Din skyld

Dette er mit bud til jalousi konkurrencen. Jeg skriver ud fra egne oplevelser, og har taget udgangspunkt i én speciel dag i mit liv. Jeg lægger dette ud offentligt fordi jeg synes det hjælper mig med at komme videre, og tænker at nogle måske har oplevet noget lignende og kan finde håb, hjælp eller ja whatever. Selvfølgelig ville det være rart hvis i stemmer, men først og fremmest er det bare for at komme ud med det.

4Likes
4Kommentarer
988Visninger

1. Et

Fraværende trykker jeg mig længere ned ad startsiden, imens jeg dovent og temmelig ligeglad tjekker mine facebook, venners opslag og hvad der nu ellers skulle pryde min startside. Det er afslappende og rent tidsfordriv for mig, og jeg finder det temmelig ufarligt. Lige indtil jeg ser billedet. Det billede du har sat ind i en gruppe. Danmarks bedsteveninder eller noget i den stil. Jeg er ved at være træt af de grupper og forstår slet ikke når folk sætter billeder ind af sig selv. Måske lige med undtagelse af når det kommer til en gruppe som den - Danmarks bedsteveninder. For alle andre virker det måske ganske harmløst, hvorfor flippe ud over sådan noget? Men de er heller ikke i mit sted. Den person de elsker højere end noget andet, elsker ikke en anden endnu højere. Jeg havde altid vidst jeg var oppe i mod en svær konkurrent, men efterhånden så jeg hende ikke længere som en konkurrent - nærmere en medspiller. Jeg var begyndt at føle, at vi stod lige, at du elskede os lige meget. Det var det du plejede at give udtryk for. Bare ét billede, ét sølle billede sat ind i konkurrence, får med det samme alle de gamle følelser tilbage i mig. For billedet er ikke af dig og mig. Det er af dig og hende. For en måned siden havde det sikkert ikke rørt mig, men alt er anderledes nu. Alt. Jeg kan mærke at noget i mellem os er helt forkert. Jeg kan mærke det i hele min krop. Men jeg kan ikke finde nogle beviser. Beviser for at jeg har ret. For hver gang jeg bringer emnet på banen, så svarer du ikke, eller også taler du uden om. De gange jeg har fået svar, har du sagt intet er galt, men det ved jeg jo det er. Mine tanker distraherede mig for et kort øjeblik, men nu kommer jeg igen i tanke om billedet og denne gang rammer det værre end den første. En blond skønhed ved siden af en mørkhåret skønhed. Solen skinner, det er forår, og I står der med blomster i hår og i hænder. Jeg mærker langsomt den velkendte følelse brede sig i min krop. Den starter i maven, som en lille slimet klump, der lige så stille vokser sig større, og finder sin vej ud i mine ben, arme, ja hele min krop. De værst ramte steder er maven og hjertet. Der gør det så ondt, at jeg bliver nødt til at lægge mig ned. Jeg åbner døren til min franske altan, hvorefter jeg sammenkrøllet lægger mig på gulvet, i et forsøg på at holde sammen på mig selv. Det er ikke så meget kun billedet. Det er det hele der vælter sig ind over mig, alt det der har været samlet sammen gennem de sidste par uger, som jeg forgæves har forsøgt at holde afstand til. Jeg ved ikke hvad der er galt, men jeg ved, at noget er helt galt. Jeg aner heller ikke hvad der har udløst dette. Jo vidst har vi været uvenner utalige gange, men det her er anderledes. Vi har jo ikke decideret været uvenner. Vi har ikke skændtes og diskuteret. Det eneste der har været er tavshed. Den forfærdeligste tavshed. Gang på gang har jeg prøvet at bilde mig selv ind at det ikke er noget særligt. Snart ses vi igen og så er alt som det plejer. Alligevel sidder følelsen konstant i mig. Frygten for at miste dig, og jalousien over at hun har dig. I gennem hele vores venskab har hun gang på gang udløst følelsen af jalousi i mig. Tit har det været hendes skyld, at jeg har følt mig ædt op indefra. Ædt op af den værste jalousi. Den jeg mere end noget andet ønsker at vokse fra. Jeg ønsker at blive klogere, lære at kontrolere den. Lige meget hvor hårdt jeg arbejder for at lade tingene passere, og holde jalousien i skak kryber den alligevel frem igen og igen. På den ene side har jeg en frygtelig lyst til at skrive til dig, ringe til dig, men på den anden side foragter jeg dig og ønsker dig langt væk. Ønsker dig ude af mit liv. Tanken om selvmord strejfer mig, selv om jeg med det samme jeg har tænkt tanken, ved, at jeg aldrig ville gøre det. Jeg ville ikke turde, og jeg ville ikke gøre det mod min familie. Jeg tører øjnene og rejser mig. Det er svært, men jeg kan. Med hurtige skridt løber jeg ned ad trappen, griber en nøgle og fortsætter ud af døren, i mens jeg råber, at jeg går en tur. Jeg har tit tænkt over at gøre dette når jeg fik denne følelse, og var ked af det omkring noget med os to, og det har ikke været så sjældent. Alligevel har jeg aldrig gjort det. Mine ben fører mig i et rask tempo af sted mod stranden. Jeg er ivrig efter at mærke det bløde sand under mine fødder og se det endeløse hav, ligge udstrakt foran mig. Jeg ånder lettet op, da stranden kommer til syne, og det går op for mig at jeg har holdt vejret stort set hele vejen. Da jeg når stranden, drejer jeg til højre og går langs vandet et lille stykke. Jeg breder min jakke ud og sætter mig på den. Her er så fredfyldt. Bølgernes brusen får mig til at slappe af og glemme det hele et øjeblik. Samtidig er det årets første rigtige forårs dag. Jeg lægger mig ned og trækker ærmerne op på min bluse, hvorefter jeg tilfredst mærker solens varme, kærtegne min hud. Lidt efter lukker jeg øjnene og forsøger at lade lyden af bølger og følelsen af den varme sol overskygge alt andet. Jeg ved ikke hvor jeg længe jeg lægger der. Min mobil har jeg ladet ligge derhjemme og mit ur er som bekendt i stykker. I mens jeg ligger der, efterhånden utroligt afslappet, begynder nye tanker at strømme igennem mit hoved. Men det er ikke længere dig der har overtaget. Det er ikke længere dig mine tanker handler om, og knuden i min mave, samt den voldsomme trykken i mit bryst er væk. Forsvundet som dug for solen. Jeg smiler, mens en historie tager form i mit hoved. Flere dage har jeg ledt efter den sidste brik der skal få hele historien til at hænge sammen, og som jeg ligger der toner den langsomt frem.

Jeg er glad. Glad over at finde en måde at slippe for den forfærdelige følelse af jalousi. Samtidig ved jeg, at så snart jeg kommer hjem, vender det hele tilbage igen. Jeg kan ikke flygte fra det. Men da jeg rejser mig og begiver mig hjemad, er det med fornyet energi. Nu er jeg igen klar til at møde verdenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...