skolens legende

14 årige Mellanies klasse er blevet tvunget til at sove på deres skole på halloween af deres lærer på trods af legenden om skolen. Og det viser sig at være en stor fejltagelse, da klassen bliver bliver overfaldet af fortidens ånder... PS. der er kun et kapitel af denne historie

2Likes
11Kommentarer
1317Visninger
AA

1. Skolens legende

Det var Lørdag og jeg var på vej i skole. Jeg hedder Mellanie, men mine venner kalder mig Melli og jeg er 14 år. Dagen før havde klassen fået at vide at vi skulle overnatte på skolen. Vi var ikke nogen der ville af den simple grund at det var Halloween. Vi kendte alle til ”legenden”. For eksempel vidste vi også at det ikke var nogen legende. Vores skole blev hjemsøgt på Halloween. Nogen af dem fra niende var nemlig en gang blevet udfordret til at blive på skolen over Halloween. Ud af de fem var kun to kommet ud, resten var forsvundet, og de to kunne fortælle at alt hvad vi havde hørt var sandt. Skolen var hjemsøgt. Det mærkelige var bare at det kun var Halloween. Hvilket også var derfor det var så skide sindssygt at vores lærer ikke kunne have lagt det en anden aften! Jeg mener Ole kender også legenden men han er så besat af at bevise at spøgelser ikke findes. Han så endda billederne. Han mente dog at de bare havde faket billederne. Umuligt, de to er nogle idioter med en computer. Men det er ligegyldigt for vi har mødepligt, så vi er nødt til at komme medmindre vi er syge, og jeg kunne ikke overtale mine forældre til at sige at jeg var syg, og jeg er ellers en god skuespiller. De så igennem det og nu er jeg så på vej hen til min hjemsøgte skole. Jeg havde skrevet med en af mine veninder kort inden og hun var også blevet sendt der hen. Det var uretfærdigt. Jeg var flyttet hertil for en måned siden og jeg havde hurtigt hørt om legenden, men da jeg ville fortælle mine forældre om det, slog de det bare hen som tom snak. Billederne var henne på skolen et sted som lærerne ikke kendte, så de kunne ikke gøre noget ved dem. Jeg sukkede. Det var tåget. Perfekt spøgelses vejr. Jeg sukkede igen. Det her ville blive den værste aften i mit liv. I det mindste var Amalie der. Amalie var min bedste veninde. På min sidste skole havde jeg ikke rigtig nogen venner hvilket var en af grundene til at jeg flyttede skole, men min far blev også overflyttet til et andet sted af sit arbejde så vi var flyttet. Det var jeg glad for, for jeg havde hurtigt fået nogle venner, hvor Amalie var en af de første.  Jeg var blevet sendt afsted til skolen klokken seks, men ankom først 20 minutter senere, og det plejede kun at tage mig fem minutter. Amalie var der allerede sammen med tvillingerne, James og Daniel som lignede hinanden som to dråber vand og alligevel havde hver deres fremtoning, som gjorde, at man kunne kende forskel på dem. De andre fra vores klasse ankom før klokken 7 hvor vi skulle spise. Efter vi havde spist blev der sat film på. Vi havde to lokaler der havde en projekter, så i det ene lokale blev der sat en film på og så en anden i det andet lokale og så kunne man selv vælge hvad man ville se, og om man i det hele taget ville se en. Ole havde selvfølgelig taget en gyser med, men nogen af os havde så smarte selv at tage film med, da ingen havde lyst til at se en gyser. Mig og Amalie endte med at se ”Twilight” mens James og Daniel så ”James Bond”. Da klokken blev 9 hørte vi en lyd. Det var et skrig og så en dump lyd. Lyden var kommet ude fra drengetoilettet, så drengene undersøgte det. Vi kunne høre hvordan dørene blev åbnet en efter en. Jeg kiggede mig omkring og så at de fleste havde et bange eller nervøst udtryk i ansigtet og jeg gættede på jeg havde et af de to udtryk selv. Lyden af døre der blev åbnet holdt op og drengene kom ud igen. En af dem havde en mobil i hånden. Det var Rasmus's. Nogle af drengene kom i tanke om at Rasmus og Sebastian var gået på toilet sammen tidligere men ikke var kommet tilbage endnu. Pludselig kunne man høre en dør der smækkede. Flere af pigerne skreg og nogle af drengene løb hen til depotet som lå i kælderen. Da de kom tilbage sagde de at der ikke var nogen men at døren var lukket. ”den var da lukket da vi kom” sagde en af pigerne pludselig og folk begyndte at hviske nervøst til hinanden. Til sidst kom Ole selvfølgelig og sagde at der ikke var noget galt. Vi gik lidt modvilligt tilbage