Skumringen (Dansk stil)

En novelle jeg skrev for 9 måneder siden i dansk. Opgaven gik ud på at skrive en novelle som foregik i en lejlighed en sensommer aften, og der skulle ske en hændelse som fik en af beboerne til at flytte. Desuden skulle den skrives i datid og tredje person, og den skulle hedde "Skumringen".

1Likes
6Kommentarer
8784Visninger

1. Skumringen

Det var præcis 3 år siden hun var flyttet og havde taget den lille med  sig. Mille. Det var det den lille var blevet kaldt, før de sammen var flygtet fra den frygtelige aften i sensommernattens mulm og mørke.  Det skulle have været  en let flugt, der var jo ingen i det skumle kvarter der ville gå til politiet, selvom hændelsen havde påvirket alle beboere, ingen havde nogensinde set mage. Hun havde gjort, hvad hun kunne for at flygte uden at efterlade nogen spor af hende selv og pigen, som om de aldrig havde været der, men det var alligevel sluppet ud. Aviser og ugeblade havde skrevet side op og side ned om aftenen og hvilken tragedie det var. I flere uger havde det stået på, og al den sladren havde gjort at hun selv og pigen havde skiftet navn, og var flyttet til Paris, hvor hendes forældre boede. Der havde ingen kendt noget til deres dystre fortid, og de kunne let gemme sig i mængden hvis han på noget tidspunkt skulle komme og kræve at få sin Mille tilbage. Der var ingen stor sandsynlighed for at det ville ske, men hun havde været så bange, at Paris havde været den eneste mulighed, for hvem vidste om han ville komme tidligere ud af fængslet, eller havde nogen kontakter? Nogen gange forbandede hun sig selv at hun havde taget pigen med sig, hun kunne være flyttet alene, holdt sin lange snude for sig selv, så havde hun haft et almindeligt liv nu, helt uden den altoverskyggende følelse af altid at være bange. Men hvad hjalp det, når man havde kendt begge piger så godt. Den mindste havde hun haft det tætteste forhold til, piger på fire er så bedårende, ikke lige så besværlige som teenagepiger. Men selvom hun syntes teenageren havde ladt sin lillesøster alt for meget alene med den forfærdelige far, vidste hun godt at et stærkt bånd knyttede de to piger, at de virkelig elskede hinanden højt. Derfor var det så umenneskeligt at lillesøsteren skulle se hende blive dræbt.

 

Det hele var startet en lun sensommer aften. Børn legede i gårdene og på gaderne, fædre kom trætte hjem fra de store fabrikker og i de små køkkener stod mødrene og lavede middagsmad. Det hele var lutter idyl. Sådan var facaden i det lille kvarter i udkanten af København. Det fattige kvarter, hvor man ikke kunne gå alene på gaden om aftenen, medmindre man gerne ville blive slået ned og bestjålet. For det var jo ikke et kvarter hvor alle familierne var så idylliske. Mange af børnene manglede en mor eller far, eller også var de arbejdsløse. I de værste tilfælde var det de små børn, der skulle være de voksne, for dem der faktisk var voksne, kunne ikke andet end at drikke og tage stoffer. Forsørge deres familie kunne de i hvert fald ikke. Derfor var det børnene der skaffede mad og penge, på de måder det nu var muligt når man kun er et lille barn. Mange blev i en ung alder tyve, og de fleste teenagere fik nogle beskidte jobs. Drengene blev pushere og pigerne blev prostiturerede.  Sådan var den lille familie på tredje sal, alt andet end lutter idyl. Den emmede faktisk af præcis det modsatte. Så snart man kom ind i lejligheden, mærkede man en vis depression, og en tom følelse overmandede en og gjorde en så træt at det hele, træt af livet. Det var sikkert grunden til at moren havde taget sit eget liv. Teenagepigen, der dengang kun havde været 15 år, var en dag kommet hjem og havde fundet sin mor, hængende i et reb fra juletræskrogen i loftet. Angst skriget var blevet hørt i alle lejlighederne, og folk på gaden var brat standset op. Alle naboerne var forskrækket løbet op til lejligheden, og havde fundet den grædende pige  under morens livløse krop. Det var her hun for første gang havde opfattet alvoren i de problemer familien havde. De plejede at være lykkelige, man da moren havde begået selvmord, gik det ned af bakke. Faren gik ind i en depression og begyndte at drikke. Da han altid mødte fuld op på arbejde blev han fyret,og det forstærkede hans depression. Derfor begyndte han at blive voldelig og ondskabsfuld, og nedgjorde teenagepigen på de mest modbydelige måder man kunne tænke sig. Teenagepigen havde opfostret lillesøsteren helt alene, for de fleste af naboerne ville ikke have noget med familien at gøre, tænk hvis uheldet smittede! Hun var den enste nabo der  havde hjulpet. For hvordan skulle teenageren der selv var et barn, kunne opfostre en baby? Da lillesøstren blev ældre begyndte teenageren at gå meget i byen, hun skulle jo skaffe penge. Den lille blev parkeret hos hende, der var begyndt at elske pigen som den datter hun aldrig havde fået. Hun  havde altid vidst hvad teenageren gjorde når ”hun var i byen”, og hun syntes det var forfærdeligt at en så ung pige, måtte sælge sin krop på den måde, for at få råd til mad, når faderen brugte sin bistand og deres børnepenge på elefantøl. Hun havde tit givet penge til pigerne, men 200 kr. her og der kunne ikke få en hverdag til at hænge sammen, og hun kunne jo ikke give penge hele tiden. Hun prøvede at dele sin mad med søstrene, men deres liv ville aldrig blive normalt, når de havde oplevet så mange frygtelige ting i deres barndom.

