Det man ikke ser

Det er mit bidrag til mobbe-konkurrencen. Den er skrevet fra mobberens synspunkt..

4Likes
2Kommentarer
1508Visninger
AA

1. Blod

Han skriger. Kæmper. Slår om sig med arme og ben. Der står et par stykker omkring dem. Kigger. Gisper. Gør intet for at stoppe ham. Det ville de heller ikke kunne, ingen tør røre sig, gøre noget. De ser vildskaben i hans øjne. En dræber. Og verden står stille. Nu er det for sent. 

 

Det var en fugtigt, grå regnvejrsdag i oktober. De røde og orange blade var så småt begyndt at falde af trærerne og de nøgne grene stak ud, som fangarme, der til hver en tid, ville kunne hive fat i en og holde en fast. Det havde været en dårlig uge, dårlig måned. Nej et dårligt år. Han havde- nu han tænkte over det, kun haft dårlige år, og meget få glade øjeblikke i sit liv. Han huskede til hans 7 års fødselsdag, da han brændende havde ønsket sig en ny cykel. Ikke bare en hvilken som helst cykel, en super flot, mørke blå cykel, der lignede den alle de andre i skolen havde. Med 7 gear og drikkedunks -holder. I mange uger plagede han sin mor, og da dagen oprindt, var han så spændt at han sprang ud af sengen, ligeglad med om forældrene havde planglagt at vække ham med flag og sang. Han løb på bare tæer ind i deres soveværelse, og kastede sig op i den brede dobbeltseng. "Moar, moar, det er i dag! Det er i dag jeg bliver 7!" råbte han glad, og smilede over hele fem-øren. Hans far havde slået øjnene op, og kiggede surt på ham. "klokken er 6 om morgenen, ved du godt det unge? Skrid i seng igen," havde han vrisset, og lagt sig om på siden. "Men mooooar vågn op," havde han hvisket i hendes øre, men da hun ikke vågende, begyndte han at ruske hårdt i hende. "Mor det er ikke sjovt, vågn op!" råbte han, og begyndte at græde, i chok og panik over hvad der skete. Men hun var ikke vågnet, hans far havde ringet til en ambulance, men det var for sent. Hun var død, havde fået et hjertestop midt om natten, og var bare død. Da de senere var kommet hjem, havde han set cyklen stå nede i kælderen, den fine blå cykel. Han løb hen til den og lod en hånd glide hen over den bløde sadel. "Hun brugta alle vores penge på den jernting, ved du godt det? Hun spiste næsten intet så hun kunne købe den, og arbejde over i mange uger. Det er sikkert din skyld hun døde!" hvislede faderen vredt, og tog to skridt hen mod ham, og gav ham en lussing. Da han dagen efter gik ned efter hans cykel, var den væk. Og faderen kom senere hjem med to kasser øl, et tv og en pakke cigaretter. De havde aldrig snakket om cyklen igen.

 

Mens han havde gået sådan i sine egne tanker, var han nået helt hen til gymnasiet. Det store, nye gumnasium, som hele byen var så stolt af. Det var da også meget flot, men hvad fanden, det var jo bare et gymnasium. Han traskede de sidste skridt hen mod den store port, og så hen over skolegården. I det ene hjørne sad pigerne fra anden G. Dem, der lod som om de var ligeglade med alt, men som desperat prøvede at få fyrene fra tredje G, som stod lidt længere væk og spillede basket. Rundt omkring ved bænkene sad en masse andre grupper fra de forskellige klasser, og nød de få minutter der var til skoledagen startede. Længst væk, i det fjerneste hjørne af gården, stod Jacob, en genert førsteårs elev, der altid sad på biblioteket og lavede lektier. Han var klog, rigtigt klog, men det var skide irriterende for hvorfor skulle HAN være så klog. Ved siden af ham stod en mørkhåret spinkel kvinde, og en lidt lav, tyk mand med skæg. Sikkert hans forældre. De stod og grinede og snakkede- gav ham sikkert en masse opmuntrende ord, noget han,Rasmus, aldrig havde fået. I hvert fald ikke siden han var seks. Og nu krammede de ham sgu også! Han var aldig i nærkontakt med sin far, hvis ikke det da lige var for at få en på kassen. 

Noget indeni ham brændte sammen, det blev rødt for hans øjne, og tusinde minder af håbløse hverdagsaftener tilbragt derhjemme, med en sur, ond, voldelig og meget fuld far, blev gennemlevet. Han så Jacob's forældre køre væk, og så slog han til. Han gik hurtigt ned til den nervøse, blege dreng, der stod og trippede lidt foran indgangen. Da han så Rasmus, blev hans øjne store, og han tog automatisk et par skridt baglæns. "Nej, Rasmus...ikke igen, vil du ikke nok lade være?!" bad han, og holdt armene op foran sig, som skjold. Men Rasmus var kold. Ingen følelser nåede ind til ham, intet ville kunne standse ham. En rød tåge lagde sig for hans øjne, han så bogstaveligt talt rødt. Det var for sent. "Åhh er mor og far her ikke længere til at redde dig? Bangebuks!" sagde han misbilligende. Jacob, kiggede bare ned i jorden. "Er du, bange for mig? Du er jo bare en tøsedreng! Ingen kan lide dig, vi vil ikke have dig her! Skrid nu hjem hvor du hører til, hos dine pusse-nusse forældre!" grinte han ondt, og selvom hans mund formede et hårdt smil, nåede intet op til hans øjne, der var som is. "Du..nej, lad nu være," bad Jacob fortsat, men intet hjalp. Og nu mærkede han en knytnæve, lige i ansigtet. Rasmus havde ikke engang selv, opdaget at han knyttede hånden, og slog ud efter ham. Nu var det for sent. Blodet løb ned fra en flænge i Jacob's læbe, og han skreg af smerte. Folk omkring dem stirrede rædselslagne på dem, men ingen bevægede sig. Fuck det, tænkte han, og han var ikke til at stoppe. Adrenalinen pumpede rundt i hans krop, og han tænkte som et vildt dyr. Blod. Han slog løs på den hjælpeløse dreng, og blev bare ved. Og han skreg, men han kunne ikke stoppe, kunne ikke tænke klart. Men pludselig greb flere stærke hænder fat om ham, og trak ham væk. Med det samme blev hans krop slap, han faldt sammen på jorden, og prøvede at glemme. Han kiggede op, og så Jacob. Jacob med blod over det hele, der græd, og blev hjulpet hen til en ambulance, man kunne høre komme nærmere. Og Rasmus besvimede, og verden blev sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...