Den bedre halvdel

Yaya husker stadig tydeligt den dag, da hendes tvilligesøster, Silja, døde i forsøget på at redde Yaya - dog er det også kun en måned siden. Hun har endnu ikke fortalt nogen om, hvad der virkelig skete, og skyldfølelsen æder hende op inde fra, og hun indser, at hun må fortælle sandheden, før folk begynder at mistænke hende for at stå bag det. Desuden viser det sig også, at tilfældet måske ikke var, at Yaya gjorde det af egen fri vilje ...

0Likes
0Kommentarer
413Visninger

1. Prolog.

Jeg husker det tydeligt. Silja, der stod og poserede, mens jeg tog en masse billeder af hende. Folk forstod aldrig, hvordan jeg kunne kalde hende for en skønhed og altid være så selvkritisk, selvom vi lignede hinanden som to dråber vand, men de vidste selvfølgelig heller intet om hende. Sandheden er, at ingen vidste så meget om os. Vi holdt os for os selv, da vi havde nok i hinanden, og vi ønskede det ikke anderledes. Hun havde altid drømt om at blive model - og jeg fotograf, så det passede os begge godt, at vi kunne bruge adskillige timer på at være udenfor og lave fotoshoots. Jeg frygtede intet den gang - hun gjorde mig tryg. Vi havde med tiden fundet en masse forskellige steder at tage billeder henne, men vores yndlingssted var den gamle togstation, der ikke blev brugt længere. Der var en lille toiletbygning, en bænk og skinner. Hun elskede at stå på skinnerne, mens jeg fotograferede hende. En dag gik det bare helt galt. Den dag var for præcis en måned siden, og jeg har tænkt over det hvert sekund siden.  Jeg stod på den nyeste skinne, som dog heller ikke blev brugt - troede vi, og hun stod på den gamle lige overfor, hvor hun poserede så smukt og yndefuldt, at jeg ikke tænkte på andet end at fange momentet med hendes perfekte blikke. Pludselig hørte jeg en lyd. Lyden af et horn, der hyler. Alting gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at tænke mig om, før jeg følte sandkornene stikke mod mine kolde hænder. Silja havde kastet sig ind over mig for at få mig væk fra skinnen, hvor toget kom kørende på i en så høj hastighed, at det ikke nåede at standse, før det ramte Silja, der ikke selv havde haft tiden til at flygte væk. Jeg hørte hende skrige, men efter få sekunder blev hendes skrig afløst af mit eget. Hun skreg ikke mere, og hun trak ikke vejret. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg benægtede for mig selv, hvad jeg lige havde set ske. Toget kørte videre som om intet var hændt. Det var bare én af de mange ting, jeg aldrig helt forstod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...