Din kærlighed til mig vil aldrig dø, men min til dig, er allerede død.


8Likes
32Kommentarer
2144Visninger
AA

2. Dylan.

”Vi ses i morgen,” sagde jeg, og vinkede til min kollega, inden jeg gik ud af døren, ud i kulden. Hvis bare jeg havde vist, at jeg ikke ville se mine kollegaer i morgen, men jeg var fuldstændig uvidende. Alt virkede fuldstændig harmløst, når man kiggede på den hvide sne, der var drysset rundt overalt, og de istapper der hang ned fra tagene, der glimtede som diamanter. Jeg satte mig ind i min bil, og startede motoren. Jeg tændte også hurtigt for varmen i bilen. Jeg bakkede forsigtigt ud, og kørte så af sted, på den isglatte vej. Jeg havde heldigvis fået skiftet til vinterdæk, dagen før. Jeg kiggede hurtigt i bakspejlet, og fik et kort glimt af mig selv. Lidt røde kinder, på grund af kulden, grønne øjne, og gyldent hår. Som altid. Jeg havde selvfølgelig arvet udseendet fra min mormor, da hun var ung. Jeg var endda blevet døbt efter hende, da hun var død, før jeg blev født. Men Lisa, er da også okay. Jeg drejede ind af min indkørsel, og parkerede så min bil i garagen. Jeg lukkede garageporten, og gik over til min dør. Jeg skulle til at tage min nøgle frem, da jeg så, at vinduet var smadret, og døren stod på klem. Jeg åbnede forsigtigt døren helt, og gik så med listende skridt ind. Mit hjerte bankede vildt hurtigt, jeg kunne mærke, hvordan jeg næsten var ved at hyperventilere, så jeg begyndte også at tage dybe indåndinger. Jeg kom ind i køknet, men der var ikke nogen. Jeg gik videre ind i min stue, hvor jeg heller ikke kunne se nogen. Men jeg tog fejl. Lidt efter, blev lyset nemlig tændt, ovre fra min læsestol. Jeg vendte mig om mod den, og lod et chokeret gisp, komme over mine læber. Det var min ekskæreste, der sad i stolen. Ham, som havde lovet, at han ville få hævn, at han ville komme tilbage. Jeg troede ikke han havde ment det, men der var han. ”Hvad, er du overrasket over at se mig?” sagde han, og sendte mig et hånendes smil. Han lignede sig selv. Kort maskinklippet hår, meget muskuløse træk, og blå øjne. ”Du må da have noget at sige,” sagde han, og lagde sit hoved på skrå. ”Hvad fanden laver du i mit hus?” sagde jeg, og fik hurtigt lagt mit ansigt, i neutrale folder. ”Hvad jeg laver i dit hus? Kan du ikke huske, at jeg også boede her en gang?” sagde han, og rejste sig langsomt op. Han gik hen mod mig, med et selvsikkert smil. Han endte med at gå rundt om mig, mens han betragtede mig. Han stoppede lige foran mig. ”Du ligner dig selv,” sagde han, og kiggede frækt på mig. ”Gå, Dylan, gå,” sagde jeg, og kiggede vredt på ham. Hvad bilede han sig ind, at komme her? ”Slap af,” sagde han, og lagde sin hånd på min kind, hvorefter han begyndte at kærtegne den. Jeg skulle til at flytte den, da han tog en pistol frem. Den fik mig til at stivne. ”Hør her, jeg kan godt være sød, men så må du også være sød ved mig,” sagde han, og satte en tot hår om bag mit øre. Jeg nikkede stift, og så fjernede han sin pistol igen. ”Godt,” sagde han, og trådte væk fra mig. ”Smil nu,” sagde han, og sendte mig et skævt smil. Jeg smilede, bare en trækning i mundvigen. ”Slap af, jeg gør dig ikke noget,” sagde han, men ordet endnu, hang i luften. Kun endnu. På det tidspunkt, havde jeg ikke været sikker på, at han ville gøre mig noget. Men det fandt jeg hurtigt ud af. Meget hurtigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...