Love The Way You Lie ♡

Mikayla Sabrina Mitchell er en 16-årig. Hun har skrevet dagbog i nu et år, og da hun ikke længere er sammen med hendes kæreste, og hun har mistet de fleste mennesker omkring sig, beslutter hun sig for at læse den igennem, og huske tilbage på alle de vidunderlige, og knap så vidunderlige minder.

17Likes
98Kommentarer
3436Visninger
AA

9. Otte

Jeg bladrede om på den sidste side. Den var hel blank. Eller ikke helt. Det var faktisk to sider jeg havde limet sammen. 

Denne side var noget af det  der knuste mig allermest. At bare se på det kunne gøre så jeg brød sammen, og hvis jeg læste det.. Ja, så ville jeg slet ikke vide hvad det kunne gøre ved mig.

Men jeg føler mig parat. Jeg ved det er nu. Det er det her tidspunkt jeg har ventet på. At jeg kan læse det der knuser mig mest, uden at jeg bliver knust.

Jeg satte en saks i mellem de to sider jeg havde limet sammen, og rev dem fra hinanden.

 

Kære Dagbog

Isabell:

Jeg savner dig. Jeg ved det var min fejl. Jeg ved at jeg ikke fortjener dig.

Jeg glemte dig, og tænkte kun på Brayden. Vi begyndte at falde fra hinanden, da jeg aldrig havde tid til dig.

Jeg elsker dig jo. Du gjorde mig så glad vær dag. Du var som et lille lys i min triste hverdag. Altid glad og smilende. Utroligt, men undrede det overhovdedet nogen? Du er jo perfekt på alle punkter, og nogle gange står jeg bare i skyggen af dig, men jeg fortæller dig det ikke- nej. For det gør mig glad at du er glad.

Jeg kunne altid regne med dig. Jeg husker de mange gange, hvor jeg havde ringet til dig klokken lort om natten, og du tog altid din mobil. Jeg husker at du altid fortalte mig, at du kun var et telefonopkald væk. Jeg husker alle de gange hvor jeg var blevet knust af en dreng, og du var altid klar med en fil, servietter, chokolade, og selvfølgelig dit glade humør. Jeg husker de gange hvor vi havde lavet de mærkelige ting sammen. Jeg husker hvor god en veninde du var, altid klar til at gøre mig i godt humør. 

Jeg ved jeg skuffede dig, men jeg vidste det ikke dengang. Hvis jeg bare vidste det, ville jeg have gjort alt for at redde vores venskab, men det er forsent. De bedste år af mit liv, har jeg haft med dig.

Jeg elsker dig Isabell.

 

Brayden: 

Dig.. Ja du gjorde mig jo skør i kulden. Jeg elskede dig forfanden, men du elskede ikke mig.  

Hvorfor gjorde du det egntlig? Hvorfor sårede du mig, som du gjorde? Hele vores forhold var baseret på en løgn. Kunne du ikke bare have fortalt mig at du ikke elskede mig. Det ville vær knap så sårende. Jeg brugte al min tid, kun på dig.  Og hvad fik jeg tilbage ingenting? Det er sandt det de siger; At kærlighed gør blind.

Jeg skulle selv finde ud af at du ikke elskede mig. At du brugte mig. Legede med mig. Og hvor var jeg dum, og naiv. Du gad mig jo ikke. Du gjorde det fordi du holdte af mig, og ikke ville såre mig. Du elskede mig, men bare ikke som kæreste. Men nu har du bare såret mig endnu mere, så din plan lykkedes desværre ikke. Jeg håber du hader dig selv. Jeg håber du er ked af det du gjorde. Jeg håber virkelig at du har skyldfølelse.

Jeg elsker dig stadig, men jeg ved at det en dag vil gå over. Jeg har virkelig ondt af den pige du var mig utro med. Den pige du påstår at du elsker, med det samme påstod du med mig, for et år siden. Det er sikkert bare endnu et offer. Og en dag indser hun det, og så går din jagt bare videre. Hvordan kan du være sådan et frygteligt menneske?

Farvel Brayden.

 

Far:

Far jeg håber du er i himlen- nej. Jeg ved du er i himlen. Du ved jo at jeg elskede dig så højt. Så det behøver jeg ikke at sige. Jeg ved jo ikke rigtigt hvad jeg skal sige. 

Du har været enhel og aldeles god far. Førsørgede os altid. Var der altid. Altid til at tale med mig. Jeg vidste at du forstod mig. Jeg behøvede ikke at forklare. 

Jeg husker at du hjalp mig, med mine lektier. Jeg husker at du var den første der lærte mig at surfe, og spille barsket. Dig, og dine altid dårlige jokes, fik mig op i godt humør. Du var nogle gange lidt for fjollet og glad, men det var det jeg elskede ved dig.Du var så nem at elske.  

Jeg husker skam stadig de ord jeg sagde til dig, og tro mig far. De sårede dig, og det ved jeg, men det sårede mig endnu mere. Jeg har intet andet at sige end; Jeg elsker dig.

Du var en god far, en god ægtemand, og ikke mindst et godt menneske.

Jeg savner dig min elskede far, det gør vi alle.

 

Mor:

Jeg har været sur og skuffet på dig. Men jeg lod bare mine følelser tage over, og glemte helt at andre også har følelser.

Du er kvinden der har haft mig i maven i 9 måneder. Født mig med smerter, og kæmpet for mig, da jeg blev født med en sygdom. Lægerne sagde at jeg skulle dø, men du gav ikke op. Du ville ikke have jeg skulle dø. Du kæmpede til det sidste, og det beundrer jeg dig virkelig for mor.

Jeg er klar til at ligge min dystre fortid bag mig, og starte på en frisk. Så nu står vi vel begge lige.

Jeg elsker dig, uanset hvad mor.

 

Først nu har jeg indset hvor meget jeg egntlig har været igennem. Hvor meget jeg har lært, og hvor stærk det har gjort mig. Ingen kan fortælle at jeg ikke har kæmpet- for de kender slet ikke min livshistorie. Ingen skal fortælle mig at jeg ikke  kan gøre noget- nej ingen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...