til filmene. De andre begyndte at falde ned, men jeg var stadig ret skræmt. Vi så dog filmene færdige. Vores film blev først færdig, for vi kunne stadig høre at ”James Bond spillede inde ved siden af. Men pludselig hørte vi fodtrin ude på gangen. En af dem der sad tæt på døren åbnede den, men den blev hurtigt lukkede i igen. ”der er ikke nogen derude, men man kan tydeligt høre at der er nogen der går!” sagde pigen skræmt. Ligesom alle de andre var jeg frosset i frygt ved denne besked. Vi kunne nemlig godt høre fodtrinene og hendes skræmte ansigt kunne ikke være andet end ægte. Vi sad alle helt stille og bare lyttede mens trinene fortonede sig. Da trinene var helt væk åbnede vi døren og spænede ind til de andre. De havde også hørt trinene og de var som sad de på nåle. Alle var bange. Selv var jeg rædselsslagen og følte det som om jag kunne få et hjertetilfælde ved bare den mindste lyd. Da jeg så mig omkring så de fleste ud som om de havde det på samme måde. Ole kom ind og sagde at vi ikke skulle være bange og at der ikke var noget galt. Vi overhørte ham fuldstændig. Selvfølgelig var der en af pigerne der skulle påpege at det var fuldmåne. Det hjalp ikke, alle var skrækslagne og flere råbte at de ville hjem NU. Ole sagde at det kunne de ikke og hvis de forsøgte at stikke af ville de få en eftersidning. Jeg tror nu at de fleste var ligeglade med at de fik en eftersidning, de var for bange til at lytte. Klokken var allerede 10 og der kom flere og flere lyde og der skete flere og flere ting. Som at alle vandhanerne på toiletterne tændte, døre smækkede og flere fodtrin. En ting var sikkert. Vi var ikke alene. Og det blev bekræftet 10 minutter i 12 da en af pigerne løb skrigene ind af døren. Da drengene havde fået hende til at falde ned sagde hun, at hun havde set noget. ”det var kort men det var helt sikkert et menneske. Jeg kunne have taget ham for en almindelig person hvis ikke lige det var at jeg kunne se lige igennem ham!”. Okay der var dråben. Vi vidste alle at det her var noget pis og at vi burde komme ud, det var bare for sent. Klokken slog 12. Natten eksploderede i lyde, men den der var tydeligst var lyden af flere døre der blev låst. Klassen strøg hen til døren og den blev forsigtigt åbnet og i samme øjeblik blev der stille som om hele natten holdt vejret. Vi gik alle ud i samlet flok og gik forsigtigt hen til døren der førte ud, men da en af drengene tog fat i dørhåndtaget ville den ikke op. Mig, Amalie, Daniel og James stod som nogen af de forreste og pludselig hørte vi bare en skrigen nede fra de bagerste rækker og vi kunne høre folk der løb. Da vi vendte os om, stod et spøgelse med en kniv i hånden og ved siden af ham lå Oles krop. Uden hoved. Vi panikkede og løb uden egentlig at vide hvorhen. Da vi stoppede op stod vi i kantinen og vi kunne høre flere der skreg samt løbende trin rundt omkring på skolen, men lige her var der stille lige bortset fra vores forpustede åndedræt. Der var mørkt. Men det så ud til at vi var alene. Jeg lyttede og kunne høre at der var mange der skreg og nogle gange var der nogle skrig der stille døde ud mens andre brat blev afsluttet. Men der blev stille efterhånden. Til sidst blev der helt stille. Vi rykkede os sammen og sad bare og kiggede ud i luften. Nogle gange kunne man høre nogle øredøvende skrig. Klokken 2 blev der puslet ved døren. Da den blev åbnet stod et spøgelse, ikke med en kniv, men med et reb. Den styrede direkte mod os og jeg tror at det var adrenalinen der gjorde at jeg rejste mig og løb. Jeg skreg. Amalie og jeg havde godt fat i hinanden så vi løb sammen. Jeg nåede ikke at se hvad der skete med tvillingerne, men kort efter vi var løbet kom spøgelset ud igen. Den lignede en indianer, mørk i huden og med lædertøj på. Ansigtet var udtryksløst, som om han ikke havde nogen følelser eller han jagede børn til hverdag. Jeg kiggede til siden, og jeg så var så uhyggeligt at jeg kunne have kastet op på stedet. Det var en af pigerne fra min klasse der hed Andrea. Hun lå i en så unaturlig stilling at det var tydeligt at se at hun var død. Men ikke alene det, så havde hun også et gabende sår i maven og hendes indvolde hang ud af maven på hende. Hun lå i en kæmpe blodpøl og hendes øjne stirrede tomt ud i luften. Jeg kiggede væk, men det syn ville for altid være ætset fast på min nethinde. Selve gangen var