I Trusted You

Dette er en historie om nittenårige Stephanie, som møder den søde, charmerende Alexander på tyve. Men kan de finde den rolige kærlighed? Og hvad er det mystiske ved Alexander? Hvordan vil hendes far reagere?

2Likes
8Kommentarer
2071Visninger
AA

10. "Det er okay Steph"

Stephanie’s synsvinkel:  Jeg vågnede da jeg hørte en banken på vinduet. Jeg genkendte hurtigt værelset, rejste mig og gik ud i køkkenet. Alexander var ingen steder at se. Huset var helt stille. Alt for stille. Jeg ignorede det og så sedlen på bordet sammen med en kniv. Jeg kunne ikke gemme et gisp. En kniv?! Alexander hvad tænker du på?! Jeg gennemlæste sedlen men lagde bare kniven på plads. Jeg tog brødkniven og skar noget brød. Jeg smurte mig en mad og begyndte at spise. Det bankede på men jeg lukkede ikke op. Døren smækkede op og ind trådte en høj, lyshåret mand ind. Han havde brune øjne og så rundt. Hans store krop kom bag på mig. Han så nu på mig. Han så nærmest helt sulten ud. Han løftede mig op og holdt mig ind til væggen. Jeg gik i panik og skreg. Sekundet efter stod Alexander der med en kniv i hånden. Jeg kunne ikke få luft. Jeg var vildt forvirret og forstod ingenting. Jeg troede jeg ville dø. At Alexander var kommet for sent. Jeg mærkede jeg ramte gulvet også blev alt sort.  ”Er hun i live?” Spurgte den velkendte hotte stemme. Jeg ville åbne øjnene. Skrige på hjælp. Men jeg kunne ikke. Alt var bare sort og forfærdeligt. Jeg håbede inderligt på at lægen sagde ja. Jeg ville ikke forlade Alexander nu. I denne hårde tid. ”Ja.” Sagde en lys stemme. Jeg kunne forestille mig et svagt smil på Alexander’s læbe. Hans smukke øjne lyse af håb. Jeg kunne svagt føle en hånd ved mit hår. Jeg mærkede trangen til at sætte mig op. Med et kunne jeg slå øjnene op. Jeg satte mig op. Der sad en mand med sort krøllet hår og bløde brune øjne. Han havde Læge Skjorte på og bad mig ligge mig ned. Det gjorde jeg så og så på Alexander. Han smilte bare stort ud over hele fjæset. Han var tydeligvis glad for at jeg var vågnet. Jeg smilede svagt og så på lægen.  Få dage efter blev jeg udskrevet. Jeg havde stadig tons af ubesvarede spørgsmål der skulle stilles. Jeg så på Alexander da vi sad i bilen. ”Jeg er en nurder.” Svarede han da jeg åbnede øjnene. ”Jeg dør hvis jeg ikke myrder folk. Jeg kan godt nøjes med dyr. Men det kræver stor selvbeherskelse. Jeg er ikke den eneste af min art. Der er et par andre. Jeg kan høre deres tanker.” Han så ligeud og koncentrerede sig om kørebanen. Jeg var helt tavs. Vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Vi er udødelige.” Han så nu igen på mig. Jeg var overhovedet ikke skræmt. Det havde han nok forventet. Ja det havde han. Jeg så ham i øjnene. Hvorfor skulle jeg være skræmt? Det var jo bare sandheden.. Der var helt tavst imellem os og jeg fattede ingenting. Jeg stirrede ud af ruden hel tavs. Det hele rungede i mit hoved. Så gav det efter. Det han jo sammen. Jeg så på ham igen. ”Er din lillebror så også Nurder?” Spurgte jeg. ”Jeg mener i er jo i familie og sådan.” Han klukkede lavt. Han så igen på mig. ”Nej.” Han så ligeud. Han var igen helt tavs. Tavsheden var skræmmende. Jeg så på hans smukke grønne øjne. De var helt fastlåst til kørebanen. Som om de aldrig ville se væk. ”Er der.. Nogle.. Mere.. Farlige? Som vil dræbe mig?” Spurgte jeg nysgerrig. ”Ja.” Svarede han. Han var ikke særlig selskabelig i dag. Jeg så ud af vinduet. Helt tavs. Nu ville min verden forandre sig. ”Kan jeg blive Nurder?” Jeg så på ham med et bedende blik. ”Ja, men det sker ikke.” Jeg så ud af vinduet. Jeg ville overtale ham. Langsomt blev mine øjenlåg tungere. Og tungere. Søvnen indhalede mig. Jeg gabte og faldt i søvn.  Jeg gik hen ad stien i skoven, og bladene blev knust under min vægt. Det var allerede efter år. Tiden gik så hurtig. Tusmørket var på vej. Der var allerede ret mørkt. Og mest af alt – uhyggeligt. Omkring mig var kun træer. Egetræer, grantræer. Alle træarter man kan tænke sig. Jeg hørte nogle skridt bag mig. Jeg gispede. Der var en person bag mig. Jeg kunne fornemme det og høre det. Hvad var det? Skulle jeg dø nu? En person greb om mig og hamrede noget ind i min tinding. Jeg skreg men det hjalp ikke. Blodet løb ned af min krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...