Elementera

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2011
  • Opdateret: 30 nov. 2012
  • Status: Igang
det er historie som jeg har digtet lidt på, og har overvejet at skrive i et stykke tid. den handler om Lianne på 15 som siden hun var 10 har boet i mynglingehuset på NightCrest borgen. når man bliver 15 kan børnene fra mynglingehuset komme ud og blive lærlinge hos nogen af dem der arbejder på borgen. men Lianne bliver valgt som lærling hos borgens troldmand selvom hun ikke tør bruge hendes magi. grunden bunder i hendes hemmelighed om hendes mørke barndom...
jeg fik ideen til denne historie efter jeg havde læst Skyggens Lærling

12Likes
39Kommentarer
2829Visninger
AA

8. Bal? Aldrig i livet!

”Det her er ved at blive latterligt” sagde Lavian med en irriteret stemme. Jeg kiggede op på ham, og han rystede på hovedet. ”Du har så stærke evner og efter to uger, er det eneste jeg kan få dig til at bruge, din vind-magi” sagde han opgivende. Jeg kiggede ned på mine hænder. ”Det er da mere end jeg turde for to uger siden” mumlede jeg. ”Det er rigtigt nok, men det er latterligt. Du har brugt ild, jeg så det,” den sidste del af sætningen lagde han tryk på, ”og alligevel kan jeg ikke få dig til at bruge det” sagde han opgivende. Det gav et lille ryk i mig da han nævnte ilden. Kyou, som var kommet udenfor, stod og kiggede på os. Han sendte mig et medfølende blik, men jeg kiggede bare væk da jeg så det. I løbet af de to uger jeg havde været her, havde jeg fundet ud af, at dengang Kyou havde rørt mig efter det der skete på lærlinge-dagen, havde han set mine minder. De minder jeg havde forseglet så godt, dem havde han set. Jeg havde holdt mig langt væk fra ham, siden jeg havde fundet ud af det. Jeg havde bedt ham om ikke at sige det til nogen. Jeg ville bare gerne glemme det. For det havde været min skyld. Min skyld at de blev som de blev. Jeg knyttede mine hænder. Lavian sukkede. ”Okay så, hvad med vand eller jord?” spurgte han opgivende. Jeg tænkte mig om. ”Vand?” sagde jeg forsigtigt. Han sukkede lydløst af min forsigtige tone. ”Okay, vand så” sagde han træt. Han så ud som om han tænkte sig om. ”Hmm, en af mine venner ved meget om vand magi, men han bor langt væk.” sagde han så. Jeg kiggede op på ham. ”Hvordan vil du så komme i kontakt med ham?” spurgte jeg nysgerrigt. Lavian smilede. ”Om 4 dage er der et bal oppe på slottet. Alle magikere og deres lærlinge er samlet. I skal også med, så der kan du møde ham” sagde han så med et glimt i øjet. ”Bal?” sagde jeg forbavset. Så skiftede mit ansigtsudtryk til skræmt. ”Jeg kan ikke danse” sagde jeg pinligt berørt. Lavian kiggede på mig. ”Jamen så ved vi hvad du skal lære de næste par dage. Vi skal forresten have anskaffet en kjole til dig.” sagde han så. Jeg kunne se på ham at der var noget han holdt tilbage. ”Og hvordan vil du sørge for det?” spurgte Kyou pludselig, ”du ved at hendes kjole skal vise hendes mærke, men hun har jo også brandmærkerne at skjule”. ”Hvad?!” udbrød jeg og kiggede på Lavian. ”Det er en regel. Alle de magikere der har et mærke som ikke er nødvendigt at skjule, skal vise det til ballet. Visse magikere har deres til at sidder steder hvor det skal dækkes, så de er undtaget fra reglen. Men du har en pointe, Kyou,” sagde han og vendte sig mod ham, ”vi må vel anskaffe nogle handsker til hende”. Jeg stirrede bare måbende på ham. Ikke om han fik mig til at vise mig offentligt i en kjole, der viste mit mærke. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg rendte stadig rundt i mine langærmede trøjer, på trods af at Lavian havde forsøgt at skille sig af med dem, lige siden vi kom her. Jeg vogtede over dem som en høg. Jeg ville ikke vise mit mærke.

 

På trods af mine protester, red vi dog ind til byen dagen efter og fik skrædderen til at sy både en kjole og et par handsker til mig. Hun lovede at vi kunne hente det om tre dage.

Efter vi havde været ude og handle ind (foruden kjolen og handskerne som skulle hentes senere, havde vi købt nogle sko med høje hæle, samt smykker og noget til at sætte mit hår op med), tog vi tilbage til Lavian hvor jeg skulle lære og danse. Og jeg skulle selvfølgelig have skoene på. Allerede efter 5 minutter var mine fødder ved at tage livet af mig. Og det gjorde det ikke meget bedre, at jeg hele tiden trådte Kyou over fødderne, hvilket Lavian åbenbart fandt yderst morsomt. Da jeg endelig fik lov til at tage skoene af, var jeg i et elendigt humør. Og Kyou kunne vist godt fornemme det, for da han kom for at sige at der var aftensmad, turde han knap nok stikke hovedet ind af døren. Og med god grund, for havde han gjort det, havde jeg nok kylet mine sko i hovedet på ham. Da jeg kom ud til bordet, spurgte jeg straks om ikke jeg kunne få lov til at tage flade sko på. Men uanset hvor meget jeg tiggede, forblev Lavian ved sit, og sagde at jeg skulle være glad for at mine sko havde en mindre hæl end de fleste der mødte op til ballet højst sandsynligt havde (okay, høje hæle var måske så meget sagt, de var kun 5 cm, men stadigvæk…), og da jeg indså, at det ikke nyttede noget, satte jeg mig i stedet til at surmule. Og det var teknisk set sådan dagene op til ballet gik. Og dagen da vi skulle af sted, var vi selvfølgelig også nede og hente min (efter min mening) alt for åbne kjole. I det mindste havde jeg da handskerne, men det var nu ikke helt det samme. Og da vi endelig kørte mod slottet, turde de knap nok sige noget til mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...