Crazy in love

"Jealousy is always born with love but it does not die with it."

2Likes
4Kommentarer
2328Visninger
AA

5. You're just to good to be true....

Vi begyndte at være sammen hver dag. Vi var et par, alle på gymnasiet vidste det. Marie og Marco, Marco og Marie. Det var som om mit navn ikke kunne blive nævnt uden et.. og Marco. Det var skønt, jeg følte at jeg hørte sammen med nogen. Men jeg gled langsomt fra mine venner, havde ikke længere tid til dem....Og hvis jeg ville være alene med Rebecca blev Marco altid jaloux. 

"Skal vi gå ovenpå?" hvisker Marco og kigger hen mod trappen i den anden ende af lokalet. Jeg svarer ikke, men tager fat i hans hånd og går tværs gennem lokalet. Alle andre i rummet danser, griner og kysser. Vild fest... Da vi når op af trappen, skubber Marco en dør op, og vi ser en seng, vi straks kaster os på. Jeg bliver grebet af en stemning, hele min krop skriger efter ham, og han kysser mig heftigt, som om han har det på samme måde. Vi er et. Marco hiver sin trøje af, og prøver at trække min kjole af også. "Neej," mumler jeg, men har alligevel ikke lyst til at stoppe. Men han prøver stadig at hive min kjole af mig. Jeg begynder langsomt at skubbe ham ned. "Hold nu op, jeg vil ikke gøre det her. Min første gang skal ikke være i en fremmeds seng!" næsten råber jeg, og ser bestemt på ham. Han ser næsten helt såret ud, som en lille hundehvalp. Jeg bliver blød om hjertet, det er jo ikke fordi jeg ikke vil, det skal bare ikke være her. "Vi kan gå hjem til mig, mine forældre er ikke hjemme," smiler jeg, rejser mig og hiver min kjole på plads, og så forlader vi festen. 

Du kan måske regne ud at vi gjorde dét derhjemme. Det var fantastisk, jeg havde aldrig følt mig mere levende og mere forelsket, men da jeg vågnede næste morgen med lidt tømmermænd, fandt jeg ingen Marco ved min side. Han var gået. 

"Moooooar hvor er min t.shirt? Du ved den med striberne?" råber jeg, og styrter ned af trapperne til min mor, der står ved vaskemaskinen. "Jeg aner det ikke skat, jeg lagde den på din stol i går da du var til fest," svarer hun og sorterer tøjet i vores vasketøjskurv. "Jamen der er den ikke? Jeg har ikke set den siden jeg smed den til vask, og jeg ville have den på i dag..." siger jeg småirriteret og kigger opgivende på min mor, der stadig fokuserer på vores snavsede tøj. "Jeg ved det ikke, tag noget andet på ikke? Det er vel ikke så vigtigt, det er søndag...du skal bare være herhjemme?" mumler hun og jeg fornemmer hun ikke gider snakke mere om det. Arrrj hvor det irriterer mig.. Men jeg må vel tage en anden t-shirt så? 

Jeg forbliver irriteret resten af formiddagen, og min mor forstår ingenting. Først flipper jeg ud over en t-shirt, så nægter jeg at spise morgenmad fordi der ikke er noget jordbærmarmelade (men alle andre slags marmelade, og nutella, smør og ost...!), så beklager jeg mig over at vi ikke har tv3 puls (selvom vi har stort set alle andre kanaler) og til sidst låser jeg mig inde på mit værelse, fordi vores internet ikke virker. Jeg ved godt det ikke er de ting der irriterer mig, det er selvfølgelig fordi Marco gik i morges uden at sige noget eller efterlade en seddel, at jeg er så sur, men det ved min mor jo ikke noget om. Jeg burde måske tage hen til ham? Jeg har faktisk aldrig besøgt ham før, det er kun ham der har været hos mig. Hver gang jeg foreslår vi tager hen til ham, finder han altid på en undksyldning, så vi finder på noget andet. Nu er det nok! Jeg tager hen til ham lige nu! Og så finder jeg ud af hvorfor han gik i morges (eller i nat, hvad ved jeg??) og så ser jeg jo også hans hus.... Jeg tager sko og jakke på, hopper op på cyklen og suser hen mod hans adresse som jeg engang fandt på krak. Jeg glæder mig til at se hvordan han bor, måske endda møde hans familie? Han er jo den mest populære på gymnasiet - kendt for hans fantastisk flotte hus, og hans rige forældre. 

