For evigt gemt, aldrig glemt

Mit bud på at miste-konkurrencen. Den starter- og slutter ved første kapitel. Enjoy.

5Likes
5Kommentarer
1062Visninger
AA

1. Første og sidste

Hvis man ikke har prøvet det, ved man ikke hvordan det føles. Selvom folk fortæller én at de sagtens kan forstå det, vil de aldrig kunne, hvis ikke de selv har oplevet det. Det er så forfærdeligt, uudholdeligt og mere til. Et sår, der nok aldrig vil hele, lige meget, hvad man gør. Såret syntes størst i starten og derefter formindsker det en smule, men det vil altid være der. Selvom kærligheden forfriskes, hver gang man ser personen, og jeg ved, jeg aldrig kommer til at se hende igen, vil min kærlighed til min mor, aldrig dø – eller i så fald blive mindre. Den vil kun vokse og vokse, og til sidst er jeg bange for, den vil være så stor, at jeg ikke kan klare det mere, og gøre en ende på alt ting. Let nok i en tanke. Selvfølgelig har jeg forsøgt mig, en enkelt gang, men jeg er for bange. For døden. Det tomme hul. Men egentlig er det vel ikke det tomme hul, gangen og himlen der gør mig bange. Men smerten ved sluge hundrede sovepiller, få knækket sin nakke eller den skarpe kniv mod brystet. Det er det der gør mig så bange, at jeg aldrig er nået videre i projektet. Som om det ikke ville være nok, at døden skulle tage min mor fra mig, kan jeg heller ikke se nogen mening i livet.

 

Jeg væmmes når folk får så meget medlidenhed med mig, at de til sidst vælger, ikke at kendes ved mig længere. Det er for hårdt for dem. Sikke noget lort at tænke. Hvis det er hårdt for dem, så har de det alt for let. Det giver mig myrekryb. Men også blot tanken om at miste igen, giver mig lysten til at afslutte alt. At miste min far og mine bedste forældre, hvilket jeg ved, sker på et tidspunkt i mit liv, ville jeg aldrig kunne klare. Jeg ville bryde fuldstændig sammen, og aldrig blive normal igen. Jeg afskyr tanken om hende. Britt hedder hun. Afskyeligt navn. Far siger, hun er god nok, men hvad ved han om det? Jeg ved at mor betød alt for ham, men at Britt er hans ”næste”. Britt der prøver at påtage sig, den moderlige rolle, men aldrig har været så meget som i stand til det. Og selvfølgelig har hun ikke selv børn. Hun er faktisk den slags kvinde, der tror hun er en helt masse, men egentlig bare er en ensom kvinde, der ville være glad, hvis hun mødte en mand. Det med at manden er enkemand og har en datter, er vel bare en ekstra plus på opmærksomhedskurven.

 

Ja, jeg er en pessimist, men man bestemmer ikke selv hvordan man bliver, efter man har mistet én meget nær person. Førhen var jeg en glad pige. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg altid var glad, for hvem er det? De fleste ville snakke med mig, men et eller andet sker, når nogen dør, jeg tror det skræmmer folk. De er bange for at gøre noget forkert, og derfor syntes de åbenbart det er bedre at holde sig væk. Det er jo løgn. Men igen, de har jo ikke prøvet det, og derfor har de ingen idé om, hvordan det føles. Jeg kan godt huske da Axel mistede sin halvfar. Axel, min bedste ven. Jeg blev hos ham. Aldrig ville jeg kunne klare tanken om, ikke at have ham, hvis det en dag skulle ske for mig. Og det skete for mig. Han var der ikke. Han gled væk, ligesom resten af flokken, og synede hen, som én ud af en klasse på otteogtyve, der ikke ville kende ”Hende, hvis mor er død”. Fra den dag af, stoppede jeg med at stole på folk. Selv på min far. Min far som sagde til mig: ”Mirabell, det kommer til at blive fint igen.” Og jeg stolede på ham. Klart gjorde jeg det. Han var, og er min far. Men nu ved jeg, at alt de siger er noget lort. Jeg er alene om alt ting, i denne verden. Derfor, forstår jeg heller ikke, hvorfor jeg er til. Den eneste der holdte liv i mig var min mor.  

Åh kære mor. For evigt gemt, aldrig glemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...