Som et spejlbillede

Ashley har det meget svært med sin mor, efter hendes tvillingesøster, Julee, druknede. Hver gang de skændes, går hun ned til søen, hvor Julee druknede. En dag går alting galt, og Ashley finder ud af noget, hun skulle have fundet ud af længe før ..

3Likes
10Kommentarer
1159Visninger
AA

1. Prolog.

Prolog. Jeg husker det tydeligt. Alt for tydeligt. Vores mor kom hjem tidligt en morgen, og hun var ikke lige frem ædru. Jeg vågnede af den sure lugt af bræk og lyden af et toiletbræt, der blev slået ned. Julee vågnede kort tid efter. Hun var så bekymret og var ikke bange for at lade vores mor vide det. Hun var altid mors yndling, og sådan havde det altid været uanset, hvor ihærdigt jeg prøvede at gøre hende stolt over mig i stedet for, at det altid var Julee. Jeg forstod egentlig aldrig hvorfor, for vi var næsten ens - både personlighedsmæssigt og udseendesmæssigt. Der var kun en tydelig forskel - Julee havde en voldsom form for astma, og hun kunne få anfald af de særeste ting - vi fandt aldrig ud af alle de ting, hun ikke kunne tåle. Nogle gange var det også bare luften, der gjorde udfaldet. Jeg kiggede ud i stuen, hvor Julee sad og trøstede vores mor. Hun var selv begyndt at græde, og hun havde mascara, som hun ikke havde vasket af igår, løbende ned af kinderne. Det var tydeligt at se, at hun led. Efter hun havde hjulpet vores mor i seng, fik jeg hende med ned til søen. Jeg kunne se, at hun havde brug for luft hjemme fra, og vi havde begge altid elsket at være der. Enten bare for at tænke eller bade. Da vi kom derned, lagde jeg mine arme om hendes spinkle krop, der identificerede sig med min. Vi sad i lidt tid og snakkede, overvejede, hvordan vi skulle håndtere situationen, og til sidst havde vi begge bare brug for at komme ud i vandet. Vi sprang i fra den rådne og ødelagte bro. Jeg havde bare lige brug for et pusterum, så jeg dykkede ned under vandet og lukkede alle tanker og lyde ude. Jeg svømmede lidt rundt dernede, da jeg pludselig mærkede et blidt spark i siden. På daværerende tidspunkt havde jeg ingen anelse om, hvad der skulle til at ske. Jeg troede bare, at Julee havde ramt mig ved et uheld, men noget fik mig alligevel til at stikke hovedet op til vandets overflade. Det første, jeg så, da jeg fik mine øjne spærret op, var Julee, der hostede forfærdeligt meget, hun led. Uden jeg kunne nå at reagere, så jeg, hvordan hendes krop blev svagere og svagere, at hun ikke kunne trække vejret. Jeg var ikke i stand til at bevæge mig, det var uvirkeligt - slet ikke autentisk med hendes sædvanlige anfald. Jeg så, hvordan hun sank ned under den ellers så rolige overflade. Da jeg så realiteten i øjnene, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at redde hende op - men det var for sent.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...