Hvis jeg havde vist hvad der ventede mig, havde jeg nok ikke cyklet så hurtigt, for jeg havde bestemt ikke forventet hvad jeg ville finde hjemme hos Marco. 

Jeg træder af cyklen, og kigger op på det faldefærdige hus foran mig. Det kan ikke passe, Marco bor da ikke i sådan et gammelt, råddent hus? Malingen skaller af murene, og der er et par knuste vinduer. Haven er vild, og græsset ser ikke ud til at have været slået de sidste mange år. Jeg kigger på husnummeret: 43, og vejen har også det rigtige navn. Skovvej 43. Det må være her, men det kan ikke passe? Langsomt går jeg op mod døren og ringer på. En dame på ca. 60 år åbner og kigger forsigtigt ud. Hun har langt, fedtet sort hår, og et rynket, men venligt ansigt. "Heej bor Marco her?" spørger jeg og kigger på den rynkede dame foran mig. "Ja, men han er ikke hjemme, du kan komme ind og vente hvis det er?" svarer hun og smiler, så man kan se hun mangler et par tænder. Jeg træder ind over dørtrinnet, og hun peger ned af en gang. "Hans værelse er det sidste på venstre hånd," siger hun. Jeg smiler som tak, og går ned mod gangen. Jeg er i chok, Marco har løjet om hvor han bor, og er den kvinde hans mor? Nu står jeg foran døren og trækker ned i håndtaget. Langsomt glider døren op, og det syn der møder mig, gør mig stum. Jeg står helt stille og bare stirrer. Hans vægge er fulde af billeder af mig, både gamle og nye. Der er billeder taget på gymnasiet (uden jeg har vidst det!), billeder fra min facebook profil, og familiebilleder jeg ikke aner hvordan han har fået i. På hans skrivebord ligger min trøje! Den med striberne jeg ikke kunne finde i morges, og der ligger også en hårbørste jeg troede jeg havde glemt til idræt, noget gammelt slikpapir (fra flagermusvingummierne - mit yndlings), samt en masse andre ting. Jeg går helt hen til bordet og samler en stak papirer op. Der står en masse navne, adresser og tidspunkter. Steder jeg tit kommer, og de tidspunkter passer på hvornår jeg var der. Min krop fyldes af væmmelse og frygt, hvorfor sker det her?! Det er som om....som han har fulgt efter mig, stalket mig? Mellem papirerne finder jeg en liste jeg udfyldte da jeg startede i 1.G, en leg vi for sjov lavede i klassen, så vi kunne lære hinanden at kende. Alle mine yndlingsfilm, bands, alle min livretter - der står alt om mig! Pludselig går det op for mig, at de gange han har overrasket mig med film vi skulle se (og som jeg elskede) har det ikke været fordi "Ejj dem elsker jeg bare!" som han sagde, men fordi han vidste jeg elskede dem. Jeg kender ham jo slet ikke! Han har løjet om hvem han er, og jeg kan mærke en kvalme over det hele. "Hvad laver du her?" hvæser Marco, og jeg drejer med det samme omkring og ser ham stå i døren. "Hvem er du? Jeg kender dig ikke!!" skriger jeg og begynder at græde. "Jeg er Marco, din kæreste som du elsker!" råber han og træder hen mod mig. "Du rør mig ikke! Vi er færdige!" hvisler jeg og hele min krop ryster. Jeg skubber mig forbi ham, og løber mod døren. Hvad fanden skete der lige? 

Jeg var meget forvirret efter at have gjort det ovre med ham. Var tæt på at ringe til ham og sige jeg ikke mente det, men det han havde gjort var så sygt og langt ude, og jeg håbede bare at det ville være ovre, at jeg ikke behøvede at tænke på ham mere, men selvfølgelig gik det ikke som jeg ville......

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...