Det man ikke ser

Det er mit bidrag til mobbe-konkurrencen. Den er skrevet fra mobberens synspunkt..

4Likes
2Kommentarer
1585Visninger
AA

2. Et knust hjerte

Han sidder ude foran døren, med hovedet lænet op ad væggen. Om lidt kommer inspektøren og henter ham. De andre ville ikke være i nærheden af ham. Gennem, væggen hører han sin lærer spørge klassen om han tit har gjort andre ondt, og folk mumler at han altid har været ubehagelig over for Jacob. Skubbet ham på gangen, låst ham inde i lokaler, rakket ham ned foran alle. Men han har ikke været direkte voldelig. "Han er et monster!" råber en pigestemme. Og det er hende. Hvorfor lige hende? 

 

Nu er han blevet plantet i en blød lænestol på kontoret. Han skal "afhøreres" eller hvad det nu er man bliver i gymnasiet, når man er gået for vidt. "Du ved godt det her er meget alvorligt ikke? Det vil få seriøse konsekvenser!" siger inspektøren og kigger direkte ind i hans øjne. Men han er helt væk, hører kun hendes stemme: "Han er et monster!". Og så lige hende, af alle mennesker. Kamilla med det lange lyse hår, de store blå øjne, og de bløde læber. Den eneste han elsker. Og de har ikke snakket sammen længe nu, men han har set hende hver dag, de sisdte ti år, kigget på hende i smug, beundret hende. Og en dag sidste sommer da Lasse holdt fest skete der noget. Det havde været vildt. Alkohol, vandpibe og forskellig piller. Han lå på græsset og kiggede på stjerne, da Kamilla pludselig havde lagt sig ved siden af ham. "De er smukke ikke? Stjernene," hviskede hun, og kiggede på ham. Hendes øjne svømmede og det var tydeligt at hun var langt væk, et helt andet sted. "Du er smuk," havde han mumlet, og pludselig havde hun lænet sig frem og kysset ham. Han var blevet forbavset, hans hjerte var vist også stoppet et par sekunder, men han var hurtigt begyndt at kysse igen. Det var fantastisk, som at være høj, høj på kærlighed. Han fløj gennem skyerne, langt over jorden og intet kunne få ham ned. Men det var der så noget der kunne. Lige da han var lykkelig. Højt at flyve, meget dybt at falde. Og han landte da også på jorden med et brag, da en hånd ramte hans ansigt hårdt. "Hvad fanden laver du med MIN pige?!" skreg en stemme. Og plantede en knytnæve i hans ansigt. Han kunne ikke snakke, kunne bare mærke varmt blod, løbe fra hans næse, ned til hans mund. Han var lammet af chok. "Troede du virkelig, VIRKELIG at min pige vil lave noget med dig at gøre, GET A FUCKING LIFE, og hold dig fra andres kærester, og forresten kan du godt skride fra den her fest!" råbte stemmen igen . Han lå på jorden og krympede sammen i smerte. Da han kæmpede sig op at sidde, så han Kamilla kysse med fyren, der måtte være hendes kæreste. Hun grinte, og pegede over på ham. Grinte af HAM. Hans hjerte knækkede i tusinde stykker, og han slæbte sig hele vejen hjem i sin seng, mens han græd. 

"Hører du efter Rasmus, de andre elever siger du de sidste mange måneder har mobbet Jacob, været meget ondskabsfuld overfor ham, er det sandt?" spurgte inspektøren, og rev Rasmus ud af sine minder, og tilbage til nutiden. Han nikkede og kiggede på et punkt på den hvide væg. "Vi tolerer ikke nogen former for mobning her på skolen, så jeg ser ingen anden udvej end at bortvise dig," siger inspektøren, og kigger strengt, men også sørgmodigt på ham. "Jeg er ked af at det skal gå sådan her, men der er noget jeg ikke forstår, eleverne sagde du ikke havde været voldelig før, men pludselig i dag går du amok, hvor kom al den agrresivitet fra?". Han svarer ikke, stirrer fortsat bare på væggen, og tænker på hvor slemt hans liv er. "Du vil ikke snakke, okay, her er mit kort," siger han og rækker Rasmus et visitkort, med glade, gule smilyer,"ring hvis du en dag ændrer mening,": 

Da han senere på dagen trasker gennem alt det grå (nu regner det også), er han bare tom. Hvorfor er hans liv så forkert, alt er gået galt? Nu skal han endda hjem til sin fordrukne far, som garanteret har fået et opkald angående bortvisning. Det bliver ikke kønt. Han nærmer sig lejligheden med langsome trætte skridt, men til sidst står han foran døren. Da hans nøgle glider ind i låsen, og døren springer op, står hans far rasende i entreen og puster sig op, som en vild løve. "NU HAR JEG FANDEME HØRT DET MED! DU KAN KRAFTEDME IKKE ENGANG UNDGÅ AT BLIVE SMIDT UD AF GYMNASIET! OG SÅ FOR VOLD, HVORDAN ER DU BLEVET SÅ VOLDELIG, JEG SKAL SGU NOK VISE DIG, HVAD MAN GØR MED UNGER DER BLIVER SMIDT UD AF GYMNASIET!" skriger den sindsyge far op, og i en bevægelse, har  han lukket døren og givet Rasmus en syngende lussing, den slags der for kinden til at summe og blive rød. Og sådan bliver han ved. I hvad der føles som timer hælder han skældsord ned over ham som en regnskylle, og han bliver ved og ved, indtil en nabo ringer på døren. Så ser Rasmus sit snit til at låse sig inde på sit værelse, og sove. Da hans øjne glider i, ser han en række billeder. Hans døde mor, faderen der giver ham en lussing i cykelkælderen, Kamillas fyr der slår løs, Kamilla der griner, Jacob der bliver båret væk, med blod over det hele og til sidst hans voldelige far i entreen. Det er jo ikke noget liv, det føltes som en drøm, en dårlig tv-serie, men det er det ikke. Åh hvad har han dog gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...