevel glad på samme tid. Jeg gik mod kantinen alene og May var omkring 5 meter bag mig. ”Hvad vil du May?” Spurgte jeg imens jeg stadig gik fokuseret mod kantinen. Jeg skulle bare væk. Væk fra min omgangskreds. ”Hvad er der galt?” Spurgte hun betænksomt. ”Ikke noget.” Jeg så nu på May og stoppede op. Jeg tøvede i et alt for langt øjeblik. ”Hey Stephanie?” Spurgte May. Jeg så på hende som svar. ”Hvad siger du til at tage med mig og nogle venner i svømmehallen på fredag?” Jeg så lidt på hende og nikkede derefter. Jeg gik mod kantinen og hun fulgte efter. Jeg købte noget mad og hun købte noget mad. Jeg satte mig og hun satte sig overfor. Jeg spiste en smule, men ikke meget. May spiste dog en del. Jeg så tøvende på hende. Jeg forsvandt ind i mine egne tanker, som jeg jo alligevel altid gør. Jeg tænkte på Alexander der ikke var i skole i dag.  Den fredag var – facinerende – fantastisk. Alle gode ord. Det startede med at skolen var okay. Men i hvert fald, svømmehallen. Jeg var lige kommet hjem og pakkede, da May ringede på døren. Vi gik hen til svømmehallen, da der ikke var særlig langt. Vi gik ind og klædte om – jeg havde en gul bikini, imens May’s var skrig-grøn. Vi gik ind i svømmehallen og så rundt. ”Hvem er ’dine venner’?” Spurgte jeg May og håbede ikke på Alexander. Hun så lidt rundt, og åbnede så munden. ”Alexander, Patrick – Ja din lillebror, Taylor & Oliver.” Alexander. Ville jeg kunne modstå ham? Please, Hjælp mig gud! Med et så jeg 3 drenge komme gående hen mod os. Den første jeg så var Patrick. Siden hvornår havde han haft sådan en smuk overkrop? Han var bleg, men man kunne se hans muskler tydeligt. Han havde helt klart været i vandet, da han var våd. Det kom lidt bag på mig at han så sådan ud. Hans bryst var glat, og man så straks ned på hans muskler. Hans brune hår var vådt. Han smilede stort. Han havde lyseblå shorts på. Bag ham gik Oliver som overhovedet ikke lignede sin storebror. Hans brune hår var gennemblødt og han havde blå shorts på. Han havde muskler, ligesom Patrick imens han smilede stort. Hans brune gennemborende øjne så på Taylor som stod ved siden af mig. Hun havde en lyserød bikini på. Hendes mørke hår hang ned og var vådt. Først nu lagde jeg mærke til Alexander. Den bagerste. Han fik mig nærmest til at dåne. Det var tydeligt at han var to år ældre end Oliver &’ Patrick. Han havde muskler, ja det havde han. Hans bare solbrune hud var overalt. Jeg blinkede en masse gange og så på hans muskler. Ikke direkte for stærk. Ikke direkte for slap. Hundrede procent perfekt. Han havde et skævt smil på læben. De gik hen mod os med elegante lange skridt. May tog kontrollen og begyndte at snakke. ”Det var godt i kom. Vi har ventet længe og nøj hvor længe har i lige trænet? Men på den anden side er i jo store nu. Men jeg vidste virkelig ikke at i havde så mange muskler, seriøst. I ser jo vildt godt ud,” Oliver himlede med øjnene. ”Men i hvert fald. Skal vi ud og bade? Hvad med at gå i? På den anden side.. Det er hurtigere at hoppe i. Hvad med 3-metervippen? Nej den har for meget fart på. Etmeteren er også for vild. Jeg tror bare at vi går i, ikke?” Hun smilede stort og så rundt på os. Jeg ville gerne se drengenes reaktion så jeg så på dem. Patrick stod og smågrinte. Oliver stod med et enormt smil placeret på læben. Alexander – se væk Stephanie. – så ud over vandet med et tænksomt blik. Han havde tydeligvis ikke hørt hende. ”Vi kunne tage vandrutsjebanen?” Foreslog Alexander og så på May. ”Ja. Ja. God idé.” svarede hun henrygt. Der var lang kø til den vildeste rutsjebane. Jeg stod forrest. Bag mig stod Alexander. Resten havde jeg ikke styr på mig. Jeg kunne hele tiden mærke blikket i nakken, hvilket var uudholdeligt. Jeg så halv irriteret på Alexander, som bare smilede skævt som svar. ”Tør du den overhovedet?” Spurgte han drillende, som om han havde glemt hvad jeg havde sagt. Jeg var ret sikker på at han ikke lige sådan gav op. ”Ehh..” Jeg tøvede. ”Det ved jeg ikke helt.” Jeg så rødmende ned i jorden. ”Du kan køre med mig.” Forslog han. Der var noget lusket i hans smil. Jeg tænkte mig kort om. ”Ja tak.” Svarede jeg. Jeg smilte stort og så lidt ned. Jeg kunne mærke rødmen. Jeg så at køen kun nu var på to mennesker. Da det blev vores tur, sad jeg mellem Alexander’s ben. Han holdt om min mave. Jeg synes selv at jeg var alt for tyk, men det synes alle piger vel? Hans hud var helt varm og blød. Helt perfekt. Vandrutsjebanen startede med at køre rundt også blev der helt mørkt. Man havde fart på og jeg bed mig hårdt i læben. Der var helt mørkt og ind imellem faldt der vand ned over os. Pludselig var der bare virkelig fart på og den var ret lang. Da den var slut gik vi hen til vandet. Selvfølgelig skulle Patrick liiiiige prale lidt. Ja, og selvfølgelig gik det galt. Han besluttede at hoppe fra tremeteren. Han hoppede på vej i et hovedspring, som endte i en maveplasker. Da han kom op, var hele hans overkrop rød, og jeg var ved at flække af grin. GUD hvor så det sjovt ud. Jeg gik hen mod kanten men pludselig snublede jeg. Flot Stephanie var min sidste tanke inden jeg slog hovedet ned i jorden og alt blev sort.  ”Er hun i live?” Kunne jeg svagt høre en stemme, der spurgte om – stemmen lød meget panisk. Jeg forsøgte at åbne munden men det lykkedes ikke. Jeg forsøgte at bevæge mig og det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke afgøre om jeg var ved bevidsthed eller ej. Jeg fik efter meget besvær åbnet øjnene og så sløret ud foran mig. Jeg kunne svagt se et ansigt over mit og et ved siden af. To mænd. Den ene ville jeg altid vide hvem var. Alexander. Den anden havde lyst hår og helt blå øjne. Han havde ikke været i vandet, og lignede lidt en læge. Han mumlede noget til Alexander. Jeg kunne ikke tyde hvad det var. Med et blev alt sort igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...