kaos. Stole og bore var væltede og der lå blod flere steder men det var så lidt at jeg håbede at dem der havde blødt var okay. Der var ikke flere mennesker på gangen og vi løb og løb og løb. Da vi stoppede op var vi i den anden end af skolen. Man kunne se at der var nogen der havde smadret et vindue for der lå glasskår, men ingen af vinduerne var ødelagte. Som om spøgelserne havde repareret vinduet. Jeg gik hen og kiggede, men der var ingen spor udenfor. Så der var ikke nogen der var sluppet væk. Jeg vendte om mod Amalie og så at tårerne stod ned af kinderne på hende, og så opdagede jeg at jeg også græd selv. Vi åbnede forsigtigt døren ind til et af de nærliggende klasselokaler, og jeg kvalte et skrig. Henne i hjørnet lå 2 af drengene fra parallel klassen. Eller resterne af dem. Deres lemmer lå rundt omkring dem og de havde fået deres hoveder hugget af. Synet var så forfærdeligt at jeg kastede op. Min mave kunne ikke holde til det syn. Amalie lukkede døren og da jeg var færdig, gik vi hen til et andet lokale. Der var blevet lidt mere stille på skolen og det var som om der blevet sat en dæmper på spøgelsernes rumsteren. Vi var begge trætte men vi kunne ikke sove. Vi turde ikke snakke sammen af frygt for at nogen ville høre os. En gang imellem hørte vi skridt udenfor og så trykkede vi os så tæt sammen at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Frygten for at blive fundet imellem os, var så tyk at man nærmest kunne tage og røre den. En gang imellem var der et skrig, nogen gange forsvandt det stille og roligt andre gange brat, som en film der knækker. Klokken 3 hørte vi skridt ude på gangen, og så blev døren forsigtigt åbnet. Det var Daniel og James der var kommet ind. Men Daniel havde en stor flænge i kinden og en af hans fingre manglede. Men han var i live og midt i dette kaos var der da en god nyhed. Men det blev hurtigt glemt for et af spøgelserne havde fundet os og det var ham med kniven. Da han lavede et udfald mod os, fik vi spøgelset længere ind i lokalet og løb forbi ham. Jeg løb forrest og styrede direkte mod skolesygeplejerskens kontor. Denne gang barrikaderede vi døren. Ikke at vi regnede med at det ville hjælpe men det kunne være det kunne forsinke dem. Da vi havde barrikaderet døren ledte vi med det samme efter en falk kasse. Det var Amalie der fandt den. Men hun kunne ikke få sig selv til at begynde at rense sårene, så jeg gjorde det. Jeg fik renset Daniels sår og forbundet dem og så fjernede vi barrikaderne så vi hurtigt kunne flygte hvis det blev nødvendigt. Der var blevet helt stille udenfor. Og det var der vi hørte lyden. Den var lille til at starte med, men blev så højere. Det var lyden af døre der blev låst op. Da lyden døde ud åbnede vi stille døren og gik hen til den nærmeste yderdør. Den var åben. Vi gik alle ud i den stille natteluft og jeg kiggede rundt. Jeg kunne ikke fatte at vi havde klaret den! Det var der jeg hørte en lyd til. Jeg vendte mig om. Spøgelset med kniven styrede lige mod os. De andre havde også set det. Jeg skyndte mig at lukke døren og vi løb alle ud til vejen. Da vi endelig så os tilbage var der ikke nogen der fulgte efter os. ”vi må hellere få dig på hospitalet” sagde jeg endelig. Det gav et sæt i de andre. Min stemme var hæs efter at have skreget så meget. ”du er nødt til at have lægehjælp du skal sikkert syes”. Daniel nikkede stumt, men han var begyndt at blive meget bleg. Vi gik hen til hospitalet hvor Daniel blev taget ind med det samme og der blev ringet til vores forældre. Men da de kom ud for at sige at der ikke var nogen der tog telefonen var vi allerede faldet i søvn. Jeg vågnede klokken 12. Der var blevet ringet til vores forældre igen og de var allerede kommet. Katastrofen var allerede kommet ud. Pedellen var ankommet til skolen klokken 9, og det første han havde set var Oles lig. Han havde omgående ringet til politiet, og udover os var der 3 andre overlevende. Altså 7 overlevende ud af 40 elever og 1 lærer. Man havde fået den samme forklaring af de sidste 3 overlevende. Det var spøgelser fra den gamle kirkegård skolen var bygget på. De fleste af ligene var fundet i forskellige klasselokaler. Men kun nogle få af eleverne havde lagt mærke til at 3 af spøgelserne var de forsvundne niende klasse elever som man aldrig havde fundet igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...