Kærlighed er mere end bare et ord! (JDB)

Rose McCartney er en pige på 16 år. Hendes mor er verdens kendt for at designe tøj, alle folk i verden tror at Rose er en dreng. Hendes mor begyndte på en løgn mens Rose var en lille baby, nu er Rose tvunget til at klæde sig ud som en dreng hverdag, hvad sker der når hendes mor skal designe tøj til selveste Justin Bieber? Bliver hun afslørret?

6Likes
50Kommentarer
2671Visninger
AA

4. Sandheden

"Klare hvad?" spurgte Justin der tydeligvis var forvirret. Vreden og sorgen steg mig til hovedet, jeg rejste mig op og smed min cap på gulvet så man kunne se min knold, "DET HER!!" skreg jeg med min pige-stemme mens tårerne strømmede ned af mine kinder, jeg løb ud på badeværelset og låste døren efter mig, nu var det sket. Justin havde set at jeg var en pige, jeg nåede ikke at se hans reaktion. Jeg tændte for bruseren og tog et langt bad,  efter begyndte jeg at føntørre mit hår. Så tog jeg nogle højtaljet shorts der gik under brysterne, jeg tog en hvid stram t-shirt under og lodt mit hår hænge løst. Jeg børstede mit lange og glatte tynde brune hår, og flettede mit pandehår. Jeg kikkede på mine øjenbryn, de var ret tykke, jeg begyndte at plukke dem så de fik en rigtig smuk form. Jeg tog mascare på og en lipgloss der skinnede, der var helt stille inde i værelset så jeg regnede med at Justin var gået ud. Hemmeligheden skulle ud nu, jeg kunne ikke klare det mere, jeg kikkede på mig selv i spejlet, jeg så virkelig lækker ud (ikke for at lyde selvglad). Jeg åbnede forsigtigt døren og stak mit hovede ud, Justin var væk. Jeg satte mig på sengen og kikkede ned på mine hænder, hvad ville mor sige til det? Døren sprang pludselig op og en sur mor kom styrtende ind, hun gav mig elevatorblikket og lavede store øjne. "HVAD HAR DU GJORT?" råbte min mor i fjæset på mig, døren var heldigvis lukket. Jeg blev sur, virkelig sur. "Hverdag bliver jeg nød til at klæde mig ud som dreng, hverdag i mit liv skal jeg lade som om jeg er en anden. Jeg vil have venner, pige-vennner. Jeg vil ud og shoppe pigeting, jeg vil hygge mig med pige venner. Hverdag bliver jeg nød til at være sammen med drenge jeg ikke har lyst til at være sammen med, også sveder jeg sindssygt meget i det der vinter tøj jeg bliver nød til at tage på! Du tænker aldrig på det jeg føler, du tænker aldrig på mig. Du tænker kun på al den popularitet du kan få, jeg er din datter. Rose McCartney, jeg burde komme før alle, mor.. Hvorfor kan du ikke forstå det? Jeg har fået nok! Se på det sår jeg har fået under øjnene.. Sådan har det været de sidste 14 år.." sagde jeg mens tårerne strømmede ned af mine kinder. "14 år mor, 14 irriterende,frygtelige forfærdelige 14 år.." hviskede jeg. Min mor kikkede chokeret og overrasket på mig, langsomt begyndte tårerne at trille ned af hendes kinder, hun satte sig på sengekanten og kikkede på mig med tårer i øjnene. "Jeg.. jeg... Jeg vidste slet ikke du havde det sådan. Du har ret, du burde komme før alle andre, før mit job, før alt. Jeg er en frygtelige mor" græd hun, hun hulkede med voldsomme gisp, det gjorde mig ondt at se min mor på den måde. Jeg satte mig ved siden af hende og kikkede på hende indtil hun stoppede med at græde, "mor, vil du vide hvad der kan gøre mig glad igen?" spurgte jeg stadig med tårer i øjnene, godt jeg havde taget vandfast mascare på! Hun nikkede ivrigt  på hovedet og kikkede trist på mig, "hvis du siger til hele verdnen at jeg er en pige og ikke en dreng. At du har en datter, og ikke en søn!" sagde jeg og kikkede bedende på hende. "Det skal jeg nok" mumlede hun og smilte stort, jeg gav hende hurtigt et kram og trak mig stille ud, "har du tænkt dig at fortælle det til dem dernede?" svarede jeg og kikkede smilende på hende, "tjaaa, det er da en begyndelse" sagde hun og smilte, vi rejste os begge to op. "Jeg elsker dig mor" sagde jeg pludseligt, tårerne kom igen. Denne gang var det glædelses tårer. "Jeg elsker også dig lille skat" sagde hun og krammede mig, jeg krammede med og smilte stort. Hun trak sig ud af krammet og gik smilende ud af døren, jeg satte mig på sengen og tørrede tårerne væk. Endelig kunne jeg være mig selv, der blev pludselig banket på døren. "Kom ind" sagde jeg højt nok til at personen kunne høre det, døren blev langsomt åbnet og Justin kom ind. Han lukkede døren efter sig og vendte sig om mod mig, da han så mig fik han store øjne. "Har min mor ikke fortalt dig det?" spurgte jeg og kikkede underligt på ham, han vidste da godt jeg var en pige...? "Øh, jo... Jeg vidste bare ikke at du var så.." han stoppede midt i sin sætning og lignede en der fortrød det med det samme, "så hvad?" spurgte jeg. "Ikke noget" svarede han og satte sig på den anden seng..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...