 

Den aften hun var flygtet var startet som en lun august aften, hvor fuglene  fløjtede, og en lyserød aftensol malede byen rød. Den lille pige havde lige været der og havde stolt vist en tegning frem hun selv havde lavet. Den forestillede hende selv og hendes storesøster. ”Jeg giver den til Sofie når hun kommer hjem, det er nemlig hendes 18 års fødselsdag i dag, og far har glemt det. Han ligger bare på sofaen og snorker,” havde hun sagt og spurgt om hun også havde en gave til teenageren. ”Ja det har jeg skam,” havde hun smilende svaret til det lille barn, der gladeligt var løbet tilbage til sin lejlighed, for at vente på fødselaren.  Hun havde tilfreds siddet tilbage og glædet sig til at teenageren ville komme hjem fra arbejdet, så hun kunne åbne sin gave. Det var en gammel guldhalskæde med et vedhæng, der kunne åbnes, og inden i den lå en lille lap papir , hvor der stod et nummer til en bankkonto med nogle penge, så hun kunne flytte væk fra faderen og tage sin søster med sig. Hun ville godt nok blive ensom uden deres selskab, men hun ville gøre alt for at give de to piger en chance for et bedre liv. Drømmen havde fyldt hende med en glæde så  kraftig, at hun ikke havde opdaget at teenageren var kommet ind i hendes lejlighed, før hun stod lige foran hende. ”Tillykke med fødselsdagen min pige,” havde hun glædestrålende sagt, og overrakt hende gaven. Pigen havde været mundlam da hun så hvad der lå gemt under det skrøbelige gavepapir. ”Hvad er det?” havde hun stakåndet spurgt. ”Det er en ny åbning til dig og Mille, flyt nu, mens i kan,” havde hun svaret og sendt hende et bestemt blik. Pigens ansigt var lyst op i et kæmpe smil, og hun var løbet hen for at kramme hende. ”Tak for alt det du har gjort for mig og Mille, jeg vil aldrig glemme dig!”. Det var det hun havde hvisket, den sidste gang de havde snakket sammen.  Pigen var med faste skridt og nyt håb gået ud af lejligheden, og hun havde stået alene tilbage med en tåre trillende ned af kinden. Hun ville aldrig se dem igen. Troede hun.

 

Skriget var det første der havde brudt stilheden i hendes tomme lejlighed. Det kom inde fra Sofie og Mille. Man kunne høre alt gennem de tynde vægge i boligen. Faderens fordrukne mandestemme havde råbt op og forbandet Teenageren. ”Far jeg går nu, og jeg tager Mille med, du skal aldrig kontakte os igen!” havde Sofie råbt. ”Tror du selv at en lille luder som dig kan passe på Mille?! Du skal fandeme ikke tage min datter fra mig, I to går ingen steder!!” havde Faren skreget, mens noget glas var blevet knust mod en væg. ”Tror du ikke jeg kan passe på hende? Du har aldrig været der for hende! Det var mig der opforstrede hende og var der for hende efter mor døde!” havde Sofie grædende råbt tilbage, og samtidig var døren til hendes lejlighed gået op, og den lille Mille havde grædende stået i hendes stue. ”fff..faaar..slår..hehende på hendes fø..fø..fødselsdag,” havde den bedrøvede pige sagt, mens salte tårer trillede ned af hendes små kinder. En masse tanker havde faret gennem hendes hoved, og en skyldfølelse havde bredt sig i hendes krop. Hun måtte redde dem, for enhver pris. ”Bliv her! Jeg henter Sofie!” havde hun råbt og var løbet ud af døren og ind til pigernes lejlighed. Det lignede et bombekrater. Alt var ødelagt og væltet. Men der var også helt stille? Hun kunne hverken se Sofie eller faderen nogen steder. ”Sofie?” havde hun spagt råbt, før nogen havde slået hende hårdt i baghovedet og slæbt hende ud i det snavsede køkken. Sofie sad bundet til en stol med et tørklæde over munden. Hendes øjne var fulde af  smerte og frygt, og hun blødte fra tindingen. ”Hva’ fanden tror du lig’ du laver her hva’?? Ska’ du blande dig i noet?” snøvlede faderen. Hun svarede ikke, hun var for skræmt. ”Jeg dræber fandeme luderen! Hun tror hun ka’ flyte med Mille! Hvem tror hun hun er?? Ingen skal sgu tage min Mille!!” råbte han truende og trådte et skridt frem mod Sofie. Først der havde hun opdaget pistolen i hans hånd. Som i slowmotion så hun ham løfte skyderen, og udløse aftrækkeren, mens kuglen fløj gennem lokalet og ramte den bundne pige lige i hjertet. Hun skreg. Sofie skreg. Mille skreg. Hun havde stået i døren til køkkenet helt stille og set sin søster blive dræbt. Hun måtte handle, på gulvet lå en af faderens utalige flasker, og mens hun skreg til Mille at hun skulle løbe tibage til hendes lejlighed og låse døren, kastede hun flasken lige i hovedet på faren, der faldt sammen . Da hans krop tungt ramte gulvet, havde han nået at udløse pistolen en sidste gang. Kuglen ramte hende i skulderen, men hun var ligeglad. Da hun løb ud af lejligheden havde frygten taget magten, og hun havde kun få tanker i hovedet. Ud.Mille.Flugt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...