Love The Way You Lie ♡

Mikayla Sabrina Mitchell er en 16-årig. Hun har skrevet dagbog i nu et år, og da hun ikke længere er sammen med hendes kæreste, og hun har mistet de fleste mennesker omkring sig, beslutter hun sig for at læse den igennem, og huske tilbage på alle de vidunderlige, og knap så vidunderlige minder.

17Likes
98Kommentarer
3442Visninger
AA

5. Fire

Jeg bladrede et par sidder igennem, og stoppede da noget bekendt fangede min opmærksomhed. Det var et stykke tid siden jeg havde skrevet det, og det havde jeg et bevis på, da min håndskrift var en smule shusket. 

Det var den hvide rose, jeg selv havde tegnet der havde fanget min opmærksomhed. Nedenunder stod der med flot kursiv skrift: Jeg håber du har tilgivet mig?

 

Kære Dagbog

"Forstå det nu Mikayla, jeg bliver nød til det", råbte min far. Han var ellers aldrig sur. "Du tager i krig, i stedet for at leve et normalt liv med din datter? Hvilken far er du? Jeg hader dig", var det sidste jeg råbte tilbage. 

Jeg løb ind på mit værelse, og smækkede døren af vrede. Tårene strømmede ned ad mine kinder, og jeg begravede mit ansigt i min pude, mens jeg lod tankerne tage over.

Det var ikke fordi jeg hadede min far-nej. Jeg elskede ham helt, og aldeles, men det var bare det, at han var den eneste der forstod mig, eller han forstod mig bedre end nogen anden, og jeg ville ikke miste ham nu. Jeg havde miset Brayden og Isabell, og nu skulle jeg også miste min far.

Det sværeste for mig, er nok at det måske er sidste gang jeg kommer til at se ham. Måske når jeg ikke at møde ham en sidste gang mere. 

Jeg plejede altid at fiske med min far. En rigtig far-datter tid, men nu hvor han skal i krig til Afganistan.

Jeg husker de dejlige tider, hvor vi var i parken, og spillede basket, eller når vi var på stranden, og surfe. Jeg var fars lille pige, og det ville jeg altid være, og vil altid være. Jeg var ikke til alt det der med at shoppe, og snakke om følelser- slet ikke. Jeg elskede at dyrke sport, og har også gået til basket i 6 år nu. Jeg var uden tvivl en drengepige, men jeg elskede det.

Jeg ved det er en pligt, og han bliver nød til at kæmpe for vores land, men jeg er kun seksten og Caleb, min lillebror, er kun 13, og så var der også min storesøster Samantha, men hun er gift, og flyttet hjemme fra, da hun er seksogtyve. Vi er ikke klar til at miste vores far. Vi er stadig børn og vi behøver ham.

 

Få uger efter døde min elskværdige far. Han blev skudt i benet, og var alt for langt væk fra et hospital.

Jeg bebrejdede altid mig selv. Jeg mener at jeg kunne have gjort noget ved det. Jeg kunne have forhindret ham i at tage afsted. Jeg kunne forhindre ham i at dø. Så ville jeg ikke side her, og læse det forfærdelige minde. 

Min mor havde haft virkelig svært ved hans død, hun skulle indlægges i psykiatriskafdeling på hospitalet, da det havde taget alt for hårdt på hende, og i tre måneder skulle Samantha passe Caleb og jeg, mens min mor lå indagt.

Men det jeg allermest fortryder var at jeg efterlod min far, med de ord. Med de ord, der sårede ham mest. Det var det sidste han hørte mig sige, og jeg hader mig selv for det. Men jeg ved, at han har tilgivet mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...