Kærlighed er mere end bare et ord! (JDB)

Rose McCartney er en pige på 16 år. Hendes mor er verdens kendt for at designe tøj, alle folk i verden tror at Rose er en dreng. Hendes mor begyndte på en løgn mens Rose var en lille baby, nu er Rose tvunget til at klæde sig ud som en dreng hverdag, hvad sker der når hendes mor skal designe tøj til selveste Justin Bieber? Bliver hun afslørret?

6Likes
50Kommentarer
2581Visninger
AA

1. Endnu en dag..

Endnu en dag hvor jeg skal klædes ud som en dreng, "Rose kom nu!" råbte min mor stresset nedefra. Irriteret satte jeg mit hår op i en knold og tog en cap på, så tog jeg nogle sorte hængerøv bukser og en hætte trøje. Jeg fjernede alt mit make-up med min make-up fjerner. Jeg skulle gemme mig, og det hele er på grund af min mor der er totalt ligeglad med mig! Jeg skyndte mig nedenunder og tog nogle sorte supra sko på, jeg havde vinter tøj på i sommer.. fedt. "Husk det nu!" sagde min mor advarende, jeg nikkede bare og sukkede, det irriterede mig virkeligt at jeg skulle klædes ud som en dreng fordi min mor startede en løgn. Jeg vil gerne være sammen med piger, lege pudekamp og gå ud og shoppe, men desværre kan jeg ikke det, sådan her har det været de sidste 14 år. 

Vi var nået hen til studiet, min mor skulle vise sine designs til en eller anden mand. Jeg satte mig på en sofa og kikkede lidt rundt, stedet var virkelig flot, der var guitar,klaver og alle mulige instrumenter. "Taylor?" råbte min mor, nå ja. Jeg 'hedder' Taylor, det er ivertfald hvad hele verden tror.. "Ja?" råbte jeg og lavede en drenge-stemme, jeg var blevet god til at lave en drenge-stemme. "Der står nogle papir i rummet lidt nede af gangen, kan du ikke hente dem?" svarede min mor, jeg nikkede og rejste mig op. Jeg svedte virkelig meget, jeg havde lyst til at tage min cap af og vise at jeg er en pige og ikke en dreng. Jeg gik lidt ned af gangen og fandt en dør, jeg åbnede den langsomt da jeg hørte en fantastisk stemme synge: 

yeah I got a PHD I don’t need a fake ID yeah,you females know of me I’m so sick with no IV J U S I T...

Mere nåede den smukke stemme ikke at synge da jeg trådte ind, jeg så en dreng - måske lidt ældre end mig. Han havde brune smukke øjne, og brunt hår. "Øhm hej, jeg skulle hente nogle papir. Undskyld hvis jeg forstyrrer" sagde jeg hurtigt og kikkede nervøst på den smukke dreng, han grinede kort. "Det gør ikke noget, papirerne ligger derover" svarede han og pegede på et bord, jeg gik med langsomme skridt derhen og tog alle papirerne, "hvad hedder du egentlig?" spurgte drengen da jeg var på vej mod døren. Jeg vendte mig langsomt om og kikkede i hans brune smukke øjne, tag dig sammen Rose!! "Jeg hedder.. Taylor" svarede jeg med et lille smil, drengen smillede igen og gik hen til mig. "Jeg hedder Justin" sagde han og rakte sin hånd ud, jeg tog langsomt imod den og smilede venligt til den fremmede dreng. "Rart at møde dig Justin, men jeg skal aflevere de her papir" sagde jeg stille men smilte. Han nikkede forstående, "nå okay. Er du McCartney's søn?" spurgte han så. "Ja, det er mig" svarede jeg. Før han nåede at sige noget var jeg ude af døren, pyyh! Jeg skyndte mig over til min mor og gav hende papirerne. Jeg satte mig på sofaen igen og ventede på de ville blive færdige, jeg kunne mærke min mobil ryste. Jeg tog den langsomt ud af min lomme og så jeg havde fået en SMS.

 

'Whatzzup dude?' - stod der, det var Daniel. Han var min ven.

'Ik så meget, keder mig bare. Hvad med dig dude?' skrev jeg tilbage.

 

"TAYLOR, VI SKAL HJEM NU" råbte min mor fra bilen, jeg løb hurtigt hen til hende og satte mig ind. 

Vi begav os hjemad, jeg løb nærmest ind i huset og skyndte mig op på mit værelse. Jeg tog hurtigt min hættetrøje og hængerøvsbukser af, jeg tog faktisk alt det der drenge tøj af. Jeg tog en top på og natbukser, jeg gik langsomt hen i spejlet og kikkede på mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke være en normal pige? Mit liv gav ingen mening, vil hemmeligheden ikke snart slippe ud? Jeg gider squ ikke lade som om jeg er en dreng resten af mit liv! Jeg sukkede stille og smed mig i sengen, mine øjne blev tungere og tungere. Langsomt og stille, faldt jeg i søvn..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...