I Trusted You

Dette er en historie om nittenårige Stephanie, som møder den søde, charmerende Alexander på tyve. Men kan de finde den rolige kærlighed? Og hvad er det mystiske ved Alexander? Hvordan vil hendes far reagere?

2Likes
8Kommentarer
2073Visninger
AA

11. Det skete bare ikke!

Jeg vågnede med et sæt. Jeg så lige ind i Alexanders grønne rolige øjne. ”Rolig Steph det er okay. Det var kun et mareridt.” Beroligede han mig. Jeg nikkede og så på ham. Jeg var helt tavs. Jeg så på hans ansigt. Hans perfekte kurver i ansigtet. Hans mund var en lille smule åben. Han havde perfekte læber, man kunne kysse dag ud og dag ind. Hans perfekte solbrune hud. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans kind og nussede hans kind. Den var dejlig varm og blød. Hans hud var jo helt perfekt. Hans læber bredte sig ud i et smil. Verdens dejligste og mest perfekte smil. Jeg lod en finger glide hen over dem. Hans smilede stadig. ”Har jeg tilladelse til at kysse dig?” Hviskede jeg sødt. ”Ja.” Hviskede han, med den dejlige accent. Jeg lod mine læber røre hans. I starten var det ret blidt. Det forvandlede sig dog hurtigt til mere inderligt. Han lod sine hænder fører rundt på min ryg. Jeg lod min ene hånd glide ned ad hans hals og ned og knappe hans skjorte op. En efter en. Lod hånden kører ned over hans bryst og mave. Jeg ville ikke blive afbrudt i dette øjeblik. Jeg elskede ham helt grænseløst. Han var min.  Jeg vågnede op omkring 10 om aftenen. Det der var sket tidligere havde helt klart været den dejligste stund i mit liv. Min far ville flippe ud, og nærmest dræbe Alexander hvis jeg ikke stoppede far først. Jeg lå og stirrede ud af vinduet, imens jeg havde sovende Alexander’s arme om mit liv. Det var en behagelig fornemmelse. Han var varm og blød. Jeg kunne ikke fatte han kunne være den onde person. Det var jo helt umuligt. Jeg lå i min egen fantasiverden da der pludselig lød et brag. Jeg skreg og Alexander fór op. Han greb en daggert og så rundt. Der stod han kun iført boxershorts og så rundt. Der måtte ikke være noget, ikke være noget, ikke være noget. Jeg bad indeni om at der ikke var nogle. Men det var der. Henne i et hjørne stod den gamle mand og smilede ondt. Jeg troede jo han var god?! Jeg panikkede og skreg højlydt. Alexander begyndte at hvæse. Pludselig sprang 3 drenge ind. Jeg genkendte hurtigt alle fra skolen. De begyndte at forsøge at slås mod den gamle mand. Men ham skulle man ikke spøge med. Han slog saltomotaler, kolbøtter og kraftspring. Kampen blev vildere og vildere. De fik ham aldrig ned at ligge eller noget. ”Jeg vil have hende!” Skreg han og så på mig med et ondt blik. Alexander hvæste og skubbede manden ind i reolen så den væltede med et brag. Den yngste af de 4 drenge, som hed Austin Johnson kom hen til mig. Han løftede mig op. Jeg vred mig og nægtede at tage med ham. ”Tag med ham Steph.” Sagde Alexander imens han kæmpede. Jeg forsøgte at slappe af. Men det var hårdt. Austin bar mig ud i bilen hvor jeg langsomt faldt i søvn…  Jeg mærkede et par hænder om min ryg og jeg følte mig helt slap. Jeg kunne ikke røre mig og følte jeg bare skulle dø. Hænderne var varme og venlige, ikke kærlige, men venlige. Vedkommende løftede mig op og jeg kom hurtigt ud i kulden. Jeg gyste og åbnede langsomt og søvnigt øjnene. Et lille klynk undslap mine øjne. Jeg kunne ikke genkende drengen. Han måtte være omkring de 17-18 år ung. Han havde den samme lysebrune hud som Alexander og havde klare, lysebrune øjne. Der var noget bekendt over ham. Hans hår var sat med mindst et ton voks. Han så roligt ned på mig og smilte skævt. ”Hvad så søs?” Spurgte han roligt – han var ikke hvem som helst. ”Patrick!!” Jeg tabte nærmest kæbe og mund. Han var vokset helt vildt og så rent faktisk godt ud. Hans hud var mørkere, men øjnene var magen til mine. Klare og blå. Smilet formede sig langsomt på mine læber, men straks blev jeg chokeret. Lige foran os var et enormt bord og han lagde mig langsomt derop. Han tog en kniv frem og et ondt smil formede sig på hans læber. Hans øjne blev røde som blod og han tog sin trøje af. Jeg følte mig slap og jeg begyndte at klynke. ”O tu magnum in caelo. Let me sacrificium ex hac puella. Sedfacio, tu REDEO in corpore. In mortuum tuum. Tu pulchra sunt.Volo osculari. Ego ero vobis in unum. Subesse. Aenean est.” Ordene formede sig på hans klare læber.  Det var ikke Patrick. Det var det bare ikke. Pludselig var alt lyst og et skrig undslap mine læber. Alt begyndte at blive sløret og jeg hørte få ting. Jeg begyndte at blive slap og klynkede over smerten der langsomt skød op igennem min krop. Fra tå til top. En kniv for ind i mit håndled og skriget røg ud af min mund. Jeg vred mig og det blev mere og mere sløret. Jeg skulle dø. I dag. Lige nu. Alexander skulle bare være okay. Det skulle han bare. Alt andet var lige meget. ’Nu dør jeg’ tænkte jeg også blev alt sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...